Lyt til prædikenen

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!« Luk. 14, 25-35

Lad os bede!

Kære Herre, tak fordi Du kalder på os. Lad intet hindre os i at tage imod Din indbydelse og leve i en stadig modtagelse af Din hengivenhed, så den gør os hengivne uanset konsekvenserne. Amen.

Fuld tillid

Det er ikke altid lige let, at finde noget som alle mennesker kan blive enige om. Der vil ofte være mange forskelige meninger om hver enkelt emne. Men en af de ting som de fleste mennesker kan samles om, er at had er noget af det mest ødelæggende der findes. Had adskiller folk og raser og det ødelægger vores samfund og gør det utrygt for os at leve i det. Det splitter familier fra hinanden, og had til os selv, fratager os for muligheden for at leve vores liv fuldt ud, og gå vore medmennesker frimodigt i møde.

At had er nedbrydende og ødelæggende, er ikke kun noget vi ved fordi vi har læst en beskrivelse af det i en bog. Vi ved det af erfaring fra vores eget liv, og fordi der dagligt dukker beretninger op om hadforbrydelser og konflikter der bygger på had, op i medierne. Det er black lives matters demonstrationerne og det som de er en reaktion mod, et meget aktuelt eksempel på.

Over for denne mørke virkelighed, som vi møder omkring os, står bibelens budskab om Guds kærlighed til os, som et lys der skinner i mørket, og giver os håb og opmuntring. Budskabet om, at Gud elsker os så højt, at han var villig til at lade sin søn gå i døden, for at vi skal få mulighed for at være sammen med ham, viser os en kraft og en kærlighed der er stærkere end hadet. Jesus er det synlige og meget konkrete bevis på Guds grænseløse kærlighed til os. Det er det budskab som vi har brug for at høre igen og igen, og som derfor samler os til gudstjeneste her i kirken.

Netop derfor, er det også rigtig svært for os, at forholde os til at Jesus her i vores prædiketekst vælger at bruge ordet ”hade”, i forbindelse med alt det der betyder mest for os. Far og mor, hustru og børn, brødre, søstre og selv vores eget liv. Hver eneste gang jeg hører disse ord af Jesus, er min første indskydelse at sukke, samtidig med jeg tænker: hvorfor valgte du ikke bare et andet ord? Det stritter mod alt det som han ellers står for. Derfor kan vi enten vælge at afvise det som Jesus her siger, eller at forholde os til hans ordvalg, ved at forsøge at forklare og forstå hvad han mener, og hvorfor han siger som han gør.

Den første indvending vi kan komme med, er at det at skulle hade sine nærmeste, er i stærk modstrid med det som Jesus har sagt nogle kapitler før i kapitel 10, hvor han med lignelsen om den barmhjertige samaritaner, lærer os, at vi skal elske vores næste. Og de mennesker som vi har tæt på os, er jo også vores næste, så hvorfor skulle vi ikke møde dem med omsorg?

Dernæst er det sådan flere steder i det gamle testamente og i den tradition som Jesus ellers taler ind i, at et ord nogle gange bruges retorisk for at markere en forskel, ved at man udtrykker sig sort og hvidt, så hade derved kommer til at betyde ”at elske mindre” eller ” at tilsidesætte en i forhold til en anden”. Og det giver netop god mening i forhold til det som Jesus ellers siger her, hvis han siger: at den der ikke elsker alt andet mindre end mig, kan ikke være min discipel, så det betyder, at det at være hans discipel er noget man gør helt og ikke halvt.

Det er altså muligt at give en god forklaring på, at Jesus her vælger at bruge ordet hade. Men det ændrer ikke ved at Jesus her sætter tingene på spidsen, og giver os en snublesten, som vi kan falde over. Hvorfor gør han det? Mon ikke det er for at vise os hvor altafgørende det er for os, at vi stoler på ham og har fuld tillid til ham? Han gør det her klart for os at vi kan være tilbageholdende i forhold til ham, uden at vi måske helt er klar over, at det er det vi er. Han får os her til at overveje hvordan vi prioriterer i vores liv.

Jesus var den helt store nyhed, på hans tid. Derfor talte mange mennesker om ham, og derfor var der også rigtig mange der opsøgte ham, for ved selvsyn at opleve hvem og hvordan han var. Derfor kan Lukas også her fortælle os, at store skarer fulgtes med Jesus, hvor han gik. Jesus bruger denne omstændighed som en anledning, til at opfordre til at man tager skridtet videre og bliver hans discipel. Det gør han ved at lære dem og os, at der er forskel på at begejstres af én og det at have fuld tillid til vedkommende. Hvis man bliver begejstret kan begejstringen hurtigt dæmpes, når nyhedens værdi ikke er til stede længere, eller hvis budskabet bliver upopulært. Men hvis man har tillid til en person, vil man gerne følge vedkommende også der hvor man ikke helt selv kan se hvad det skal føre til, fordi man stoler på at vedkommende har en plan, og kan føre én helt frem til målet.

Lad mig som eksempel fortælle en lille historie: prøv at forestille jer en menneskemængde der står ved kanten af en kløft. Alle er begejstrede og stemningen er virkelig høj. Foran dem er der spændt en line ud over kløften, og de har lige set en mand gå på linen hen over den dybe kløft. De er dybt imponerede over hans evner, og den sikkerhed som han gik over kløften med. Nu spørger han dem så om de tror at han også kan bære en mand, mens han går på linen over kløften? Dette spørgsmål får blot stemningen til at stige yderligere, for selvfølgelig kan han det, de har jo lige set hvor sikker han var, da han gik før. Men så er det at han siger til dem: Ok, hvem af jer vil så bæres? Hvem melder sig frivilligt til at blive båret over på den anden side af kløften? Derpå bliver der med et helt stille, deres begejstring er fuldstændig forstummet. De er stadig dybt imponeret over manden, men den forskel som nu er indtruffet blandt dem, er at de skal overgive deres eget liv og sikkerhed til ham. Den der melder sig, kan ikke længere stå ved kanten og være tilskuer, men har selv alt på spil. Dette stemningsskifte hos publikum viser med al tydelighed forskellen mellem at begejstres og det at have fuld tillid til en.

Der er en afgørende forskel på at være tilskueren der står med sikker grund under fødderne og begejstres, og den der stoler så meget på ham der kalder og derfor tager imod kaldet og følger det. For tilskuerne i denne historie, der så på manden der gik på linen, betød valget forskellen på at blive på stedet, eller kommer over på den anden side. I forhold til Jesus, betyder tilliden til ham, et møde med Gud og livet under hans vejledning, og endelig også det at komme over på den anden side, på Guds side. Her får vi livet sammen med ham, og vi får del i de løfter som han har givet os. Jesus understreger her med sine eksempler, at det er nødvendigt at vi gør det færdigt, som vi er begyndt på i vores møde med ham, og går hele vejen i vores efterfølgelse af ham. For ligesom det ikke giver mening kun at bygge soklen på et hus, har vi også brug for alt det som Jesus kan give os. Vi har brug for den fulde relation til ham, ikke kun et godt råd, en oplevelse eller et glimt af ham. Vi har brug for ham ved vores side.

Jesus kan ikke beskyldes for at nedtone eller underspille de konsekvenser der hører med til at være hans discipel. Tværtimod understreger han dem, når han taler om at skulle bære sit kors og gå i hans spor. Jesu spor gik mod påsken, mod Golgata, mod hån, lidelse og død. Det var konsekvenserne for ham, og Jesus gør det her klart, at der også er konsekvenser for os som hans disciple. Mange disciple er da også gennem tiden endt som kristne martyrer under forfølgelser. Andre har måtte lide for troen, og har oplevet uretfærdigheder, mens andre er blevet mødt med foragt og hån. Det er det som Jesus stiller os i udsigt som hans disciple. Det kræver at vi må give afkald, når vi vælger at følge ham. Men det er det hele værd. For Jesus er den eneste som vi i sidste ende kan lægge vores liv i hænderne på, fordi han er Guds søn. Han er den der ikke bare kan begejstre os, men også føre os over på den anden side til livet med Gud. Derfor har vi brug for at være hos ham og vi kan stole på ham, uanset de konsekvenser der følger med.

Jesus ryster os her, men vi har brug for at blive rystet, for at det skal blive helt klart for os hvad det indebærer at være hans discipel. Ikke fordi det skal skræmme os langt væk fra ham, men for at det skal blive helt klart for os, at vi har brug for at overgive os til hans nåde og omsorg. Derfor udfordrer han os til at blive en discipel, og ikke bare en tilskuer. Hans kald til os er dette: Kom til mig, følg mig og hav tillid til mig.

Amen