Lyt til prædikenen

Matthæusevangeliet 21,28-44

Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.« 

Herre, tak at du har talt til os og givet din sandhed til kende. Tal sådan til os nu, så vi ser hvad der er sandheden om os og om Dig, så vi vover at fortryde, ændre os, angre og sige ja til Dig igen og blive ved med at gøre det, også når vi mærker vort nej. Amen

Lydhørhed og efterfølgelse

Så hør dog efter når jeg taler til jer!  Denne sætning hører jeg af og til mig selv udtale derhjemme til mine børn, med en slet skjult irritation i stemmen, desværre. – For jeg ville gerne kunne udvise et lidt større overskud. Anledningen til disse udfald, er ofte den, at jeg har givet en besked, som ikke har resulteret i nogen reaktion. Beskeden handler ofte om, at de skal stoppe med at se ipad, og komme hen og spise, eller udføre en opgave som jeg gerne vil have dem til. Min irritation udspringer af, at jeg mener at den besked jeg har givet, er vigtig i forhold til at få gjort de ting der er nødvendige for, at få familiens hverdag til at fungere. Jeg bliver irriteret over ikke at blive hørt, især fordi jeg har noget vigtigt at sige, hvilket jeg jo ofte mener at jeg har.

Indimellem kan jeg have en følelse der minder en smule om denne, når jeg skal prædike her i kirken, selvom jeg ikke her udtrykker mig så voldsomt. For sagen er, at jeg også her har et vigtigt budskab, som jeg gerne vil have skal nå helt frem til menigheden, til jer. Jeg har fordybet mig i prædiketeksten, og har derigennem et budskab om Gud som jeg mener er både vigtigt og væsentligt. Derfor kan jeg tænke: bare nu det når hele vejen til modtagerne, uden at blive forstyrret. For der er jo, når det kommer til stykket, en del ting der kan forstyrre modtagelsen af budskabet. Virker lyden som den skal? Skratter højtalerne? Formulerer jeg mig uklart? Og I, menigheden kan være forudindtaget i forhold hvad I forventer af mig og af det som man hører her i kirken, ligesom mange andre tanker kan trænge sig på, og tage al ens opmærksomhed, når man sidder i kirken og skal lytte til en prædiken. En ting er, at mene at man står med et glædeligt budskab til gavn for os alle, en anden er at dette budskab skal nå hele vejen frem og gøre sin virkning.

Når Jesus her fortæller disse voldsomme lignelser om lydighed og ulydighed, skyldes det, at han har det vigtigste budskab af alle, nemlig budskabet om Guds nåde og udstrakte hånd til os, gennem ham selv. Dette budskab er så afgørende og vigtigt, at det SKAL nå frem til tilhørerne. Ja, det skal mere end det, det skal modtages og efterfølges. For evangeliet er mere end et budskab som vi skal forsøge at forholde os til. Det er et liv der skal leves, sammen med Gud. Derfor beskriver Jesus også her en problemstilling, der er en del værre, end den som jeg har skitseret her. Og de mennesker som Jesus her taler til, har de bedste muligheder for at høre budskabet, nemlig ypperstepræsterne og de ældste. De har brugt deres liv på at følge Guds bud, og sætte sig ind i hans løfter til dem. De har også både mødt Johannes døberen og Jesus. De både hører og forstår budskabet, men de vælger ikke at følge det. Derfor er det svært for afsenderen, Gud, at gøre noget som helst. For hvis budskabet ikke når frem til modtagerne, kan man forbedre kommunikationen og modtageforholdene og derved løse problemet. Men hvis budskabet, som her, når hele vejen i gennem og egentlig også bliver positivt modtaget, men at modtagerne så efterfølgende vælger ikke, at følge budskabet, ja så er der ikke rigtigt mere at gøre. 

I første omgang giver det egentlig en god følelse, at blive mødt af mennesker der møder os med en positiv indstilling. Det, at møde én der vil lytte til det som jeg siger, én der giver udtryk for at forstå mig. Vi kender udmærket forskellen på at tale til nogen, der ser ud til at de mentalt befinder sig et andet sted, og så tale til én der viser opmærksomhed og følger med i hvert ord som man siger. Hvis der er tale om sidstnævnte, får man lyst til at uddybe og sige mere, samtidig med at man bliver yderligere engageret, mens man mister lysten til at sige mere, hvis man ikke føler sig hørt. Men hvis det så efterfølgende viser sig, at den store opmærksomhed, er en teknik som vedkommende har lært sig, og at han eller hun egentlig ikke har nogen interesse i mig når det kommer til stykket, ja så kan man ikke rigtig bruge opmærksomheden til noget, fordi den ikke er ægte. For Jesus skal der altså, når det handler om Guds rige, også mere til, end tilkendegivelsen. Det hjælper ikke Gud, hvis vi tager positivt mod hans budskab til os, men alligevel vælger ikke at følge det. Og det hjælper heller ikke os. Til gængæld hjælper det os, hvis vi tager mod hans budskab og følger det. Det er livet sammen med Gud og Guds rige  der er på spil. Det er derfor alvoren er så stor for Jesus her. Og derfor, at han har begivet sig ud i et direkte angreb.

Hvis jeg ikke bliver hørt, bliver jer irriteret. Nogle gange fordi det jeg siger, er vigtigt. Men ofte skyldes irritationen mere det, at jeg er forfængelig, og føler mig overset, når andre ikke hører hvad jeg siger. Så handler det ikke om det budskab som jeg kommer med, men om mig selv. Og sådan ender det ofte for os mennesker i de fleste af livets situationer: at det kommer til at handle om os selv. Men det samme er ikke tilfældet når det drejer sig om Jesus. Han er ikke bare en forsmået mand, der savner opmærksomhed. Nej, sagen er den, at når det handler om Jesus. Ja så handler det i bund og grund også om os. For alt hvad der har med Jesus at gøre, hans fødsel, hans liv, hans lidelse, hans død, hans opstandelse, handler når det kommer til stykket om os. Det er alt sammen sket for at vi kan møde Guds kærlighed, leve vores liv i fælleskab med ham og til sidst mødes med ham i hans rige. Det er derfor at det er så vigtigt at vi både hører og tager imod hans budskab til os. Det udspringer af Guds kærlighed til os.

For selvom Jesus her bruger en hård tone, er det samtidigt et kærligt budskab, som han kommer med. Det er det fordi han fortæller dem at de begår en fejl, og samtidig viser dem hvilken vej de bør gå. Han giver dem en ny chance. Hjemme hos os øver vi os for tiden i hvordan man skal begå sig i trafikken. Hvis Frida eller Rasmus er ved at bevæge sig ud i en farlig situation på cyklen, vil jeg med det samme råbe stop, så højt som jeg kan. Et sådan udbrud vil virke både voldsomt og skræmmende, men ikke desto mindre vil jeg gøre det for at advare og beskytte mit barn. Det samme gør sig gældende for Jesus her. Hans lignelser er konfronterende og voldsomme, men de er sagt for at advare og beskytte. Han viser dem hvad det er de gør: ”I siger at I vil følge Guds bud, men I vil ikke tro på dem som han sender til jer.”

Jesus beskriver her hvordan Guds pagtfolk og dets ledere, ikke troede på den vej som Johannes døberen viste dem, og hvordan mennesker, der meget synligt var trådt ved siden af i deres liv, og som præsterne og de ældste så skævt til, skulle gå ind i Guds rige før dem. Det viser os, at det afgørende punkt i forhold til Gud, ikke er hvordan vi har levet indtil nu, og hvordan alle andre vil vurdere os, men at vi tror på at Jesus er Guds søn, og tager imod ham. Dette er et frigørende budskab. For det betyder, at man stadig har en chance, selvom man ikke har et bestemt tilhørsforhold og en bestemt baggrund. Man bliver ikke født ind i Guds rige, og behøver ikke at tilhøre en bestemt klasse. Alle får vi invitationen. Og også selvom man i første omgang siger nej, har man stadig muligheden for at omvende sig og ændre sit svar til et ja. Jesus er virkelig Guds udstrakte hånd til os. Han siger kom til mig. Det er vores chance i dag.

Derfor er vores udfordring, den at vi skal give os selv mulighed for at lytte til Guds budskab til os. Det kan vi gøre vi gøre ved at læse i bibelen, og gennem andre menneskers opleveler og vidnesbyrd om ham. Og ved at mødes her i kirken til Gudstjeneste. Men vi står ikke ene med denne udfordring. Gud han sendt sin Helligånd til os, for at give os troen på ham. Må Gud derfor give os et hjerte der kan tage imod hans ord. Og må han give os et højt advarselsråb, for at kunne rette vores opmærksomhed mod ham, når det er det vi har brug for. Og må han vende vores nej til et ja, når vi hellere vil gå vores egen vej. Må vi lytte og efterleve, så livet med Gud ikke kun er noget der foregår i vore ord, men også vores handlinger, selve den måde vi lever vores liv på. 

Amen