02/07/2024 0 Kommentarer
2. s.i. fasten, 28.02.2021
2. s.i. fasten, 28.02.2021
# Prædikener
2. s.i. fasten, 28.02.2021
Matthæusevangeliet 15,21-28
Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.
Lad ikke frygten for det pinlige komme imellem dig og Gud
I sommers cyklede jeg en tur med Rasmus i området omkring Gilleleje. Vi skulle have noget luft, og Rasmus skulle træne i at køre på en cykel uden fodbremse, som han ellers havde været vant til indtil da. Da vi under vejs på turen var på vej ned ad en stejl grusvej, kom der tre hundeluftere med deres hunde, ind foran os fra en sidevej. Vi bremsede godt op, for at komme sikkert forbi dem. Da vi var ud for dem, sagde den ene af dem noget der lød som om, at vi skulle passe på hendes hund. Jeg blev irriteret og svarede, at vi ikke lavede andet end at passe på, men at det hele nok ville blive lidt lettere, hvis de gik ind til siden, i stedet for at gå ved siden af hinanden og fylde hele vejens bredde. Mit svar havde sin virkning, og de gik ind til siden, så vi fik god plads til at komme forbi, mens de dog kiggede lidt overrasket på mig, efter mit udbrud.
Da vi lidt senere stoppede op, spurgte jeg Rasmus om hvordan han havde oplevet episoden. Han havde lidt svært ved at få øje på nødvendigheden af, at jeg skulle udtrykke min retfærdige harme, og svarede at han synes det havde været vildt pinligt, at jeg havde skældt fremmede mennesker ud. Og da jeg, i løbet af de efterfølgende dage, spurgte ham om han ville med ud at cykle en tur, ville han kun med på betingelse af, at jeg lovede ikke at skælde nogen ud på turen.
Der er nok ingen tvivl om, at det er forældres lod, at deres børn synes de er pinlige, men alligevel har man selv indflydelse på om man er mere eller mindre pinlig, ud fra hvordan man handler. For det meste gør jeg da også alt hvad jeg kan for at undgå pinlige situationer, fordi jeg heller ikke selv synes, at de er behagelige at være i. Jeg tror at de fleste mennesker kan nikke genkendende til, at det er ubehageligt at befinde sig i en pinlig situation, så vi derfor meget gerne vil undgå det. Jeg tror også at det er en af årsagerne til, at vi i vores samfund har så mange både skrevne og uskrevne regler. For de kan hjælpe os til at undgå pinlige og ubehagelige episoder. De omgangsformer vi har i forhold til hinanden, gør at vi trygt kan bevæge os rundt, uden hele tiden at skulle være bange for at komme ud i situationer der gør os utrygge.
Pinlighed og ønsket om at undgå den pinlige situation, er også et fremtrædende tema i dagens prædiketekst. Kvinden der her råber til Jesus, var fremmed for ham og havde åbenbart ikke forstået hvem det var Jesus var sendt til. Hendes henvendelse til ham gør at situationen bliver akavet. Og det at hun råber gør det bare endnu værre, fordi hun tiltrækker de omkringståendes opmærksomhed mod den pinlige situation. Når der er optræk til uro, vil man ofte forsøge at trække de implicerede lidt til side, for at løse situationen stille og roligt. Men kvinden her giver ikke Jesus og disciplene mulighed for sørge for, at deres møde med hende, går ubemærket hen. Hun bliver ved, også selvom Jesus ignorerer hende. Hun er overbevist om, at han kan hjælpe hende, så da Jesus endelig taler til hende, handler det derfor ikke om han kan hjælpe hende, men om det er hans opgave at hjælpe hende.
Grunden til at kvinden ikke bekymrer sig det mindste om, at hun skaber en pinlig situation, er at hendes datter lider. Fortvivlelsen over datterens situation, betyder at moderen kun har én ting for øje, nemlig at hendes datter skal blive rask. Derfor gør hun alt hvad der står i hendes magt for at få det til at ske. Hendes reaktion er virkelig til at sætte sig ind i, for når ens kære lider, fylder det én fuldstændigt, så normer og omgangsformer træder i baggrunden. Det er fortvivlelsen der sætter dagsordenen, og man kan ikke sige andet end: Hjælp mig, forbarm dig over mig, gør dog noget.
Når vi kommer i kriser hvor vi ligesom den Kanaanæiske kvinde oplever vores egen magtesløshed, kan vi dele hendes erfaring af at fortvivlesen tager kontrol over os. Men også hendes løsning med at råbe sin fortvivlelse ud til Jesus, til Gud, deler hun med mange mennesker. For fortvivlelsen kan også få os til at løfte blikket og søge hjælp hos Gud. Når vi bliver ramt af en krise og oplever vores egen sårbarhed og magtesløshed, får vi helt naturligt et andet perspektiv på livet. Og det perspektiv kan få os til at tænke på Gud og på livets store spørgsmål. Det oplevede jeg selv for 15 år siden, da min far var igennem en meget alvorlig hjerteoperation. Den nat hvor han blev opereret, husker jeg som en nat hvor jeg følte livets sårbarhed helt nærværende på min egen krop. Menneskets skrøbelighed var denne nat ikke et filosofisk spørgsmål som jeg forholdte mig til og tænkte over, men en tilstand jeg befandt mig i. At mødet med livets og vores egen sårbarhed får betydning for vores perspektiv på livet, er en erfaring som mange mennesker gør sig. Men jeg tror ikke at vi kan leve hele vores liv i krisen, hvor vi hele tiden står ansigt til ansigt med døden. Vi har brug for at vende tilbage til hverdagen. Der hvor vi tager os af de små praktiske problemer. Der hvor vi lever vores liv. Men de alvorlige oplevelser giver et nyt perspektiv til vores hverdag.
Derfor er det heldigvis heller ikke kun i vores kriser at vi kan møde Gud. Han ønsker at dele hele vores liv med os, både når lyset skinner på os og glæden fylder os, og når vi går gennem mørket. Han ønsker, at vi skal opleve hans omsorg og hans velsignelse igennem hele vores liv. Derfor ønsker han også, at vi skal række ud mod ham, ligesom han rækker ud mod os, og dele hele vores liv med ham. Så vi takker ham for alt det som han har givet os, for de mennesker som vi har omkring os, og alt det der beriger vores liv. Og så vi deler vores drømme, tanker og bekymringer med ham. For han ønsker at vi skal være hos ham både gennem livet og når vores liv her på jorden, ender. Det var derfor han sendte sin søn til os. Gennem Jesus, rækker Gud ud mod os, så vi kan blive hans børn. Og det der er børns privilegier, er at de kan kalde på deres far, når de har lyst til det. De skal ikke bestille tid, eller begrunde hvorfor de vil tale med deres far. Han er der ikke kun, når det hele vælter, han er der også når vi vil fortælle hvad vi har oplevet i dag. Derfor har Jesus ikke kun betydning for os i kriserne, men hele tiden.
Og for at vi kan dele hele vores liv med Gud, må vi ikke lade frygten for, at det skal blive pinligt, komme mellem os og ham. Måske synes vi det er pinligt, at tro på Gud i en moderne verden? Måske føler vi at det er pinligt at indrømme at vi ikke kan klare os selv, men må bede til én der er stærkere end os selv? Måske passer det at tro på Gud, ikke ind i omgivelsernes forventninger til os? Men vi har brug for at Gud forbarmer sig over os. Vi har brug for at lægge vores liv i hans hænder. Derfor må frygten for pinligheden vige. Vi må indse, at det som Jesus giver os, er vigtigere og meget mere værd, end at undgå en pinlig situation.
Og når vi skal lære af én der ikke flygter fra en pinlig situation, kan vi se på Jesus. For han blev menneske, selvom det førte misforståelser, hån, lidelse og død med sig. Han gjorde det fordi vi havde brug for det. Og her i mødet med kvinden fra Tyrus og Sidon flygter han heller ikke fra den pinlige situation ved at følge disciplenes bøn, om at sende hende væk. Men han giver hende heller ikke bare det hun beder om, for at slippe for hende og komme videre. Han lytter til hende og taler med hende. Han udfordrer hende og får hende til at sætte ord på hendes situation, og hendes berettigelse til at få hans hjælp. Og i sidste ende lader han sig også bevæge af hende.
Det er det samme vi kan forvente, når vi opsøger ham. Måske reagerer han ikke på den måde som vi havde forventet. Måske forstår vi ikke hans tavshed. Men han flygter ikke fra den pinlige situation. Han lytter til os, og måske udfordrer han os til at se anderledes på den situation som vi befinder os i, men han afviser os ikke og sender os ikke bort. Derfor kan vi altid komme til ham og råbe at han skal forbarme sig over os, så vi også kan bevæge ham og få hans hjælp. Amen
Kommentarer