Lyt til prædikenen

Matthæusevangeliet 5,20-26

»Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.«  Matthæusevangeliet 5,20-26

Den nødvendige afsløring

Den står i dag på afsløring i dagens prædiketekst. Det skyldes at teksten er en del af bjergprædiken, hvor Jesus afslører nogle grundlæggende sandheder om vores liv og vores forhold til Gud. Det kommer til udtryk på forskellige måder gennem bjergprædikenen.

For det første hører vi at Jesus, da han ser skaren, går op på bjerget, og har sine disciple samlet omkring sig. Dermed sørger han for at hans tilhørere har fuld opmærksomhed på det han har at sige til dem. Når man har et vigtigt budskab, er det vigtigt at man sørger for at have tilhørernes opmærksomhed, så de både hører og forstår budskabet. Når man hører mange ord på en gang, kan det være svært at holde styr på dem alle, derfor vil man som taler, forsøge at sikre sig at man har tilhørernes opmærksomhed, nar man er ved det centrale i ens budskab, så det ikke drukner i mængden af ord. Det er det som Jesus gør ved begyndelsen af bjergprædikenen, ved at have sine disciple samlet omkring sig.

Afsløringselementet træder også tydeligt frem i saligprisningerne, hvor Jesus bl.a. erklærer dem der forfølges på grund af retfærdighed for salige. Det er en overraskende afsløring, fordi vi normalt vil have ondt af dem der bliver forfulgte og udvise vores sympati for dem, i stedet for at sige at de er salige.

Og endelig bliver afsløringselementet også tydeligt her og de andre steder hvor Jesus siger: I har hørt at der er sagt, men jeg siger jer. Disciplene er vokset op med Rabbinernes udlægning af loven og kender den derfor godt, men Jesus afslører her noget nyt for dem, i forhold til det som de ellers har hørt.

Afsløringer er noget som vi er meget fortrolige med, hvis vi jævnligt følger med i nyhederne, fordi vi her igen og igen hører om nye afsløringer. Det kan dreje sig om firmaer der har snydt og ikke fulgt reglerne, om kendte mennesker der ikke har opført sig sådan som vi forventer at vi skal opføre os overfor hinanden, eller om mennesker der er betroet en lederstilling, hvor de har ansvar for mange medarbejdere, men som ikke har levet op til deres ansvar. Afsløringerne er mange, og vi møder dem derfor tit.

Når vi så ofte kan støde på nye afsløringer, skyldes det at en afsløring er en god historie, som de flest af os er meget nysgerrige for at høre mere om. Derfor sælger de aviser, og tiltrækker lyttere og seere. Og det er der flere forskellige grunde til.

For det første er det ikke særligt rart at føle sig snydt, og når det bliver afsløret at nogen har snydt omverdenen, sker der det at snyderiet kommer frem i lyset, hvorved retfærdigheden så at sige sker fyldest. Derfor giver det os en god følelse at kunne konstatere, at nu gik den ikke længere.

En afsløring kan også føre til at vi forarges. Vi kan tænke: ”Hvor er det vildt, at de mennesker der fremstod som om de havde kontrol og overskud, har gjort alt det, som vi nu har fået afsløret” Og så kan vi tænke om os selv, at det er godt at vi ikke selv har disse store udsving i vores liv, så vi ikke fremstår som nogen der har styr på det hele og gør alting på den helt korrekte måde, men så samtidig heller ikke er blevet afsløret i at have lavet noget rigtigt skidt. Men midt i forargelsen kan der også opstå en anden tanke i os: for hvad nu hvis det var os der blev afsløret, og hele vores liv blev lagt frem, så alle andre kunne vurdere det og forarges over os? Hvilke hemmeligheder vil vi gerne holde for os selv? Og hvilken afsløring ville vi skamme os over?

Og det er her at Jesu afsløring rammer ind. Afsløringen af at alt ikke bare er godt, hvis vi undgår de voldsomme og synlige synder overfor hinanden og ikke slår nogen ihjel. Denne afsløring får os til at se indad og tænke over hvordan vi håndterer den vrede som vi kan have inden i os. Og Jesus giver os ikke plads til forargelsen. Det er ellers nærliggende at forsøge at rette forargelsen mod farisæerne og de skriftkloge, fordi vi ved at det er dem som Jesus altid diskuterer med. Vi er vant til at det er dem der stiller sig frem og tror at de er bedre end alle andre, og derfor ser ned på de andre, derfor er det nærliggende at flytte fokus fra os selv, over på dem. Men sagen er jo den, at Farisæerne og de skriftkloge her er et eksempel på dem der virkelig gør en indsats for at gøre det gode. De ligger sig virkelig i selen for at overholde Guds lov, helt bogstaveligt. De tolker den og udlægger den for at følge den til mindste ord. Men selv de mennesker her der gør alt hvad de kan for at være retfærdige, når ikke i mål. Det aner vi af de afsløringer som vi kan støde på i vores hverdag, af mennesker som ser ud til at leve et ordentligt liv på alle måder, men som alligevel har noget at skjule, og Jesus fortæller os det her. Vi kan på overfladen være i kontrol og leve vores liv retfærdigt i balance og harmoni, men der vil være noget som vi må skjule og gemme væk. Den uretfærdige vrede og forargelse, som vi så let kan blive fyldt af overfor hinanden, ødelægger os stadig, selvom vi formår at skjule den. Det er det som Jesus her sætter spot på, og det er derfor vi må se ind i os selv, i stedet for at pege fingre ad de andre.

Det store spørgsmål er så hvad vi skal stille op med vores synd og vores egen utilstrækkelighed. At forsøge at gemme den væk, så den ikke bliver opdaget, er åbenbart ingen god løsning. Det som Jesus i stedet lærer os her, er at vi må leve med den. Ikke forstået på den måde, at vi skal erkende vores brist og utilstrækkelighed, og så bare leve videre som om intet var hændt, fordi vi alligevel ikke kan gøre noget ved det.  Men derimod på den måde at Jesu afsløring af, at vi har synden i os, bliver bestemmende for den måde vi går til vores liv på, så vi opsøger tilgivelsen og forsoningen, for at gøre op med dem som vi har forbrudt os mod, så vi genopretter den relation der har lidt skade. Dermed får synden ikke lov til at ødelægge vores forhold til hinanden, som vil være tilfældet hvis den får lov til at blive imellem os.

Tilgivelse og forsoning er nogle fantastiske redskaber til at genoprette det der er nedbrudt og ødelagt. De hjælper os til at komme videre der hvor det hele er kørt fast i en konflikt. Det er dog heller ikke nogen redskaber som vi selv har fundet frem til, for Gud har først rakt ud til os, for at vi kan blive forsonet med ham. Fordi han elsker os og ønsker at vi skal høre Ham til og komme ind i Hans rige, hat han fjernet vores skyld, der adskiller os fra Ham, gennem sin søn Jesus. Gennem sin død og opstandelse i påsken, ofrede Jesus sig for os, og tog alle vores synder på sig, så vi kan møde Guds kærlighed og tilgivelse, og blive forsonet med ham.  I første Johannes brev kan vi læse: Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. Og når han renser os for al uretfærdighed, betyder det, at han giver os retfærdigheden. Den retfærdighed der langt overgår farisæernes og de skriftkloges retfærdighed, kommer fra Jesus selv. Det er Guds nåde mod os. Det skyldes ikke os selv, Guds er gaven.

Det er denne afsløring der er vores redning og håb, overfor afsløringen af at vi stadig bærer synden i os, selvom vi opretholder det der ligner et ordentligt og retsindigt liv. Så når vi bliver ramt af fortvivlelsen over, at vi ikke magter at håndtere livet på den måde, gerne ville, kan vi søge trøst og redning i Guds nåde til os. Det er det der redder os fra fortvivlelsen.

Det her er Guds nåde, og det her er gasmesterbamsen.  Han står i Guds nåde. Når han falder, falder han i Guds nåde, og er derfor stadigvæk i nåden. Det samme er vi, det er derfor vi skal rette vores blik på det som Gud har gjort for os.

Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.

Amen