Lyt til prædikenen

Deltagelse

1.                   Mennesket ligner et vindpust, dets dage er som en flygtende skygge. Denne beskrivelse af os mennesker giver salmisten David os i bibelen, i salme 144. Det er ikke den mest optimistiske beskrivelse af hvad vi kan udrette og hvilke muligheder vi har i livet, som vi kan ønske os, men den siger noget vigtigt om vores vilkår her i livet, nemlig det at vi ikke kan fastholde det. Vindpustet kommer pludseligt, og kan svale os på en varm dag, men sekundet efter er det væk igen, og vi kan kun håbe på at det næste snart kommer, fordi vi har nogle muligheder for at fastholde det. På samme måde er det med vores liv. Når livet er der for os, skal vi leve det, og træffe de beslutninger der hører livet til. Vi skal leve vores liv. Vi kan gøre de ting og træffe de valg, som gør livet meningsfuldt for os, i ansvar over for de mennesker, som vi har omkring os, men vi kan ikke fastholde selve livet, når vores tid løber ud. Når dagene kommer til os, er de på vej væk, samtidig med deres ankomst. Tiden går, dagene går, som skyggen der er på flugt i samme øjeblik som den kommer ind over os. I denne flygtighed, som David her beskriver, ligger der også en magtesløshed, fordi vi, hvis vi lægger planer for vores liv, altid risikerer at der kan ske noget for os, som vi ikke er herrer over, og som med ét gør disse planer ubrugelige, fordi virkeligheden nu er en helt anden, end da vi lagde dem. Og som sagt kan vi heller ikke fastholde livet og øjeblikket, selvom vi forsøger på det.

Livets flygtighed og vores magtesløshed, er et grundlæggende livsvilkår for os. Et vilkår som vi må forholde os til gennem livet. For nogle mennesker ligger dette vilkår helt fremme i bevidsthed, mens det for andre ligger mere i baggrunden, og ikke fylder så meget. Menneskets sårbarhed er også et tema som digtere og forfattere ofte tager op, hvis de vil skrive om noget der er væsentligt og udtryksfuldt. For mange af os andre kan anledningen til at reflektere over livets flygtighed og menneskets grundlæggende magtesløshed, ofte skyldes, at vi eller vores kære kommer ud for en ulykke eller en krise, der tydeligt viser os vores magtesløshed. Vi kan forsøge at gardere os med forsikringer og foranstaltninger for at føle at vi er i kontrol med vores liv, men alligevel ved vi, at der kan ske noget der får alt det der gjorde os trygge, til at forsvinde, så vores sårbarhed pludselig står krystalklart og bliver helt tydelig.

2.                  Og det er netop det der sker her i dagens prædiketekst, hvor vi hører om en kvinde der har mistet sin mand, og som nu også har mistet sin søn. Dermed er alt taget fra hende, og hun står alene tilbage.  Hendes kære, der hørte til kernen af hendes liv, og som var tæt knyttet til hendes tanker om fremtiden, er nu væk, og hun står alene tilbage. Det nærliggende spørgsmål i en sådan situation, er hvad man overhovedet skal gøre?

3.                  Ja, for kvinden er det nok ikke et spørgsmål der fylder så meget på dette tidspunkt. For hun er ramt af sorgen. Den er der bare og fylder hende. Men for de mennesker der er omkring hende, er spørgsmålet om hvordan de skal forholde sig i denne frygtelige situation, til gengæld højaktuelt. For hvad kan man gøre? Kan de hjælpe hende? Kan de få sorgen til at forsvinde? Skal de sige ”Det skal nok gå”? Der er ikke umiddelbart noget af det man kan gøre, som virker særligt meningsfuldt. Her bliver den magtesløshed som hører med til at være menneske, virkelig synlig. Fortvivlelsen af at opleve at vores kære bliver ramt, uden vi kan stille noget op, er enorm.

Til gengæld gør de mennesker, om hvem vi kun hører at de var en stor skare fra byen, det som de kan gøre. De er hos hende og støtter hende. Det de gør, er meget simpelt, og de ville helt sikkert gerne gøre noget mere hvis de kunne, men det de gør, er absolut ikke betydningsløst. De stiller sig bogstaveligt talt ved siden af hende og mærker hendes sorg. De viser medfølelse. De føler sammen med hende, så hun ved at hun ikke er alene. De kan ikke løse hendes problemer, men de kan være hos hende midt i dem. Det er det som vi kan gøre midt i vores afmagt.

4.                  Men så sker der noget mere. Sørgeoptoget med kvinden og hendes døde søn, møder et andet optog, nemlig Jesus og hans disciple, sammen med de mennesker der også fulgtes med ham. Dødens optog møder livets optog.

5.                  Og Jesus er er ikke magtesløs over for døden. Derfor ynkes han over kvinden og gør hendes søn levende igen, så hendes fortvivlelse bliver afbrudt af glæde, fordi hun nu kan se frem til flere år sammen med sin søn. Dette får naturligt nok folk til at prise Gud, og de konstaterer, at Gud har besøgt sit folk. Og dermed beskriver de helt præcist det som er det afgørende, når det handler om Jesus, nemlig det at Gud gennem ham, er kommet til os. For vores ved kommende betyder det at vi gennem dåben bliver en del af hans kirke, vi bliver hans folk. Denne relation har en afgørende betydning hvordan vi kan leve vores liv, fordi vi nu kan dele det med Gud.

6.                  Vi har i dag her ved gudstjenesten høstgudstjeneste, hvor vi takker Gud for høsten. Nogle vil måske mene at vi leger høstgudstjeneste, fordi det nok er de færreste af os, der har brugt sommeren på marken, for at få høsten i hus, som det var almindeligt for tidligere generationer her i Danmark. Dér var høstgudstjenesten en kulmination af en lang arbejdsindsats, fulgt af bekymringer om høsten bliver god i år, og om den når at komme i hus. Det som vi hver vi hver især har høstet, er i en noget mindre skala, som frugt og grøntsager i haven. Og kirketjeneren har været på loftet for at hente halm og neg fra sidste års høstgudstjeneste.

7.                  Alligevel mener jeg, at der er en vigtig pointe ved at holde høstgudstjeneste. For selv om vi ikke selv har høstet, er der nogle andre der har høstet, så vi har kunne købe de varer som vi er afhængige af. Det er vigtigt, at vi minder os selv om at Gud er blevet vores medvandrer. Og at han viser os medfølelse, altså at vi kan dele vores tanker og vores følelser med ham. Det betyder at han står ved vores side, så vi kan råbe vores fortvivlelse ud til ham, når krisen rammer os, og så vi kan sige ham tak for de gaver som han velsigner os med her i livet. Når vi deler vores liv med ham, ved han hvad der glæder os og hvad der bekymrer os, og han kan ynkes over os og hjælpe os, som han gjorde med kvinden i vores prædiketekst.

8.                  Når vi deler vores liv med Gud, kan han give os det som vi har brug for i vores liv, og samtidig sker der det at vi gør os selv opmærksom på vores afhængighed af Ham. Vi bliver derigennem opmærksomme på hvad vi kan være taknemmelige over i vores liv. Og det bliver naturligt for os at forvente vores hjælp fra Gud. Det er det som David gør i salme 144, hvor han lige inden han beskriver menneskets sårbarhed, beskriver hvad der til gengæld står fast, nemlig Gud: Min trofaste Gud og min borg, min fæstning og min befrier, mit skjold og den, jeg søger tilflugt hos.

For længe siden stødte jeg også på et eksempel, som så på sit liv i forhold til Gud, hos en sanger der så tilbage på sit liv, og sagde følgende: ”Da Gud fik mig i gang med at synge, lovede jeg at jeg ville synge min pris til ham. Hvis han gav mig mange penge ville jeg synge til ham, hvis han gav mig få penge ville jeg synge til ham, og hvis han ikke gav mig nogle penge ville jeg synge til ham, på grund af det som han allerede har givet mig, nemlig sin søn og livet med Ham. Og siden da har jeg sunget til ham, og jeg vil fortsætte med det så lange jeg lever. Og jeg har ikke været fallit siden. Jeg har ikke været millionær, men jeg har ikke manglet tøj og Mad. Gud har sørget for mig og han har frelst mig.”

Jeg synes dette afspejler, en mand der ønsker at sit liv i lyset af hans møde med Gud. Må vi tage hans eksempel op og gøre det samme, så vi forventer os alt godt fra Gud, og søger vores tilflugt hos ham, midt i vores egen afmagt og magtesløshed. En høstgudstjeneste som i dag, er en kærkommen anledning til at rette vores taknemlighed mod Gud, for alt det som han har givet os gennem vores liv, og for det som han gav os i første omgang.

Amen