Lyt til prædikenen

Markusevangeliet 10,13-16: De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. 

Lad os bede!

Herre Jesus Kristus, vi beder dig: rør ved os, så vi berøres af Dig til som børn at tage imod Guds rige og leve i det både som børn og voksne. Amen

En ny begyndelse

Vi har for nyligt kunne fejre nytårsaften, hvor vi afsluttede 2021 og gik ind i 2022. Nytårsaften er en festlig aften som vi fejrer med at tage pænt tøj på og spise en god middag sammen med vores familie og venner. Men det er ikke kun familie og venner som vi er fælles med nytårsaften om. Vi ønsker også vores naboer Godt Nytår, når vi er ude på gaden og fyre fyrværkeri af, og i dagene op til nytår, ønsker vi alle vi møder et Godt Nytår. Nytårsaften er en særlig aften, fordi vi gør de samme ting og dermed deler den med hinanden. Vi kan høre dronningens nytårstale, høre pigekoret og se fyrværkeri, hvormed vi også har meget til fælles med dem som vi ikke fejrer aftenen med. Vi er også fælles om at gå ind i et nyt år, og dermed have anledning til at se tilbage på året der gået og så frem til det år som kommer til os, men som er ukendt for os.

Men det er egentlig ikke fordi der altid sker så meget nyt omkring nytåret. Vores omgivelser er de samme, vores job og fritidsaktiviteter er formentlig også de samme som de var før nytår. Når man går i skole, går man på samme klassetrin som før nytår, det er først efter sommerferien at man rykker op på næste trin. Alligevel har nytåret en stor betydning for mange af os, fordi det er her vi tæller året fra. Nu begynder vi forfra med det nye års begivenheder, derfor er det oplagt at anskue vores år herfra, både det vi afslutter og det vi tager hul på. Nytåret er en oplagt anledning for os til at give os selv en ny begyndelse.

Vi har også for kort tid siden kunne fejre en anden slags ny begyndelse i forbindelse med julen, hvor vi fejrer at Jesus blev født. Jesu fødsel er også en ny begyndelse, ikke bare som anledning for den enkelte til at starte forfra, men som en begivenhed der ændrer alle menneskers livsvilkår. Jesu fødsel er en ny begyndelse for os mennesker, fordi den skaber en helt ny situation for os. Gennem Jesus træder Gud den almægtige ind i vores verden, fordi vi kan møde Ham gennem Jesus. Vi kan kende Gud, derfor kaldes Jesus Immanuel – Gud med os. Vi læste før om, at Kristus er den usynlige Guds billede og at hele guddomsfylden besluttede at tage bolig i ham. Dette budskab, er et enestående budskab, som får en altafgørende betydning for os, fordi vi herefter ikke bare er overladt til at gøre os tanker og forestillinger om Gud, men at vi kan møde Ham og leve vores liv med Ham. For at minde hinanden om dette, fejrer vi jul år efter år, også selvom det er over 2000 år siden at Jesus blev født. Hvor nytåret er en tilbagevendende begivenhed der hvert år giver os muligheden for at starte på en frisk og forsøge at ændre de ting der ikke gik så godt året før, er julen en enkeltstående begivenhed der fandt sted for længe siden. Til gengæld har Jesu fødsel en enorm betydning for os, i forhold til den måde som vi kan se på os selv og vores liv på. Derfor har vi ikke brug for en ny jul, men brug for stadigvæk at huske os selv på hvad der skete den nat i Betlehem, så den altid vil være vores udgangspunkt og begyndelse.

Gud træder ind i vores verden som et barn i ydmyge omgivelser. Det er selvfølgelig den naturlige måde at begynde sit liv på, men ikke desto mindre ville det være det nærliggende at forestille sig, at Gud ville gøre sin entre hos os i pomp og pragt, så det gør et indtryk på folk og får os til at huske det. Det er åbenbart også det som de vise mænd forventede da de skulle finde Jesus, derfor tog de til Jerusalem for at spørge om hvor jødernes nyfødt konge var blevet født. Men der er han ikke, for Gud vælger en anden vej end den der er mest nærliggende for os. Han fremstår ikke gennem Jesus i magt og vælde, men i ydmyghed og sårbarhed. Det betyder at vi ikke altid kan få øje på hans herlighed, fordi vi kigger efter noget andet end det som vi skal kigge efter. Vi er vant til at kigge efter magt og rigdom og stor anerkendelse, og det kan bevirke at vi ikke kan få øje på Jesu virkelige himmelske magt og ære. Til gengæld komme alle disse ting altså heller ikke til at skygge for hvem Jesus er, fordi han ikke er pakket ind i pynt og glimmer. Han bærer magten og æren i sig selv, derfor går der ikke noget af ham ved at blive født i en stald i Betlehem.

At møde et barn er en umiddelbar oplevelse, hvor der er det man ser. Det hjælper os ikke at have erhvervet os alle titler i hele verden og al verdens rigdom og alle menneskers anerkendelse, for alt dette kender barnet ikke til, det ser kun det menneske der er foran det. Det er sådan Gud møder os, som dem vi er, ikke som alt det vi har udrettet og gjort os fortjent til. Derfor er det en enorm befrielse, at den almægtige Gud møder os som et spædbarn. Som én man vil tage til sig, én man vil passe på.

Ligesom omgivelserne som sagt ofte er de samme for efter nytår som de var før nytår, er de det også før og efter Jesu fødsel. Der er mulighed for at opleve de samme glæder og de samme udfordringer i livet efter Jesu fødsel, som der er efter hans fødsel. Verden er den samme, der er stadig glæder og sorger, krige og ulykker, opmuntringer og nye relationer, og alt det som vores verden indeholder. Men hvad er så forskellen? Jo den er den, at Gud er trådt ind i vores verden og er blevet en del af den. Gennem Jesus kan vi lære Guds rige at kende. Han kan lære os hvilke tanker Gud har om os, hvad Han ønsker for os og hvordan Han ønsker at vi skal leve vores liv. Vi har gennem ham fået mulighed leve vores liv i troen på ham og dermed i fællesskab med den almægtige Gud. Vi er ikke overladt til os selv, men kan leve vores liv under Guds kærlighed og omsorg. Derfor ændrer Jesus den måde som vi kan se på verden på, og den måde som vi kan se på os selv og vores liv på. Her i vores prædiketekst ser vi hvad det er som Gud gør ved os. Han rører os, han bevæger os. De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem. Ved at bære bærer børnene hen til Jesus, bliver de båret hen til Gud, til hans velsignelse. Gud kan røre os i vores liv. Han kan bevæge os og velsigne os. Han kan skabe en forandring i vores liv ved sin tilstedeværelse.

Jesus viser os her i de velkendte vers i vores prædiketekst, hvordan vi modtager den almægtige Gud, der er kommet til os, og disciplene kommer til at spille en ufrivillig rolle i dette. De har fået mulighed for at gå tæt op af Jesus, så de kunne høre hans undervisning, se hans undere og lære hans tankegang at kende. Alligevel afslører de her, at deres tankegang er på linje med de vise mænds i deres forventning til hvordan Gud handler. Det er ikke fordi Jesus ikke er vigtig for dem – tværtimod, de har bare endnu ikke forstået hvordan Gud handler. Selve deres tilstedeværelse viser hvor meget Jesus betyder for dem. De har forladt deres hverdagsliv for at kunne følge ham, de så at sige har satset alt på Jesus, fordi de tror på at han er Guds søn. Så vigtig er han for dem. Derfor er det også nærliggende for dem at tænke, at dem der kan lytte til hvad Jesus har at sige, også skal kunne forstå ham, forstå hvad alt det han siger, indebærer. Derfor forsøger de at holde børnene væk fra Jesus, så han ikke bliver forstyrret af det pjat, og i stedet kan bruge sin dyrebare tid på at fortælle mennesker om Gud og Guds rige, hvor han jo besidder en viden som ingen andre gør. Men i stedet for at rose disciplene for deres handlekraft, fortæller Jesus dem at det ikke er sådan det hænger sammen. De må ikke forhindre børnene i at komme til ham, fordi Guds rige høre børnene til. Han siger ikke bare, at der også skal være plads til børnene, han giver den en tand til og gør børnene til vores forbilleder ved at sige at vi slet ikke kommer ind i Guds rige, hvis vi ikke kommer ind i det ligesom et lille barn. Men hvad er det børnene kan? Jo, først og fremmest kan de give udtryk for at de har et behov. Det kan de gøre ved at græde. De kan ikke altid give udtryk for hvad deres behov er, det er forældrenes opgave at finde ud af hvad det er. Men når forældrene finder ud af hvad det er, er børnene gode til at tage imod det som forældrene giver dem, maden eller søvnen alt efter hvad de har brug for. Barnet har tillid til far og mor. Tillid til at de passer på det og giver det, det som det har brug for. Det er den måde vi skal møde Guds rige på, og det er ikke altid lige let for os at forstå. Vi har brugt hele vores liv siden vi var babyer på at lære hvordan vi begår os her i verden, for at kunne præstere og levere så vi får respekt og anerkendelse fra vores omgivelser, men når vi står over for Guds rige, er opgaven en anden. Vi skal anerkende at vi har et behov som vi ikke selv kan opfylde, og vi skal have tillid at Gud kan gøre netop det. Derved kan Han give os sin tilgivelse og frelse, og derigennem livet med ham.

Jesu fødsel er ikke en tilbagevendende anledning til at vi skal forsøge at gøre det lidt bedre, men den begivenhed der gør det muligt for os at blive døbt til at tilhøre ham, så vi kan have ham med i vores hverdag, og dele den med ham. Vi kan dele det hele med ham, både glæderne og velsignelserne og modgangen og fortvivlelsen. Må børnene være vores forbilleder der kan lære os dette.

Amen