Lyt til prædikenen

Lukasevangeliet 24,13-35

Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.

Lad os bede!

Herre, vi beder dig: Slå du følge med os på vores livs vandring, sæt vore hjerter i brand og lad os indse, at du er den opstandne, der møder os nu med opstandelsens virkelighed, og bliv hos os med den. Amen

Den nye fortælling

De tre Emmausvandrere som vi møder i vores prædiketekst, praktiserer noget der er højaktuelt i denne tid: de går en tur, mens de taler sammen. Her under Covid-19, er der rigtig mange mennesker der taget dette eksempel op til efterfølgelse. Familier har gået med hinanden. Venner og kollegaer har sat hinanden stævne til en samtalegåtur, hvor de har kunne drøfte det der var sket siden sidst. Skoleelever og deres lærer har gået ture for at komme væk fra computermøderne, for at møde hinanden ansigt til ansigt og tale om hvordan det går med hjemme-skolen.

En samtalegåtur, har flere gode egenskaber som er en mangelvare i denne tid. Man får motion og frisk luft, og personlig kontakt med mennesker som man har savnet, under forholdsvis smittesikre forhold. Og man kan faktisk nå at drøfte en del på en gåtur, især hvis den har noget længde. Man kan dele de ting der ligger én på sinde, med den anden. Man kan lytte til det som den anden har brug for at fortælle. Og man kan sammen planlægge hvad man vil udrette i den nærmeste fremtid. Det at kunne dele sin historie med et andet menneske, styrker os og bygger os op.

Vandringen til Emmaus som de to disciple er på her, er ca. 11 km lang. Derfor har de rig lejlighed til at drøfte det der ligger dem på sinde. Og det der ligger dem på sinde, er det det er sket med Jesus i påsken. De har som disciple været tæt på Jesus, så derfor har påskens begivenheder rystet dem, og de har et stort behov for at tale om det der er sket. Derfor bliver der heller ikke skiftet emne, da Jesus slår følge med dem. Han spørger ind til hvad de taler om, og giver dem anledning til at fortsætte samtalen. Den invitation tager de imod, og de fortæller ham om Jesus, der gjorde fantastiske ting, og derfor havde givet dem tro på, at han skulle forløse Israel. Han havde givet dem håb, men dette håb var blevet knust i fredags, da ypperstepræsterne og rådsherrerne havde udleveret Jesus til dødsstraf gennem korsfæstelse. Og da liget af ham ovenikøbet denne morgen var forsvundet fra graven, var de to disciples forvirring total. De vidste åbenlyst ikke hvad de skulle mene eller tro i forhold til alt det der var sket. Derfor er mødet med Jesus en kærkommen lejlighed for dem til at tale om det.

Jesus er god til at lytte, og beretningen her viser også hvordan de to disciple fortæller ham om alt det der fylder dem. Det, at være god til at lytte, er en god egenskab at besidde, fordi man derved kan skabe et rum, hvor den anden oplever at blive hørt. Derfor er det en god idé at følge Jesu eksempel, og indimellem lige trække vejret en ekstra gang, så den anden får mulighed for at tale ud.

En anden god egenskab som vi kan gøre brug af i mødet med hinanden, er at være empatisk og medfølende, så den anden kan mærke, at man føler med vedkommende. Men det er til gengæld ikke denne side af Jesus som vi her møder. I stedet bebrejder han dem, at de ikke troede på, at han skulle lide, dø og opstå igen. Her overrasker Jesus os i forhold til hvad vi forventer af ham. Vi er vant til at det meste af det som han gør, er meget Jesusagtigt, som når han f.eks. tager imod dem som ingen andre vil have noget med at gøre, og sætter magthaverne og de hovmodige på plads, men nogle gange gør han det modsatte af det som vi forventer, og får os til at tænke ”hvorfor gør du det?” Og denne tanke er netop oplagt at få her. For her står han med to totalt knuste disciple, og i stedet for nænsomt at samle dem op og trøste dem, skælder han dem ud.

Men når Jesus overrasker, er det fordi han har noget på sinde. Han vil ikke trøste dem i fortvivlelsen, men i stedet vise dem opstandelsen. Han vil vise dem den vej de ikke selv har fundet. Når vi skal lytte til Jesus og følge ham, også når han overrasker og gør noget som vi ikke forstår, er det fordi han har en indsigt der langt større end vores, og derfor kan han vise os det som vi ikke selv kan få øje på.

Og derfor er det blevet tid til at Jesus selv tager ordet og forklarer de to disciple det der står i skrifterne om ham. Jesu beretning, handler i modsætning til deres, ikke om store forventninger, der falder til jorden og ender i forvirring og fortvivlelse, men om hvordan Gud fører sin store frelses-plan ud i livet, gennem det der ligner menneskelig afmagt og tilfældigheder. Han opfylder de løfter som han har givet gennem profeterne, ved at lade sin søn blive menneske og gå i døden for vores skyld, og opstå igen og besejre døden, så den ikke længere skal have magten over os. Jesus har sejret og derfor kan vi trygt søge ham og stole på at vi skal forblive hos ham, også der hvor mørket trækker sammen omkring os.

Påsken og Jesu opstandelse er helt afgørende for os. Som kristne bliver påskeevangeliet også vores historie, fordi det er budskabet om at vores fællesskab med Gud gennem Jesus, varer ved. Fællesskabet og livet med Gud, betyder at vi kan dele vores livs fortælling med ham. Vi kan dele vores tanker, udfordringer, sorger og glæder med ham. Afslutningen på livet sammen med Jesus, som de to disciple her fortæller Jesus om, er i virkeligheden ikke afslutningen, men grunden til at det fortsætter. På grund af opstandelsen kan vi glæde os over, at vi også er i Guds hænder, der hvor vi selv er magtesløse, og når vi står over for døden og vores liv her på jorden ender. Det er dette enorme perspektiv, som Jesu opstandelse giver os. Det var for at åbne deres øjne for dette, at Jesus gik så hårdt til de to Emmausvandrere midt i deres sorg og fortvivlelse.

Når nu budskabet om Jesu opstandelse, er så vigtigt for os, og når vi samtidig her står med en beretning om to mennesker der havde været helt tæt på begivenhederne, uden at kunne tro på det der var sket, er det nærliggende at spørge hvad der egentlig skal til, for at vi kan tro på Jesus opstandelse? Hvad manglede de to disciple, for at kunne modtage dette altafgørende budskab? Her er svaret, at de ikke manglede noget. De havde de oplysninger, som de havde brug for, for at kunne tro på Jesus opstandelse. De havde kvindernes vidnesbyrd om hans opstandelse og den tomme grav. Og de havde Moses og profeterne, der profeterede om at Kristus skulle gennem lidelse og død, inden han skulle opstå og gå ind til sin herlighed. Det samme har vi. Og derudover har vi også fået denne og Det Nye Testamentes andre beretninger om påsken og opstandelsen. Skriften vidner om Kristus. Herigennem får vi budskabet om, at Gud er trådt ind i vores verden, og har sejret over døden, for at vi skal være sammen med ham.

Men der er alligevel én ting til der kan hjælpe os til troen på Jesu opstandelse, nemlig Jesus selv. For på grund af hans opstandelse, kan vi også i dag 2000 år efter, møde ham i vores liv. Derfor kan han også slå følge med os på vores vandring. Da jeg begyndte min prædiken med at tale om 3 Emmausvandrere, var det ikke en fejl, fordi der kun er to disciple der går til Emmaus. For Jesus bliver jo også Emmausvandrer, fordi han vælger at gå med de to disciple. På samme måde kan han også blive vores medvandrer, og gå med os der hvor vi er på vej hen. Derfor kan vi fortælle vores fortælling til ham, så han lytter til de ting der optager os og bekymrer os lige nu. Og han kan åbne skrifterne for os, og tale til os, så det brænder i vores hjerter og vi ser alt det som han har gjort for os. Og han kan bryde brødet for os, så vores øjne åbnes, så vi genkender ham som vores frelser. Det er dette fantastiske perspektiv som påsken giver os.

Ja, sandelig han er opstanden!

Glædelig påske.