Lyt til prædikenen

Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.« Johannesevangeliet 15, 1-11

Lad os alle bede

Herre Jesus Kristus, uden dig kan vi ingenting, men du rummer så meget og kan det, som vi ikke kan. Derfor beder vi dig om at gå i livsnær forbindelse med os, så du sætter frugt i vort liv. Amen

Det er ikke slut, men fortsætter

Jesus holder her tale til sine disciple, og derved gør han denne aften sammen med dem, til noget helt specielt. For når man vælger at holde en tale, skyldes det, at der er en særlig anledning til det. Når man ønsker at markere og fejre en begivenhed, er det fordi dem som man holder talen til, befinder sig et særligt sted i deres liv. Det kan f.eks være konfirmation, bryllup fødselsdag eller et jubilæum. Ved at holde en tale, er man med til at gøre anledningen højtidelig. Man understreger, at det der sker nu, er vigtigt og derfor skal have nogle ord med på vejen, og samtidig viser man også at den eller dem som man taler til, er vigtige og betyder noget for én.

En sådan højtidelig stemning, indfinder sig også her, hvor Jesus vælger at holde en tale for sine disciple. Anledningen, til denne tale, er den særlige situation som Jesus og disciplene befinder sig i. De står foran påskens begivenheder med Jesu lidelse, død og opstandelse, og efterfølgende hans himmelfart, hvor han bliver taget op til sin far. Derfor står de over for en total forandring, hvor de skal adskilles fra hinanden. I den foregående periode, har disciplene fulgtes med Jesus, de har lyttet til hans undervisning om Guds rige og set hvad han gjorde, den måde han mødte mennesker på. Han var deres leder og vejleder. Derigennem er Jesus og disciplene blevet tæt forbundne med hinanden. Alt dette kommer til at ændre sig nu.  Derfor står disciplene over for nogle store forandringer, som de endnu ikke kan gennemskue fuldt ud. Det er i dette kritiske øjeblik, at Jesus viser sin omsorg for sine disciple ved at tale til dem.

Den tale som Jesus her holder til sine disciple, er en afskedstale, hvad er det der kendetegner en afskedstale? Først og fremmest giver anledningen den, et alvorligt skær. Når man som Jesus og disciplene, står overfor at skulle adskilles fra hinanden, vil det være naturligt at have en vis alvor i sin tale. Hvis talen kun er sjov, kan den lette lidt på den alvorlige stemning, men den vil også blive overfladisk, hvis den ikke har forbindelse til virkeligheden.

Det vil være oplagt at fokusere på det som man har haft sammen. Man kan trække nogle anekdoter frem, der viser hvordan samarbejdet og fællesskabet har været, for at minde hinanden om hvad det er man tager afsked med. Derpå vil det være oplagt at sige tak for det som man har haft sammen.

Dernæst er det oplagt at fokusere på fremtiden og den forestående forandring. Hvis man har mulighed for det vil man nok love at man nok skal komme tilbage på besøg. Måske vil man også komme med nogle gode råd til, hvordan dem der bliver tilbage skal håndtere fremtiden, når man nu ikke selv er der mere, så overgangen kommer til at forløbe godt.

Men det ikke det som Jesus gør her.  Det som han siger her, bærer umiddelbart ikke præg af at han taler til nogle, som fra nu af skal klare sig uden ham. Derimod taler han om, at disciplene skal have det tætteste tænkelige forhold til ham. Bliv i mig, så bliver jeg i jer. Kan man forestille sig et tættere forhold, end at man skal være i hinanden. Hvis to elskende skal adskilles fra hinanden, kan den ene vælge at sige: Jeg tager dig med i mit hjerte. Så selvom man ikke fysisk er sammen, er ens elskede alligevel nærværende og får indflydelse på hverdagen det nye sted. Denne relation kan Jesu disciple også have til ham, men Jesus præciserer at deres relation er endnu tættere, ved at beskrive disciplenes forhold til ham, som grene på et træ. Grenene hører med til træet, de får deres næring derfra, og hvis de bliver skåret af træet, visner de. Grenene er fuldstændig afhængige af træet. Derfor siger Jesus også her: skilt fra mig kan I slet intet gøre. Som Jesu disciple er vi altså afhængige af ham, som grene på et træ.

Det er en lidt besynderlig afskedstale og en særlig afskedstale, som Jesus her holder, fordi det er som om han siger, at fra nu af skal vi være endnu tættere på hinanden. Når Jesu afskedstale adskiller sig fra de afskedstaler, som vi ellers kender, er det fordi Jesus selv er særlig. Derfor er den fremtid som Jesus beskriver for sine disciple, helt anderledes end den havde været med en hver anden. Det er en fremtid med ham.

Det særlige ved Jesus, er at han er det sande vintræ. Men er et træ ikke bare et træ? Det kan bære meget frugt, eller lidt frugt, men hvis det kan være sandt, er der så også et falsk vintræ? I det gamle testamente, kan vi også læse om Guds vintræ, nemlig Israelitterne. Et eksempel på dette finder vi i salme 80, hvor vi kan læse følgende om Guds vinstok:

Du rykkede en vinstok op i Egypten

og plantede den, hvor du drev folkeslag bort;

du beredte jorden for den,

den slog rødder og fyldte landet.

Flere steder i det gamle testamente, bliver Israelitterne som her beskrevet som Guds vintræ, men hver gang fremgår det samtidig, at der er tale om et træ der er i en dårlig forfatning, som bærer dårlig frugt. Således også i salme 80:

Hvorfor har du revet dens gærde ned,

så alle, der går forbi, kan plukke af den?

Skovens vildsvin gnaver af den,

markens dyr græsser på den.

Hærskarers Gud, vend tilbage,

se dog ned fra himlen!

Tag dig af denne vinstok.

Guds vintræ bærer ikke den frugt som, man kunne forvente, men med det sande vintræ, er sagen en anden. Det er vores forbindelse til Gud. Når vi derfor er grene på det sande vintræ, betyder det, at vi er forbundet med Gud. Og derfor får det den betydning for os, at vi kan bære god frugt, altså at Gud påvirker os, og får indflydelse på os.

Det som Jesus altså her stiller sine disciple og os i udsigt, er ikke et tilbageskuende liv, hvor vi mindes hvor godt det var, da han gik omkring her på jorden. Derimod er det en fortsat vandring gennem livet, sammen med ham, hvor han har en virkelig og afgørende betydning for os. Og der er flere måder hvorigennem Gud for indflydelse på vores liv.

Vi har fået hans bud, som vi kan følge. Da Jesus gik omkring her på jorden, fortalte han om Gud og Guds rige, om hvordan vores relation til ham er, og om hvordan han vil at vi skal leve vores liv. Hans ord er blevet overleveret til os gennem evangelierne. Derfor har vi i dag også mulighed for at fordybe os i hans undervisning, lade os udfordre af den, og følge den.

Samtidig har vi også fået mulighed for at komme til ham i bøn. Gud skal være i os, men vi skal også være i ham. Det kan vi være ved at dele det som vores liv indeholder af glæde og bekymring med ham gennem bønnen. Bønnen er ikke en opgave, som kristne skal udføre for at være kristne. Det er en gave vi har fået, fordi vi er grene på det sande vintræ. Ole Hallesby beskriver det på denne måde, i sin bog ”Fra bønnens verden”: Bøn er noget, som går dybere end alle ord. Den findes i sjælen før vi får formet den i ord. Og den ligger tilbage i sjælen når sidste ord er gået over vore læber.

Bøn er en beskaffenhed ved vort hjerte, en sindstilstand. Bøn er en bestemt hjerteindstilling til Gud, den, han i sin Himmel straks fornemmer som bøn, der råber til hans hjerte.

Bønnen blev hermed et udryk for, at Gud er ham som vi stoler på, og som vi forventer kan hjælpe os.

• Eksempel: Ung forkynder der ikke vidste hvad han skulle sige.  Frigørelse – udfordring.
• Jesus siger: her søg jeres næring hos mig.

Jesus tale til sine disciple, er altså ikke kun en opsummering og en afsked med det som han og disciplene har haft sammen, og så nogle tips til hvordan de kommer bedst gennem fremtiden med det savn, som de må bære med sig. Nej, derimod er det en opfordring til at gå den fremtid i møde sammen med Gud, som Jesus har givet dem. Derfor går denne opfordring også videre til os, selvom det er et par tusinde år siden at Jesus gik her på jorden. Bliv i mig, Hold mine bud, bed om hvad i vil. Så skal i bære megen frugt, for at min glæde kan være i jer, og jeres glæde skal være fuldkommen.

Amen