Historien

Kongen forærede kirken til Københavns Universitet

Våbenhuset kom til omtrent samtidig med det nye kor, måske endda lidt før. Dets placering er usædvanlig, idet det blev lagt foran skibets norddør, hvor det ellers er almindeligt, at det lægges foran sydsidedøren.
Til bygningen af såvel skibet som koret er brugt store munkesten, og i våbenhusets sidemure findes et smukt og ualmindeligt regelmæssigt rudemønster, muret af sortbrændte sten.
Tårnet kom til som næste tilbygning, og det er af den normale sjællandske type med en omtrent kvadratisk grundplan. Det er tre stokværk højt med blændingsgavle i øst og vest.
Den sidste af de sengotiske tilbygninger er kapellet, det senere sakristi, og det ligger ejendommeligt nok på skibets sydside, hvor det almindelige er, at det ligger på nordsiden. Det blev der rettet op på omkring 1960, hvor der opførtes et sakristi på nordsiden af koret.
Da kirkebyggeriet i sin tid var færdigt, blev hele kirken udsmykket med kalkmalerier på både vægge og hvælvinger. På væggene var det malede efterligninger af draperier og på hvælvingerne figurbilleder.
 

Et sagn knytter sig til Herlev Kirkes historie

Kirkens opførelse skyldes ifølge sagnet en hændelse, der overgik en brydebonde (opr. en slags gård(be)styrer, der tillige var medejer af gårdens løsøre), ved navn Matthis Jensen. Om ham ved man fra bevarede dokumenter, dateret 1453, at han “havde” to gårde i Herlev.
Sagnet fortæller, at egnens folk plejede at gå til gudstjeneste i Gladsaxe Kirke, men en tåget søndagsmorgen søgte de den forgæves, hvorfor de anråbte Gud om at give dem en kirke, der lå mere bekvemt.
Den følgende nat viste en engel sig for Matthis Jensen og påbød ham at grave på det sted, hvor kirken nu står, indtil han fandt et stålkors, over hvilket han skulle rejse et alter. Vægrede han sig, ville han blive blind.
At Matthis Jensen har ladet en del af kirken opføre, er der ingen tvivl om. Hans gravsten er bevaret og står nu i kirkens våbenhus. En indskrift på den fortæller: “Her ligger Matthis Jensen, fordum denne kirkes værge og grundlægger, med sine to hustruer, Gyde og Christina, som døde i 1480”.
Kirken, en senmiddelalderlig bygning, opført i gotisk stil, er indviet til Treenigheden. Undersøgelser har vist, at kirken, skib og kor, er opført med ca. 80 års mellemrum, og at den ældre kirke, fra omkring 1400, var en lille kullet kirke med særskilt kor uden våbenhus.
I østgavlen af det nuværende kor viser en blændingsdekoration af sengotisk stil, at det må være bygget op mod 1480, og det er sandsynligt, at det er denne ombygning, der er Matthis Jensens værk og dermed grundlaget for, at han i gravskriften omtales som kirkens grundlægger.
Menighedsrådet besluttede, at kirkens 500-års jubilæum skulle fejres. Det blev det trinitatis søndag, d.13.6.1976, hvor dronning Margrethe og prins Henrik var blandt de inviterede gæster.
 

Fællesskab med Gladsaxe

Den 10. juni 1539, få år efter reformationen, skænkede Christian den 3. Herlev Kirke til Københavns Universitet, der til gengæld skulle sørge for dens vedligeholdelse.
Det blev et tilknytningsforhold på næsten 400 år, idet kirken først overgik til selveje i 1934.
Herlev og Gladsaxe blev administrativt adskilt den 1. april 1909 i to selvstændige kommuner, hvorimod sognefællesskabet blev bevaret frem til 1921, hvor Herlev Kirke først opnåede status som sognekirke i selvstændigt sogn. Indtil da boede sognepræsten i Gladsaxe præstegård og holdt gudstjeneste i begge kirker.
Fra 1908 til 1920 boede der dog en kaldskapellan i Herlev Præstegård, som var en lille stråtækt bygning mellem kirken og gadekæret. Den havde tidligere været skole.
 

Svenskekrigen

Svenskekrigen 1658-60, hvor København var belejret i 19 måneder, gik voldsomt henover Københavns omegn, og bl.a. ud over Herlev Kirke. En synsforretning fra 1660 oplyser tilstanden med ordene: - “Kirken er ganske ilde medfaren. Alle vinduer og vindues-stænger (dvs. sprosser) af og borte”.
Alle bygningsmaterialer fra kirken, sognets gårde og huse blev brugt ved opførelsen af den svenske soldaterby Carlstad i Brønshøj, og kirken skulle efter overlevering være brugt til stald for den svenske hærs heste. Befolkningen led stor nød. I julen 1660 var der en nød og elendighed uden lige, og kålstokke og ådsler måtte tages med for at mætte maverne. Befolkningstallet var halveret.
Først i 1696 var der penge til en større reparation af kirken.
 

Inde i kirken og øverst oppe

Genopbygningen var til ende i 1702. I tårnrummet hænger en mindetavle, der fortæller om dem, der stod bag kirkens restaurering.
Den er af træ, rundbuet og sortmalet med forgyldte versaler.
Øverst er Jehovas øje malet i gule og røde farver i en stråleindfattet trekant og et græsk bibelcitat. Nedenunder ser man universitets gamle våben.
 

Kalkmalerier

De to kalkmalerier er udført af “Isefjordsværkstedet” under ledelse af en “Isefjordsmester”, der også ofte kaldes “Vallensbækmaleren”. Der har været andre kalkmalerier, men de måtte efter en undersøgelse i 1887-88 overhvidtes, ødelagte som de var af tidens tand og lapninger.

Kalkmaleriet i skibets østligste kappe har som motiv ”Nådestolen” med den treenige Gud, flankeret af jomfru Maria og Johannes evangelist. Yderst til venstre ses Matthis Jensen, og til højre hans to hustruer Gydha og Cristina.
 

Nederst kalkmaleriet i 3. hvælving. Motivet er legenden om Sct. Jørgen og dragen. Til højre ses prinsesse Kleodolinde med sit kid. Det var hendes tur til at blive ofret til dragen, men Sct. Jørgen kom tidsnok til at redde hende med hjælp fra englen, der svæver over hans hoved. Til venstre følger hendes forældre ængsteligt kampen. De tilbød Sct. Jørgen ægteskab med prinsessen og herredømmet i riget, men han afslog, da han havde givet jomfru Maria løfte.

Udgravninger

Da man i 1961-62 skulle forny alter, orgel, inventar og stolestader, foretoges også en udgravning ledet af kulsvier Karl Nielsen, Værløse, og under tilsyn af medarbejdere fra Nationalmuseet. Deltagerne var amatørarkæologer fra Herlev, Gladsaxe, Hareskovby og Værløse.
Under udgravningen fandt man de gamle grundsten, man fandt mønter, glasperler, en synål af ben, keramikskår fra oldtiden og flere andre ting. Soklen til kirkens skib viste sig at være lagt af mindre sten på 25-50 kilo, hvorover var lagt nogle meget store grundsten, så tunge, at de fleste kun har kunnet flyttes til stedet med vægtstænger.
 

Biskoppen var ikke imponeret

Over indgangsdøren fra våbenhuset hænger den gamle altertavle udført af Jørgen Roed i 1845. Motivet er fodtvætningen. Da biskop I. P. Mynster i 1853 visiterede kirken, skrev han i visitatsbogen - “en Altertavle af Roed “Fodtvætningen” er måske noget heldigere end den i Gladsaxe”, - også malet af Jørgen Roed.
Prædikestolen er et københavnsk arbejde fra ca. 1600. På hjørnerne står kvindehermerne for tro, styrke, klogskab, kærlighed og håb.
Den var tidligere egemalet med en smule forgyldning, men står nu med brogede renæssancefarver.
 

Tanker omkring en udsmykningsopgave eller - “Når Biblen bliver til billeder”

Efter Svenskekrigen i 1658-60 trængte Herlev Kirke hårdt til en restaurering, og de små  vinduer i korets bagvæg blev tilmurede. Da Herlev Menighedsråd i midten af 90'erne ønskede en udsmykning i koret, fandt Nationalmuseet, at vinduerne med den historiske baggrund ikke skulle genåbnes, men hellere forsynes med billeder i deres nicher og enten males direkte eller på indsatte træplader. Det sidste blev valgt, da såvel menighedsråd som Nationalmuseet kunne gå ind for det.
Opgaven blev tildelt maleren Bodil Kaalund, bl.a. kendt for sine mange kirkeudsmykninger.
Temaerne blev valgt ud fra den tanke, at altervæggen skulle have de store, vigtige budskaber, og at kirken, der er indviet til Treenigheden skulle have de tre store højtiders billeder - jul, påske og pinse.
Med rette kan man sige, at Faderen - Skaberen - har sine billeder i midten - med budskabet om Sønnen, der blev sendt herned - og med opstandelsens blomst øverst oppe - og Sønnen og Helligånden.
 

Tekst: Stig Larsen - lettere revideret af Leif Kjøller-Rasmussen