Lyt til prædikenen

Matt. 25, 31-46

Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«  

Vi kender ham, og han kender os

I mine overvejelser frem mod denne prædiken, tænkte jeg på om ikke man kunne sige at kristendommen handler om kendskab til Gud. Men da jeg havde smagt lidt på ordet stod det klart for mig, at det var helt forkert. Jeg havde fået fat i det forkerte ord, et ord der slet ikke var stærkt nok. For kristendommen handler ikke om at vi skal have kendskab til Gud, og han til os, men derimod om at vi skal kende hinanden. Og der er en afgørende forskel på at have kendskab og at kende, for man kan godt have kendskab til nogen uden at kende vedkommende. Og bibelen handler jo netop om at Gud går ind i en personlig relation til os mennesker så vi kan kende ham. Dermed lader han det ikke være op til os selv, at skaffe os kendskab om ham. Bibelen vidner om hvordan han kommer til os. Han opretter en pagt med Abraham og det folk, som han skal være stamfar for, og han siger til dem: ”I skal være mit folk og jeg skal være jeres Gud”. Og derefter handler bibelens beretninger om hvordan det går Guds folk i forhold til deres omgivelser, og om hvordan deres relation til ham, er. Gud sender derfor senere sine profeter for at vejlede folket. Og endelig sender han sin søn til vores verden, for gennem ham at skabe den tætteste relation til os, som Zakarias meget præcist formulerer det i sin lov sang: ”Gud har besøgt og forløst sit folk”. Denne personlige relation er afgørende i kristendommens beskrivelse af vores Gudsforhold. Derfor begyndte vores kirkeår som vi afslutter i dag også med Advent hvor vi forberedte os på at denne relation skulle etableres i forbindelse med Jesu fødsel. Og resten af kirkeåret har handlet om hvordan vi skal tage imod den mulighed som Gud har givet os. Når vi samles til gudstjeneste her i kirken i tilbedelse og bøn til Gud, og om evangeliernes beretninger om Jesus, er det netop for at vi skal blive holdt fast og styrket i troen på ham.

Men på trods af bibelens fokus på at vi kan have den almægtige Gud som far, og have denne tætte relation til ham som det medfører, er det ikke altid at Gud opleves lige nærværende for os. Til tider føler vi hans nærvær tilstedeværelse i vores liv, stærkt, så vi trygt hviler i ham, mens vi til andre tider føler ham fraværende og oplever at være overladt til os selv, og at vi er en brik i andres spil, hvor vi ikke har indflydelse på det der sker med os. Sådan var det for salmernes forfattere i det gamle testamente, der måtte klage sig og sige ”Hvor længe Herre?” Hvor længe skal vi udholde denne pine, og hvornår griber du ind? Sådan var det også for Jesu disciple når Jesus ikke var hos dem, og sådan kan det være for os midt i vores hverdag. Derfor har vi brug for at blive holdt fast i tilliden til ham, og det er netop det som Jesus her gør over for sine disciple. Han lærer os at en dag skal menneskesønnen komme tilbage med englene og tage sæde på sin herligheds trone, og da kommer vi ikke til at føle at han er fraværende mere. Det som Jesus her holder os for øje, er at vores forhold til ham ikke bare er en god, men kortvarig oplevelse, hvor Gud kommer ind i vores liv og giver os vejledning og visdom, men derpå forlader os, så det derefter er op til os selv at klare os efter hans vejledning. Derimod ønsker han at vores relation til ham skal være et vedvarende forhold, hvor han er en afgørende del af vores liv og vores fremtid. Der hvor vi kan føle at han er fraværende, er han der alligevel og følger os. Vi er i hans tanker og han vil gribe ind i rette tid, og til sidst skal vi stå over for ham. Det er det perspektiv som Jesus her giver os over vores liv.

Det der her får afgørende betydning i Jesu beretning om verdensdommen, er at vi kender ham. Dem som kender ham skal tage det rige i arv som er bestemt for dem, fra før verdens grundvold blev lagt. Men sagen er at det er ikke kun i denne tekst, at det har en afgørende betydning at vi kender Jesus, for når det kommer til stykket har Jesus en så central og afgørende betydning i kristendommen, at det ofte kan vække anstød, fordi det ikke efterlader os med så mange valgmuligheder. Vi kan vælge at holde os til Jesus, eller lade være, der er ikke nogen anden der kan træde i hans sted. Det hedder kristendom, fordi det handler om Kristus. Han var fra begyndelsen, han kom til os fra Gud, og på grund af hans død og opstandelse kan vi møde Gud og til sidst være i hans rige. Han har sonet vores synd, så vi ikke skal stå skyldige over for Gud. Det er der ingen andre der har. Derfor er vi fortabt uden ham. Det er det budskab som vi møder i bibelen igen og igen, og altså også her på kirkeårets sidste søndag. Det er et kontant budskab, men også et glædeligt budskab, fordi det står klart, at når vi holder os til ham, vil han være med os hele vejen.

Dem som kongen kalder til sig er som sagt dem som han kender. Vi frelses på grund af Guds nåde. Det er ikke på grund af alt det som vi har gjort, men på grund af det som han har gjort for os. Gud elsker os og ønsker at vi skal være sammen med Ham, derfor har han gennem sin søn åbnet vejen til ham, for os. Vi bliver frelst fordi vi kender ham. Men samtidig viser Jesus os her en måde, hvor dem der kender ham, kan genkendes på. De er barmhjertige. Det bliver tydeligt når han siger: ”jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.” Det lidt pudsige her er at dem som Jesus her taler om, siger hvornår gjorde vi det? Ved de ikke at de har været barmhjertige? Jo, men de kender ikke til sammenhængen mellem ”de mindste” og Jesus, at hvis man viser dem barmhjertighed, viser man også ham barmhjertighed. Men det gør vi, for Jesus fortæller os det her. Den måde som vi stiller os over for de mennesker der er i nød, stiller vi os over for Jesus på. Det er det modsatte af at enhver må sejle i sin egen sø. Vi bliver på den dybeste måde forbundet med hinanden gennem Jesus. Derfor skal vi åbne vore øjne for hinanden og give plads til barmhjertigheden mellem os.

Men hvorfor er der denne forbindelse mellem Jesus og de nødstedte. Jo sagen er den, at grunden til at Jesus blev menneske, netop er for at hjælpe de mennesker der er i nød og har brug for hans hjælp. I mødet med Zakæus siger han at: Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Derfor var Jesus, til farisæernes store fortrydelse, sammen med de mennesker som de ikke mente han burde være sammen med. Jesus var sammen med toldere, syndere, fattige og syge, fordi de havde brug for hans hjælp. Jesus ikke alene kender de nødstedte, han identificerer sig med dem. Hvis nogen gør noget ondt mod ens børn, kan smerten for os være lige så stor eller nok endda større, end hvis det var gjort mod os selv. Det kan den fordi de hører os forældre til, og det er vores opgave at beskytte dem. Derfor identificerer vi os med dem, så vi mærker deres smerte. Jesus kom for at opsøge og frelse det fortabte, denne opgave ligger ham så meget på hjerte, at det smerter ham når en af hans mindste er i nød, og derfor glæder det ham når nogen viser barmhjertighed mod dem.

Altså: Vi kan kende den almægtige Gud gennem Jesus. Det er derfor Jesu omsorg for os holder hele vejen til himlen, sammen med ham. Han er vores eneste chance. Og det at vi kender ham kommer til udtryk ved at vi er barmhjertige. Og endelig må vi huske at Jesu ord i mødet med Zakæus gælder os alle: at Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Det kan trøste os på en alvorsdag som denne. Han ønsker af hele sit hjerte at vi skal kende ham, og derfor skal vi tage imod hans invitation.

Amen