Lyt til prædikenen

»Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger. Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«  Matthæusevangeliet 11,16-24

Lad os bede:

Kære Helligånd, vi beder dig: Vis du os, Hvad Kristus har ført ind i verden, og hvad der sker iblandt os her i dag, så vi spiller med, og ikke gør os for overfladiske. Ved Jesus Kristus vor Herre.

Amen

Leg med

Jesus bruger meget tit eksempler der er taget fra hverdagen, når han vil lære os noget. Han indleder f.eks. sin lignelse om sennepsfrøet med at sige: ”hvad skal vi sammenligne Guds rige med?”, og derpå viser han ud fra et lille sennepsfrø, der vokser sig så stort, at fuglene kan bygge rede i dets skygge, hvordan guds rige har sin begyndelse i det små og det uanselige, men vokser sig stort og stærkt, og bliver et sted hvor vi kan søge tryghed. Han bruger altså noget velkendt til at beskrive det der er fremmed for os. Jesus er meget pædagogisk i sin tilgang til os, fordi han ønsker, at vi skal lære guds rige at kende. Derfor tager han os så at sige i hånden for at føre os frem til forståelsen. Han stiller sig ved siden af os og peger på himmelen, og lærer os hvordan det er i Guds rige.

Her i dagens prædiketekst sker der så det, at han så at sige flytter spotlyset fra himlen ned på jorden, direkte på de mennesker som han er iblandt, når han i stedet for at sige ”Hvad skal jeg sammenligne Guds rige med?” siger ”hvad skal jeg sammenligne denne slægt med?” Og dermed bliver alvoren meget stor for hans tilhørere, der nok kan få en klump i halsen. Nu handler det ikke om hvordan Gud er, men om hvordan vi mennesker forholder os til ham.

Og egentlig burde man jo kunne forvente en ret tæt relation mellem Gud og den slægt som Jesus befinder sig i, fordi det jo er i denne tid, at det tunge skyts, så at sige bliver kørt i stilling. Det er lige præcist på dette tidspunkt i historien, at Gud vælger opfylde sin løfter, om at møde os gennem sin søn den udvalgte. Den opfyldelse som hans folk har sukket efter i generationer. Først er Johannes døberen, som Jesus beskriver som mere end en profet og som den største blandt kvindefødte, kommet til dem for at kalde til omvendelse, og derefter er Jesus selv trådt frem, Guds egen søn. Og oven i købet fremstår Jesus og Johannes på hver deres måde, så de kan appellere til forskellige mennesker og forskellige sider hos os. Johannes døberen var den strenge asket, der kaldte til omvendelse, hvorimod Jesus er den barmhjertige læge, der helbredte de syge og tog imod de udstødte.  Derfor havde de mennesker der levede på Jesu tid, en enestående mulighed, for at opleve Guds magt og storhed, og tage imod hans udstrakte hånd til os. Udgangspunktet er altså at Gud ønsker at stå i en tæt relation til os, og derfor gør alt hvad der skal til, for at det kan blive muligt.

Men hvad er det så Jesus i virkeligheden ser, når han ser på sin samtid? Det viser han os ved endnu en gang at være pædagogisk, og finde et billede frem som tilhørerne er fortrolige med. Et billede der kan give dem indsigt i hvordan de selv er over for ham. Han vælger at sammenligne dem med nogle forkælede børn, der ikke vil lege med dem, der så at sige spiller op til dem. Uanset om der blev spillet op til dans og bryllup, eller til klagesange og begravelse, nægtede de at være med. Johannes blev anset for at besat og Jesus for at være en fråser og en dranker. Det handler altså ikke om det er den ene eller den anden leg de skal lege, de vil bare ikke være med. Det handler altså ikke om, at der er problemer med fremstillingen af budskabet, men derimod en afvisning af budskabet selv.

Jesus går med denne beskrivelse tæt på sine tilhørere. Og dermed rusker han op i dem. Det gør han for at understrege alvoren i at vi tager imod ham. Det vigtigste for Jesus, er ikke kun at komme til at stå på god fod med os, men at vi kommer til at forstå hvem han er, så vi kan modtage ham som Guds søn. Vores relation til Gud, er livsvigtig for os. Derfor nytter det ikke noget, hvis vi bare siger, vi har ikke lyst til at beskæftige os med Gud lige nu. Jesus understreger alvoren gennem sine ve-råb over de byer han har været i. Han siger til dem, at de har fået en fantastisk og enestående mulighed ved at opleve ham, og se de undere som han har gjort hos dem, og denne mulighed har de gennem deres afvisning af ham, forkastet. Denne voldsomme alvor i Jesus ord, skyldes at det er mødet med Gud, og hans kærlighed og frelse der står på spil. Derfor er der brug for at blive rusket op, og blive mindet om hvor vigtigt spørgsmålet om hvem Jesus, er.

Det store spørgsmål er så hvad Jesus ser, når spotlyset bliver rettet mod os? For at blive i billedet med børn der leger, ser han nok ofte børn, der vil lege legen på deres egen måde. Børn der hele tiden styrer legen hen på det de selv går op i, så de andre bliver hægtet af. Vi lever i en tid hvor man skal tage ansvar og styring i sit liv. Derfor er det for mange af os vigtigt at sætte sit eget præg på livet. Mange søger det personlige præg, inden for alle livets områder. Så man ikke bare følger med strømmen, og gør det samme som alle andre har gjort for én. Det samme kan nemt blive tilfældet i forhold til vores tro, og hvordan vi forholder os til Gud. Så vi vælger ikke bare at tro på Gud på samme måde som generationerne har gjort før os, men i stedet søger vi vores egen vinkel, vores egen tolkning af Gud og verden omkring os. En amerikansk kristen sanger, Charlie Peacock, skrev for nogle år siden en sang, der hedder ”God in this world”, Gud i denne verden. Deri beskriver han en periode af hans liv, hvor han har mistet retningen i livet. Han synger om, at han ikke havde brug for faderen og sønnen, men at han var åndelig. Og han ikke fulgte nogen Herre, undtagen ham ved navn Coltrane, hvilket henviser til hans store musikalske helt. Netop dette med at være åndelig, uden at have brug for faderen og sønnen, illustrerer et ønske, om at være åben for verden omkring sig, uden at ville finde det man søger, fordi man derved kan være bange for at underordne sig og låse sig fast. Jeg tror at dette er en indstilling der er typisk for vor tid. Vi vil gerne være åbne og oplyste og tilegne os stor viden og kundskab om verden omkring os, men at overgive os fuldstændigt til Gud, kan være en anden sag, ligesom det var på Jesu tid, hvor folkets ledere gik meget op i at holde Guds bud, men ikke ønskede at tage imod hans søn.

Men sagen er at bibelen og Jesus selv er meget tydelig, i forhold til at vi har brug for Jesus i vores liv. Jesus siger selv: Jeg er vejen sandheden og livet, ingen kommer til faderen uden ved mig. Gud er kærlighed. Ja, men denne kærlighed viser sig gennem hans søn, Jesus Kristus, derfor har vi brug for ham. Gud er helt konkret kommet til os, han har ikke overladt os til vores fornemmelser og vores egen forståelse af kærligheden. Derfor kan Charlie Peacock også fortsætte med at beskrive, hvordan Jesus kaldte ham til at følge sig, gennem verden. Han havde brug for at blive rusket ud af sin åndelighed, for at kunne møde faderen. Det samme har vi, når vi sidder fast i at ville gøre tingene på vores egen måde, og ville have vores egen forståelse af hvordan Gud er.

Det glædelige budskab til os i dag, er at Gud stadigvæk spiller op til os, for at vi skal gå ind i fællesskabet med ham. Han er ikke et fornærmet barn der siger, hvis du ikke gider lege med mig, så gider jeg heller ikke lege med dig. Nej han bliver ved og ved, fordi han ved at vi har brug for ham. Gud undlod ikke at lade Jesus træde frem fordi Johannes døberen mødte modstand. Og Jesus trak sig ikke tilbage fordi der var mennesker der ikke tog imod hans budskab. Nej, han blev ved med at gå rundt og fortælle mennesker om Guds kærlighed og det som han har gjort for os. Og han gik hele vejen til Jerusalem til sin død og opstandelse, fordi det er det som vi har brug for. Derfor spiller han også op til os i dag.

Jesus er pædagogisk, men også konfronterende, både når han vil lære os om Gud og hans rige, men også når han viser os hvordan vores forhold til ham, er. Det er han, fordi vi har brug for ham og ingen anden i vores liv. Og fordi han derfor af hele hjertet ønsker at vi skal tage mod ham, og vandre gennem livet med ham. Han har taget skridtet ind i vores verden, for at vi kan tage alle de skridt som vi skal tage her, sammen med ham.

Amen