Lyt til prædikenen

 Matthæusevangeliet 26,17-30

Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.« Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

Han ofrede sig for os

Det er i dag Skærtorsdag, nadverens dag. Det var den dag Jesus og disciplene spiste det Jødiske påskemåltid, til minde om dengang Gud førte Israelitterne ud af Ægypten. Og det var ved dette måltid at Jesus indstiftede den Kristne nadver. Nadveren har en helt central placering i kristendommen, derfor har mange mennesker et forhold til nadveren. For nogle mennesker, er det altafgørende at kunne modtage nadveren, fordi den er det dyrebareste de har, mens det at gå til alters for andre mennesker, til gengæld kan være overvældende og grænseoverskridende. Den kan virke mystisk at skulle modtage Jesu kød og blod. Nadveren har da også været genstand for mange diskussioner og stridigheder i den kristne kirkes historie. Det skyldes, at dens betydning er svær at forstå fuldt ud, og det faktum, at den har så stor personlig betydning for os. Vores personlige oplevelser og erfaringer i forbindelse med modtagelse af nadveren, spiller også en stor rolle i forbindelse med vores forhold til nadveren. Derfor er der meget på spil for os, når vi taler om nadveren.

Da jeg for nogle år siden var i Grækenland, købte jeg et ikon, der viser Jesus og disciplene, der spiser påskemåltidet. Jesus sidder på en trone med sine fødder på en skammel, og baggrunden bag dem er af Guld. Guldet begynder med Jesu og disciplenes glorier, og glider over til at fylde hele baggrunden. I denne guldbaggrund ser man også nogle gyldne huse, der symboliserer himlen, det ny Jerusalem. Påskemåltidet tager altså sin begyndelse her på jorden, med Jesus og disciplene, men det ender i himmelen hos Gud. Ved at indstifte nadveren, og samtidig knytte de afsluttende ord til den, om at han fra nu af ikke skal drikke af vintræets frugt, før den dag han drikker den som ny vin med sine disciple i sin faders rige, er det Jesus selv der sætter nadveren ind i dette enorme himmelske perspektiv. Dette himmelperspektiv gælder ikke kun for disciplene, der her spiste påskemåltidet sammen med Jesus, men også for alle os som senere har fået muligheden for at deltage i nadveren. Slutmålet for nadveren er også for os, at den til sidst skal ende med måltidet sammen med Jesus, i himlen. Når mange kirker har en alterskranke der er en halvbue, symboliserer det, at vi er en del af et større fællesskab. Det er ikke kun os vi kan se her i kirken, som vi deler Jesu legeme og blod sammen med, men også dem der er før os og dem som kommer efter os, og dem der mødes i andre kirker rundt omkring på jorden. Vi er alle fælles om at deltage i dette himmelske fællesskab.

Men hvis vi sænker blikket lidt fra himlen og alt guldet, og retter det mod disciplene, bliver det tydeligt at det ikke er himlen endnu. Det syn der møder os, når vi retter blikket mod disciplene, handler mere om genkendelige hverdagsproblemer der opstår når vi mennesker er sammen, end om himlen: Judas, der tager imod pengene og forråder Jesus, er med. Og de andre sidder og skæver til hinanden, for at finde den der skal svigte, samtidig med at de vil overbevise Jesus om, at det i hvert fald ikke er dem der kommer til det. De vil også sikre sig, at ingen af de andre disciple får mere end de selv gør. Disse udfordringer kender vi alt for godt. Vi ved hvor ondt det gør på os, når vi føler os sviget og forbigået. Og vi ved hvor lidt der skal til, før vi kommer til at gøre det modsatte af det vi gerne vil, og dermed kommer til at såre de andre, i stedet for at støtte dem, fordi vi let bliver drevet af vores egne behov. Derfor er det ikke svært at sætte sig ind i den stemning der har været mellem disciplene.  Det der til gengæld kan være svært at forstå, er hvordan et sådan sårbart og ufuldkomment fællesskab skal kunne klare sig hele vejen til himlen. Den store kontrast mellem den virkelighed som vi oplever omkring os, og det mål som nadveren peger hen mod, kan virke uoverstigelig og kan tage modet og optimismen fra os, i forhold til det kristne fællesskab.

Men nøglen her er Jesus, for nadveren handler ikke om hvad vi skal gøre, men om hvad Jesus har gjort for os. Det er Jesus og det som han har gjort for os, der fører nadveren ind i himlen, ikke os. I Apostelkirken på Vesterbro, den kirke som jeg kom igennem min studietid, er der på alteret afbilledet et lam, som forestiller Jesus som offerlammet der blev ofret for os. Derover ser man Jesus på korset, og øverst oppe under loftet, et opstandelsesbillede af Joachim Skovgaard. Dette alterparti dukker ofte op i min bevidsthed, når jeg tænker på nadveren. Da jeg modtog nadver i Apostelkirken, gjorde jeg det til en vane at se på alteret, mens jeg drak vinen, hvilket førte dette scenarie med sig: Jeg lå på knæ på alterskranken, og så offerlammet foran mig, og samtidig med at jeg lagde nakken tilbage for at drikke vinen, så jeg Jesus på korset, og til sidst billedet af at han står op af graven. Denne oplevelse, er for mig blevet en illustration på nadverens betydning for mig: Jeg lægger på knæ og modtager Jesu offer gennem korsfæstelsen, og kan se frem mod opstandelsen, på grund af Jesu opstandelse. Dermed har nadveren stor betydning for det perspektiv som jeg har på mit liv og mit Gudsforhold.

Jesus åbner i påsken himlen for os, men hans offer kan samtidig føre til stor forargelse hos os. Denne voldsomme lidelse som Jesus skal igennem for vores skyld, og det at vi skal spise hans legeme og drikke hans blod, kan være overvældende for os. Søren Kierkegaard fortæller et sted denne lille fortælling om forargelsen over Kristi lidelse: Forestil dig, at du sidder med et lille barn, som du viser billeder af store personligheder fra historien, og mellem billederne vælger du at lægge et billede af Jesus, som korsfæstet. Der er Vilhelm Tell der må koncentrere sig dybt for at ramme æblet på sin søns hoved. Der er Napoleon til hest, en mægtig og stærk anfører for sin store hær. Barnets begejstring bliver kun større efterhånden som det bliver præsenteret for nye billeder af store personligheder, men da billedet af den korsfæstede kommer, bliver det tavst. Hvem er det spørger det? Du forklarer at det er Jesus der blev korsfæstet, og at korsfæstelse var en metode som man brugte til at slå forbrydere ihjel, på. Barnet spørger hvorfor der er en forbryder sammen med alle disse store mennesker? Du fortæller at Jesus ikke er en forbryder, men det kærligste menneske der nogen sinde har været, han er kærligheden selv. Indtrykket af dette billede sidder efterfølgende dybt i barnet, og det er forarget over at kærligheden blev korsfæstet. Derfor vil det have hævn. De mennesker der slog Jesus ihjel, skal straffes for det som de har gjort. Men senere da barnet bliver lidt ældre, går det op for det, at de mennesker der var til stede ved Jesu korsfæstelse, er døde for længe siden, derfor kan de ikke straffes. Barnet vælger i stedet at blive revolutionær og vil kæmpe mod ondskaben i den verden der slår kærligheden ihjel. Men senere igen, overvejer barnet der nu er blevet voksent, sagen en gang til. For hvis man slår de onde ihjel, ja så bliver man jo selv en morder, og er man så overhovedet med til at gøre verden bedre, eller bare en del af dens ondskab? Til sidst bliver konklusionen for barnet der nu er blevet voksen, at hvis man vil følge den korsfæstede må man være villig til at lide for kærligheden i den verden der slår kærligheden ihjel.

Det at samles om Jesu lidelse og død, kan vække modstand hos os, fordi det er svært at forstå at Guds søn skulle sejre gennem lidelse og død. Men det var den vej han selv valgte at gå, fordi det var det der skulle til, for at åbne himlen for os. Det var det der skulle til, for at vi kan se frem til at spise festmåltidet sammen med ham i himlen. Det er det som vi skal leve af. Det giver os himmelen og opstandelsen for øje. Det er det der gør perspektivet i nadveren svimlende, men samtidig også nødvendigt for os.

Amen