Lyt til prædikenen

Lukasevangeliet 18,9-14: Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« 

Selvretfærdighedens fælde

Jesus fortæller os i dag en historie, en lignelse der giver os indsigt i os selv og vores forhold til Gud. Her møder vi to mænd. Den ene er Farisæer, og er dermed en mand der havde en vis anseelse og respekt om sig i datidens samfund. Han er en mand med overskud i forhold til sine medmennesker, det er et overskud der skyldes, at han er godt tilfreds med hvordan det er gået ham i livet. Han ønsker at leve sit liv som en Gudfrygtig mand, og han synes faktisk at det er lykkedes ham, at leve et godt og respektfuldt liv. Derfor går han i templet og retter sin taknemmelighed mod Gud. Men når vi hører hans takkebøn til Gud, hvor han takker for at han hører til den gode del af folket, bliver det noget uklart hvor meget af æren han egentlig mener tilkommer Gud, og hvor meget han mener der tilkommer ham selv. Og derfor kommer han til at fremstå ret usympatisk. Mandens problem er at han er selvretfærdig, ligesom det er tilfældet for de mennesker som Jesus fortæller denne lignelse til, ifølge den oplysning vi får før lignelsen. Det er denne selvretfærdighed der fører til, at han i Tempelet ikke kan gøre andet end at takke Gud for, at han selv er så god.

Det fremgår også tydeligt af lignelsen, at selvretfærdigheden har nogle åbenlyse bivirkninger for Farisæeren. For det første får den ham til at fokusere på sig selv. Han bliver selvhøjtidlig, og får meget travlt med at holde styr på alt det gode som han udretter. Ja han bliver nærmest betaget over alt det gode som han selv har formået at udrette. Han bliver så selvoptaget, at han ikke rigtig brug for andre. Hverken Gud eller hans medmennesker.

Den anden bivirkning af selvretfærdigheden er at den får ham til at foragte sine medmennesker for deres brist. Han kan slet ikke forstå hvorfor det skal være så svært for de andre at gøre det gode, når han nu selv kan gøre det så godt. Hvorfor i alverden kan de ikke bare tage sig sammen?

Luther beskriver også et sted synden som det at vi er indkroget i os selv. Altså at vi er så megt inde i os selv og vore egne behov, at vi ikke kan se andet, så vi kun er optaget af vores eget.  Det er det der er tilfældet for manden her.

Det er tydeligt at denne mand befinder sig et meget farligt sted, fordi hans selvoptagethed får ham til at vende ryggen til både Gud og hans medmennesker, også selvom han samtidig anser sig selv for at være en Gudfrygtig mand. Han har nok i sig selv, og har derfor ikke rigtigt brug for Gud, til andet end at anerkende hans meritter. Og hans medmennesker foragter han som sagt.

Men sandheden er netop den, at vi ikke har nok i os selv. Vi er skabt til at leve i fællesskab med hinanden, og vi er afhængige af Guds nåde gennem det som han har gjort gennem sin søn Jesus, for at kunne leve vores liv i fællesskab med ham. Gennem sin selvretfærdighed, afskærer Farisæeren i lignelsen sig selv fra det der er det vigtigste i livet. Derfor er ahn en meget tydelig advarsel om hvor farlig selvretfærdigheden er for os.

Heldigvis viser Jesus her i lignelsen os en anden mulighed, i skikkelse af Tolderen, der er så ydmyg i forhold til sin egen formåen, at han ikke kan gøre andet end at bede Gud om nåde Og ved at gøre dette, sker der det, at han giver plads til at Gud kan give ham sin retfærdighed. Og samtidig sker der også det, at han er noget mere tilgængelig for sine medmennesker end Farisæeren er. Farisæeren skræmmer os, fordi han ved at han er bedre end os. Så derfor tør vi næsten ikke komme ham nær. Men Tolderens ydmyghed bevirker derimod, at vi trygt kan være sammen med ham, med alt det som vi indeholder, fordi vi ikke behøver at være bange for, at han kun ønsker at finde fejl hos os.

Derfor er valget her både tydeligt, åbenlyst og lige til. Vi skal vælge ydmygheden, der giver plads til Gud og vores medmennesker. Ydmygheden er en sikker vej frem, som vi skal holde fast i, fordi den giver os mulighed for at tage imod Guds nåde.

Så godt så langt. Men når vi nu er kommet på sikker grund i forhold til selvretfærdighedens farer, bliver vi nødt til at overveje, om ydmygheden ikke kan risikere, at blive en avanceret form for selvretfærdighed.  Så der sker det, at vi siger Gud tak, for at vi er ydmyge og ikke er som alle de andre der stoler på sig selv og foragter andre. For hvis det er tilfældet, er vores ydmyghed så ikke den der får os til at stole på os selv og foragte de andre, i stedet for selvretfærdigheden?

Jeg hørte for et par år siden om en universitetsstuderende, der til sidst i alle sine opgaver og afhandlinger, skrev bogstaverne SDG. Disse bogstaver står for det latinske ”Soli Deo Gloria” og betyder Gud alene æren. Ved at skrive SDG giver denne studerende altså Gud æren for sit arbejde. Denne handling er et udtryk for en ydmyghed, der viser hvilken plads han sætter Gud på i forhold til én selv. SDG var også det som komponisten Johan Sebastian Bach skrev til sidst på mange af sine værker, for at give Gud æren. Men netop denne oplysning gør det svært ikke at få tanken: gad vide hvor dybt ydmygheden stikker? For betyder sammenfaldet med Johan Sebastian Bach, at denne studerende mener, at det som han har produceret, har samme værdi for verden som Bachs værker har. Og hvis det er tilfældet, er det vel så som så med ydmygheden.

Et andet eksempeel stødte jeg på for et par år siden, da vi var på en rundvisning på Fredensborg slot. Rundvisningen endte i kuppelsalen med det flotte gulv som vi har set adskillige gange i fjernsynet, fordi Kongehuset har holdt mange fester og gallamiddage i denne sal, hvor der bl.a. er danset brudevals på gulvet. Vores guide tog os hen til et hjørne af salen og viste os en fejl i gulvets mønster. Hun fortalte, at ham der stod byggeriet, havde bestilt denne fejl, for at understrege at det kun er Gud der er ufejlbarlig, og at han ikke var det, på trods af at han stod bag dette imponerende bygningsværk. På hjemmesiden kongeslotte.dk står der dog, at det var Frederik d.4. der havde bestilt fejlen i mønsteret. Men uanset hvem der står bag, står man med fornemmelsen af, at stå overfor en ydmyghed der ikke er så dybfølt, når man nu ved, at man bliver nødt til at planlægge sin fejl, for ikke at være ufejlbarlig.

Og hvis det er sådan vores ydmyghed er, bliver den jo ikke andet end et redskab til at opnå hæder og ære. Den bliver et trick til at få det som vi gerne vil have.  Men sagen er jo den, at Tolderen ikke gik retfærdig hjem, fordi han stod afsides med bøjet hoved og slog sig for brystet. Det var ikke fordi han udførte et magisk ritual der bevirkede at han gik retfærdig hjem. Nej han gik slet og ret retfærdig hjem, fordi han havde fejlet, i forhold til at gøre det gode og leve som han gerne ville, og måske også havde forventet af sig selv. Eller det vil sige han blev ikke retfærdig fordi han havde fejlet, men på grund af erkendelsen af at han havde fejlet og ikke selv var retfærdig. Det var denne erkendelse der fik ham  til at bede Gud om at være ham nådig, og det er denne bøn Gud hørte, så han gav ham den nåde han bad om. Det afgørende for Tolderen, var at han kunne bede Gud om nåde og tage imod den.  Og det er også det som det gælder om for os.

Derfor må vi bruge denne lignelse til at minde os om, at det at vi er kristne ikke betyder, at vi med et er flyttet et sted hen hvor alt er godt og hvor solen altid skinner, så vi altid er kærlige og ydmyge og altid stoler på Gud. Derimod betyder det, at Jesus er kommet til os, så vi kan dele alle kampene og udfordringerne med ham, og så han kan vise os hvad vi skal gøre. Vi kan let komme til at tænke om os selv, at vi jo er kristne og at vi derfor nærmest automatisk møder vores medmennesker med kærlighed, forsoning og tilgivelse, for sådan er kristne jo. Men samtidig kan vi overse vores egen irritation over dem, som vi ikke synes lever som de burde, og vores lettelse over at det ihvert fald er godt, at vi ikke er som dem. Sagen er, at vi er mennesker, og derfor kan sagtens lave den ydmyghed der opstår af et ærligt hjerte, om til selvretfærdighed. Når det sker, har vi ikke brug for at få at vide at vi er gode mensker fordi vi er kristne, men vi har brug for at blive bevidste om hvor det er kørt af sporet for, så vi i stedet for at søge vores egen retfærdighed, kan søge den retfærdighed vi får gennem Guds nåde.

Derfor har vi brug for denne lignelse som Jesus fortæller os i dag, så kan vi vende os mod det evangelium som også Paulus har forkyndt, og som vi frelses ved, så vi med ham kan sige: Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves.

Amen