Lyt til prædikenen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!«

 Matthæusevangeliet 7,7-14

Lad os alle bede:

Kære Herre. Tak fordi du har givet os lov til at henvende os til dig, fordi du tilskynder os meget til at bede til dig og har givet os store løfter om bønnen.

Amen

Bøn som livets åndedrag

Jeg besøgte for nogle år siden New York, en enorm storby, der gjorde et overvældende indtryk på mig. Her lever og arbejder millioner af mennesker side om side, hvorved de er med til at skabe et inferno af lyd og aktivitet, der kan tage pusten fra enhver der besøger byen. Midt inde i denne pulserende storby ligger den store park, central park. Central park bliver også kaldt New Yorks grønne lunger, fordi den så at sige bevirker at byen kan få luft. Parkens træer forbedrer kvaliteten af luften og vandet i byen. De reducerer regnvandet og muligheden for oversvømmelser. Og for byens indbyggere, er central park en oase, som giver én et velfortjent pusterum, midt i en travl og hektisk hverdag. Her kommer man på afstand af larmen, man har vand og græs omkring sig, og her er god plads til at man kan lege og slappe af.

Central park udmærker sig ved at være en meget stor park, og er derfor kendt verden over, men det er ikke kun i New York, at man har valgt lave parker til byens indbyggere. I de storbyer jeg har besøgt, har der også været parker, hvor byens indbyggere kunne samles for slappe af eller gå en tur. Og de udfordringer som Politiet har herhjemme i denne tid, under Coronakrisen, med at få folk til at holde afstand og ikke være for tæt på hinanden i byerne, når solen skinner, understreger med al tydelighed det behov vi har for at være sammen i afslappede omgivelser, når solen skinner.  Parkerne er en gave til byens indbyggere, en nødvendig mulighed for at træde et skridt tilbage og samle kræfter. De er et åndehul, som man har brug for midt i en travl hverdag.

Dagen i dag, store bededag, er på samme måde også et åndehul for os kristne, midt i en hverdag, hvor vi ofte kan opleve, at det hele går slag i slag, så det er svært, bare at følge med. Her får vi en konkret anledning til at bede til Gud, og derigennem dele vores tanker og bekymringer med ham. Og derigennem får vi det pusterum som vi har brug for. Man kan selvfølgelig overveje om vi har brug for at have en særlig bededag, for at kunne bede til Gud. For sagen er jo, at vi altid og i alle situationer har mulighed for at komme til Gud i bøn, og vi har fået hans løfter om at han vil høre os. Men det, at vi altid kan bede til Gud, betyder bare ikke, at vi så også altid gør det. Der en talemåde lyder det således: ”Det som alle kan gøre, gør ingen.” Man skulle egentlig tro, at der ret stor chance for at opgaven bliver udført, når nu alle kan udføre den, men der sker let det, at hver enkelt tænker, at der nok en af de andre der udfører opgaven, og derfor selv undlader at gøre det. Og hvis alle så tænker sådan, ja så ender det med at opgaven slet ikke bliver udført. Altså, alle kan, men ingen gør det når det kommer til stykket. Lidt på samme måde kan det være i forhold til det som vi altid kan gøre, så det at vi altid kan gøre det, får os til ikke at gøre det lige nu. Så, selvom vi altid kan bede til Gud, kan det være svært at komme i gang med at bede lige nu. Derfor er det godt at have en anledning til at sige: i dag gør vi det. Store bededag, er en sådan god anledning. Vi kan tage imod den og sige til os selv: dagen i dag, skal jeg bruge på bøn og stilhed med Gud, og dermed give mig selv et pusterum midt i hverdagen, og midt i alle coronabekymringerne.

Derfor er der også valgt en prædiketekst til i dag, hvor Jesus opfordrer os til at bede. Og han gør det i bydeform. Han siger ikke bare, jeg synes at I skal prøve at bede, men han siger: Bed, søg og bank på. Gør det nu. Men hvorfor er det, at han så at sige beordrer os til at bede? Er det fordi han ikke selv tror på at det virker, og derfor har brug for at lægge ekstra vægt bag sine ord, så disciplene og vi ikke bare hører hvad han siger, men samtidig også efterlever det? Nej, tværtimod, for evangeliernes beskrivelser af hvordan Jesus selv ofte bruger bønnen, viser os, at han selv har brug for den, fordi den virker og gør noget for ham. Han er derfor vores forbillede i forhold til at leve sit liv i bøn til Gud. Vi har flere eksempler på at han trækker sig tilbage for at bede til sin far, når det hele var hektisk omkring ham, ligesom han skærtorsdag i Gethsemane have, hvor det hele spidser til, beder for sig selv og sine disciple. Jesus vil have at vi skal bede, fordi han af egen erfaring ved at det virker. Derfor siger han også her, at enhver som beder får, den som søger, finder og den der banker på, bliver der lukket op for. Og han begrunder det med udsagnet om at: Når onde mennesker giver deres børn gode gaver, hvor meget snare vil vores far i himlen, så ikke give dem der beder ham, gode gaver? Der sker noget når vi beder, det er derfor at vi skal gøre det.

Men sagen er, at selvom noget virker og er godt for os, er det på ingen måde sikkert, at vi får det gjort, når det kommer til stykket. Det er godt at få motion, men alligevel kræver det ofte overvindelse at træne. Det er godt at spise sundt, men alligevel har vi tit mere lyst til at spise slik og kager. Og hvis man bor i en storby og har brug for et åndehul, er det ikke sikkert at man har sin faste gang i parken, fordi der er så meget andet man skal nå, og at det derfor er svært at finde tiden. Til gengæld kan vi opleve, at vi, når vi først er kommet i gang, ikke kan forstå hvorfor vi ikke gik i gang noget før og at vi kunne undvære det. Det at føre tanken ud i livet og udføre selve handlingen, vækker noget i os, og vi bliver bevidste om et behov, som vi måske havde glemt at vi havde. På samme måde er det i forhold til bøn. Selvom den er vores forbindelse til Gud, og derfor er god og livsvigtig for os, er det ikke sikkert, at det er let for os at bede. Men når vi først går i gang med at bede, vækker bønnen noget i os og påvirker os.  Når Jesus derfor her befaler os til at bede, søge og banke på, er det fordi han ved at der sker noget, når vi gør det. Den der beder får, den der søger finder og den der banker på, vil der blive lukket op for. Og når vi oplever at der sker noget, når vi beder, giver det os lyst til at gå længere ned af bønnens vej. I bønnen går vi ind i en samtale med Gud. Her kan vi dele vores glæder, tanker og bekymringer med ham. Dermed træder vi et skridt til bage fra vores hverdag, og skal ikke bare forsøge at følge med, men kan også se på hvordan det går i vores liv. Og vi kan lægge alt hvad vi har på sinde, over til ham, i tillid til at han vil være med os. Dermed bliver bønnen det sted hvor vi også finder hvile.

Når bønnen kan forandre os, skyldes det at vi beder til Gud som er i himlene, og som vi kan kalde far. For bøn er ikke bare en teknik, der skal give os den rette balance i vores liv, en metode der kan give os harmoni. Nej, det grundlæggende i vores bøn, er at den er rettet mod Gud. Bønnen er ikke en teknik, som vi først for udbytte af, når vi har lært den til perfektion, men derimod en henvendelse til Gud, der betyder at vi står over for ham med det samme, også selvom vores bøn er usikker og tvivlende. Det er bønnens kraft. I bønnen åbner vi for vores egne inderste tanker og bekymringer, men samtidig er Gud vores modpart. Derfor spiller han hovedrollen i vores bøn. Ved at henvende os til ham, viser vi at han er en faktor, som vi regner med i vores liv. Og dermed giver vi også ham mulighed for at svare vores bøn. Og dermed kan bønnen blive en samtale der bliver lang og udvikler sig på en måde som vi på forhånd ikke havde kunne forudsige. Bønnen bliver en vandring med Gud, der åbner nye sider af os selv, og viser os nye sider af Gud. Dermed får bønnen afgørende betydning for den retning som vores liv tager.

Jesus taler her efterfølgende om hvordan vi skal leve vores liv. Han taler om hvordan vi skal være over for vores medmennesker, at alt det som vi gerne vil have at andre mennesker skal gøre mod os, det skal vi også gøre mod dem.  Og han taler om hvilke valg vi skal træffe i livet, at vi skal gå ind af den snævre port, i stedet for den brede, fordi den snævre fører til livet med Gud. Det er altså livets store spørgsmål som Jesus her på få linjer tager fat i: Hvordan vi skal være over for hinanden og hvordan vi skal håndtere selve livet. Og dermed viser han os, at der er en tæt forbindelse mellem bønnen og de afgørende ting i livet. Når vi i bønnen vender os mod Gud, og går ind i en relation med ham, medfører det, at Gud herigennem får indflydelse på hvilken retning vores liv går, og hvilke valg vi træffer. Derfor har bønnen altafgørende betydning for os. Både for vores liv, nu og her, og for den fremtid som vi går i møde.

Store bededag, er en gave til os, fordi den er en anledning for os til at vende os mod Gud og hvile hos ham. Den kan blive det åndehul der giver os luft som kristne. Hvorfor skal vi bede? Fordi det virker. Fordi vi har brug for det. Og fordi Jesus siger det. Bed, søg, bank på. Amen

Lovprisning

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed, Amen.

Kirkebøn

Hvor er det rigt, det som du har skabt; alt har du gjort med visdom; fra det mindste til det største er jorden fuld af din herlighed.

Derfor takker vi dig for alt, hvad du har ladet vokse og lykkes. Tak for kornet og frugterne, for alt det, som vi dagligt trænger til. Af dine gaver lever vi; af din skaberkraft vokser vore børn; ved din ånd sker de virkelige fremskridt.

Men tak også for livets skyggesider, som sætter glæden relief og uddyber vort livssyn. Blot beder vi dig være os nær, når tilværelsen truer med at blive meningsløs. Vær hos os,

når vi bliver syge og gamle, og det gør ondt. Vær hos os, når vi mister én vi holder af, eller når vi selv skal herfra.

Uden dig går livet først for alvor i stykker:

Derfor beder vi dig for vor verden, for vort land og for vort sogn her i Herlev: Lad dine beskyttende hænder skærme os mod ulykker og alt ondt. Lad din fred og kærlighed gennemstrømme os og spredes som ringe i omgivelserne. Lad dit glædelige budskab, evangeliet, være den glæde, der holder vort liv oppe, også når alt ser sortest ud.

Vi beder dig for vores folk, for Dronning Margrethe og hendes hus og vores øvrighed. Lær dem og os alle at leve vort liv i ansvar og tro og have nok i det.

Og lad os så til sidst være med ved Gudsrigets store fest.

For når du sender din ånd, skabes der liv, og du gør jorden ny.

Derfor lovpriser vi dig sammen med hele skaberværket, alle

som én det håb, at du giver os det fornødne til rette tid;

med åben hånd mætter du os med gode gaver.

Amen