18. s.e. trinitatis

18. s.e. trinitatis

18. s.e. trinitatis

# Prædikener

18. s.e. trinitatis

Lyt til prædikenen

Matthæusevangeliet 22,34-46

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. 


Når den gode vejledning ikke er nok

I forgårs, havde jeg i løbet af min dag en pause, hvor jeg gik ind på en café og tog en kop kaffe. Lige ved siden af det bord jeg satte mig ved, hang der et spejl, hvorpå personalet havde skrevet koden til deres Wi-Fi, og derfor kunne jeg gå på nettet uden at skulle tænke på om min forbindelse var god nok, eller om jeg skulle komme til at bruge al min data på telefonen. Den mulighed er et udslag af en teknologisk udvikling der er foregået i min levetid. Den betyder at jeg kan have mit digitale liv med mig, lige meget hvor jeg befinder mig, og at jeg undgår pauser og afbrydelser. Jeg kunne derfor på caféen vælge om jeg vil lave noget arbejde på min computer i det dokument jeg var i gang med, eller om jeg ville fortsætte med at se den serie jeg tidligere havde afbrudt mit i et afsnit.  Det er rigtig smart. Jeg kan altid fortsætte hvor jeg slap, uden at skulle gemme brudstykker af mit arbejde forskellige steder for til sidst at sætte det hele sammen, eller bruge til på at finde tilbage til der hvor jeg var nået til.

 

Men den der havde skrevet koden til deres Wi-Fi, havde samtidig også skrevet en ekstra sætning, nemlig denne: ”men glem nu ikke, at tale med hinanden.” Netop det med at tale sammen er jo også noget man ofte gør, når man mødes på en café. Hvor den første besked var en servicemeddelelse der kunne hjælpe gæsterne med at gøre cafébesøget lettere for dem, var den anden en slags vejledning til, hvordan vi skulle håndtere denne storslåede mulighed som de havde givet os. Det var en anbefaling, et godt råd som vi kunne få brug for. Et råd om ikke at glemme fællesskabet og samværet med hinanden. For sagen er, at trådløst internet, skyen og muligheden for at streame giver os et væld af nye muligheder, som kan gøre livet nemmere, mere behageligt og mere effektivt for os, men samtidig kan de også få os til at glemme noget andet der også er vigtigt for os, måske endda endnu vigtigere end de muligheder som den teknologiske udvikling giver os. Vi risikerer glemme kontakten til hinanden, når vi sidder med hver vores telefon og skal tjekke noget, eller vi kan glemme at holde helt fri, når vi nu altid har vores arbejde ved hånden. Det er vores opgave som mennesker at varetage de muligheder som livet giver os, i forhold til de værdier og de mennesker som vi gerne vil prioritere i vores liv.

 

Det er en opgave som kan være en stor udfordring for os, og det er en opgave som vi kan møde inden for alle livets områder. For når vi har mulighed for at gøre noget, vil der ofte også være en risiko for at gøre det for meget, så det går ud over noget af det andet som vi også gerne vil prioritere i vores liv. Derfor kan vi også tale om at have et indre kompas, der hjælper os til at få vores liv til at gå i den retning som vi gerne vil havde det, altså hjælper os til at syre mellem de forskellige muligheder som vi har.  Ofte kan vi også tale om, at vi kan miste vores indre kompas, så der ikke er styring og retning for vores liv. Som et skib kan vores liv både gå i den ene eller anden retning, men har brug for et mål, som hjælper os til at styre hvilken retning det vil gå.

 

Det er denne livserfaring der ligger til grund for, at det er et farligt spørgsmål, Jesus får stillet, når han bliver bedt om at sige ”Hvilket bud er det største bud i loven?” For der er mange bud i loven, også mange vigtige bud, der hjælper os til hvordan vi skal leve vores liv i forhold til Gud og vores medmennesker. Så hvis Jesus vælger ét bud, vil de kunne sige hvad så med det her? Eller det her? Er de ikke vigtige? Hvordan tror du det vil går, hvis vi bare glemmer dem? Ved at gå væk fra helheden, og fokusere på det enkelte bud, går man ind i risikoen for at blive for ensporet. Derfor risikerer Jesus kritik, lige meget hvad han svar er.

 

Men Jesus finder en løsning på udfordringen gennem sit todelte svar. Du skal elske Gud, af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det første og det største bud, men så nævner han et til der skal nævnes samtidig med det første, nemlig at du skal elske din næste som dig selv. Hvorfor lige dem? Jo, de to bud udstikker så at sige retningen for hvad formålet med buddene er. Du skal elske Gud. Du skal vende dig mod Gud, fordi han er Gud og den der står bag det hele. Men samtidig skal vi også leve sammen med vores medmennesker. Derfor er kærlighed til Gud og til vores medmennesker det der er budenes sigte. Jesus går altså i sit svar, væk fra at fokusere på det ene bud der er det vigtigste, med risiko for at glemme de andre, viser os den retning vi skal have for vores liv: Det skal være styret af kærlighed til Gud og til vores medmennesker. Det er denne retning som alle de andre bud hjælper til at give os.

 

Jesu opskrift på hvordan livet skal leves, er ligeså tydelig som den er enkel. Elsk Gud og elsk menneskene omkring dig. Vi hører heller ikke til at der er nogle indvendinger fra dem der havde stillet spørgsmålet til ham. Det giver god mening i forhold til en retning i vores liv. Men her hvor stemningen er ved at være god igen, stiller Jesus dem et modspørgsmål om Kristus. Om hvordan David kan kalde ham Herre, når han nu er hans søn. Og Farisæerne ved ikke hvad de skal svare ham. Jesus er selv i det foregående kapitel ved indtoget i Jerusalem blevet modtaget som Davids søn. Men hvordan kan hans forfar Kong David så i salme 110 kalde ham for Herre? Det vender jo kronologien og respekten for dem der er vores ophav, fuldstændigt på hovedet? Det kan han, fordi Gud selv har skabt forvirring i systemet, ved at lade sine søn blive menneske i Davids slægt. Gud er Gud og vi er mennesker. Han er ophøjet, vi er på jorden, men ikke længere, for gennem Jesus er Gud blevet menneske og er kommet til os. Systemet er blevet brudt ved at Gud er blevet menneske. Det skaber forvirring, men hvad skal det til for?

 

Jo det skal til for at give os en chance også der hvor systemet ikke virker for os. Der hvor vi ikke formår at holde retningen, og styre sikkert igennem. Når vi ikke lykkes med at elske Gud og vores næste, kommer Gud til os og giver os en mulighed for at møde ham og være hos ham. Og dermed er vi tilbage ved sætningerne på spejlet i caféen, fordi det handler om fællesskab. ”Husk nu at tale med hinanden” Den der havde skrevet denne sætning, ønskede at slå et slag for fællesskabet, så ikke muligheden for at underholde os selv og udføre vores arbejde i alle døgnets timer, ikke skulle få os til at glemme fællesskabet. Gud slår nemlig så at sige også et slag for fællesskabet med Ham ved at lade Jesus blive menneske og gå i døden for os. For derved kan vi møde tilgivelsen hos ham, og få mulighed for at leve vores liv i troen på ham. Og dermed får vi del i fællesskabet med Gud.

 

Gud har gennem budene givet os retningen for vores liv. Derfor har vi fået en vejledning i hvordan vi skal navigere vores skib gennem livets hav. Men han står ikke bare inde på bredden og ønsker os god rejse, han er med os på rejsen. Jeg har i denne uge haft besøgt af nogle skoleklasser, der havde et projekt om skibe i skolen, hvor de bl.a. have hørt om Noas ark. Her talte vi om at Kirken, selvom den er en bygning der har ligget på dette sted i snart 550 år, også er et skib. Rummet midt i kirken, hvor menigheden sidder, kaldes fra gammel tid, skibet. Kirken er et skib der sejler os hen over livets hav. I dåben begynder vi rejsen, og får del i Guds løfter til os, og dem kan vi holde os til livet igennem. I katakomberne i Rom, var der også afbilledet et skib, hvor Jesus er skibet, og vi er i båden. Det at vi så at sige er i samme båd, knytter os sammen, derfor bliver vi gennem dåben en del af det store fællesskab som Kristi kirke udgør. I de danske kirker, er der også kirkeskibe, der er modeller af rigtige både. Nogle af dem er givet af sømænd der har været i havsnød, og har givet en model af deres skib til kirken. Det markerer meget fint, at Gud er blevet en del af vores liv. Vi kan dele alt hvad vi oplever med ham. Husk fællesskabet. Glem ikke at tale med hinanden. Vi skal huske at tale med de mennesker som vi har omkring os, og vi kan tale med Gud, som gennem Jesus er kommet til os. Denne mulighed skal vi holde fast i, fordi den betyder at vi ikke er overladt til os selv.

Amen


Du vil måske også kunne lide...

0
Feed