Lyt til prædikenen

Tanker om bøn 

Bøn er en gave til os fra Gud. En fantastisk gave der giver os mulighed for at leve vores liv i relation til ham. Alligevel kan den indimellem være svær for os at håndtere. Vi kan gøre os tanker om, om vi nu beder nok, om vi er udholdende nok i bønnen eller om vi beder på den rigtige måde. Samtidig kan det også være svært finde tid til bønnen midt i en travl hverdag. Det kan være at finde tid nok til at opsøge roen, og få den til at fylde os, så vi finder hvilen i vores bøn. Lige meget hvem vi er som person findes der mange forskelle anledninger og årsager til at vi kan frustreres over vores forhold til bøn.

Men alligevel taler bibelen ikke om bønnen og vores forhold til Gud som en kilde til frustration, men derimod som en kilde til hvile og trøst. Den taler ikke om bønnen som en ekstra udfordring som vi skal præstere i en travl hverdag, men derimod, som en opladning der hjælper os midt i den travle hverdag.

Kun hos Gud finder min sjæl ro,

for mit håb kommer fra ham.

Kun han er min klippe og min frelse,

min borg, så jeg ikke vakler.

Hos Gud er min hjælp og min ære,

min sikre tilflugtsklippe er hos Gud.

Stol altid på ham, du folk,

udøs jeres hjerte for ham,

Gud er vor tilflugt.

Jeg var nogle år siden i New York på Manhattan, et sted hvis lige jeg ikke har set. Byen er et storslået eksempel på hvad vi mennesker er i stand til at frembringe. Der var gang i den 24 timer i døgnet, lige meget hvad klokken var, var der altid et sted hvor der skete noget. Der var finansområdet, der var store handelsgader og det ene fantastiske bygningsværk afløste det andet. Man kunne virkelig bruge meget tid på at gå rundt og beundre denne fantastiske by, med dens enorme mængder af indtryk til alle sanser. Men på trods af alle disse storslåede indtryk, havde jeg det alligevel sådan at jeg nærmest åndede lettet op da vi forlod byen igen Fordi dens liv storhed næsten var for meget. Man kunne blive helt stresset selvom man var på ferie, fordi man nærmest blev bombarderet med alle byens indtryk, samtidig med at alle de høje bygninger gjorde at man ofte oplevede at solen ikke kunne nå ned til én. Alt sammen bevirkede det at storbyen virkede drænende på mig, fordi jeg oplevede som at jeg skulle bruge meget energi på bare at være der.

Men midt i denne hektiske pulserende storby kunne man også finde et pusterum i form af central park. Central park er en meget stor park der bliver kaldt New Yorks grønne lunger. Det gør den for det første fordi den er grøn og ligger lige midt i storbyen. Men også fordi byen og dens indbyggere billedligt talt trækker vejret gennem den. Man kan skyde genvej gennem den, når man er på vej gennem byen. Man kan gå der ind og holde en pause på en travl arbejdsdag. Og man kan mødes der med sin familie og venner når man har fri. Man er ikke fysisk ude af byen, men man kan finde et mentalt afbræk der, og derpå vende tilbage til de gøremål som man har i byen. Besøget i parken kan blive en nødvendig del af ens byliv, hvor man så kan sige, kan tage en dyb indåndingen og opleve solen og naturens frodighed midt i byen. På samme måde oplevede jeg også parkerne i København, da jeg boede der, som et pusterum midt i hverdagens pligter.

Bønnen kan have den samme funktion for os i vores liv. Den kan være det sted hvor vi hviler ud. Der hvor vi søger hen for at genoplade. Der hvor vi trækker vejret. Den kan være det grundlæggende fundament som vores liv og hverdag bygger på. Det kan den, fordi vi dér kan finde en plads hos Gud, hvor vores sjæl finder ro, og hvor vi finder hvile for vores sjæl. Derfor har vi brug for at bønnen bliver vores tilflugtssted.

Men hvorfor er det så, at salmistens og vores sjæl finder ro hos Gud? Jo, det skyldes vel slet og ret, at det er der den finder fuldstændig tryghed. Det gør den fordi Gud både er vores oprindelse og fordi det er hos ham vi finder vores hjem. Han er vores skaber og vores opretholder. Han er den der står bagerst, ham som vi møder til sidst.

Hvis jeg er inviteret ud til en fin middag, glæder jeg mig, til at komme afsted, men nogle gange kan jeg også være lidt anspændt, fordi jeg er bange for at komme til at gøre noget der ikke er passende. Jeg vil så formentlig gøre mig tanker om mit tøj, er det nu fint nok? Eller om jeg ved hvordan jeg skal bruge bestikket? Kommer jeg nu til at sige noget dumt osv.? Men hvis jeg derimod skal være derhjemme og spise med min familie og have en hyggeaften med dem, er sagen en helt anden. Så vil jeg tage noget afslappet tøj på, der måske ikke er særligt pænt, men til gengæld meget afslappet at have på. Og jeg vil heller ikke være så bange for at gøre noget der ikke er passende. Hvad skyldes denne forskel? Jo, den ligger i at jeg er derhjemme. Jeg er på hjemmebane, der hvor alt er trygt og genkendeligt. Jeg befinder mig der hvor jeg slapper af. Der hvor jeg hviler. Der hvor jeg er tryg.

Det samme er tilfældet for os, når vi beder til Gud. Så henvender vi os til vores far, ham som vi hører hjemme hos, ham som vi dermed kan føles trygge ved. Ham, som vi uden at skulle være bange for hvordan det bliver modtaget, kan dele vores inderste bekymringer og tanker med. Her kan vi læsse af, og her kan vi forvente at blive trøstet og opmuntret igen, inden vi vender tilbage til hverdagen.

Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.

Når vi gennem bønnen indleder en samtale med vores far er det i denne samtale er det som i alle andre samtaler, at vi lægger op til at få et svar. Gud giver os svar på vores bønner, også nogle gange på bønner som vi ikke selv var klar over at vi havde. Det giver Ole Hallesby os et eksempel på i bogen fra bønnes verden. Eksemplet finder han i den beretning der er vores prædiketekst på søndag, hvor den lamme mand bliver båret hen til Jesus fødder:

Og nu står disse gode venner sikkert og venter på det myndige

ord af Jesus, som i et nu skal gøre deres syge ven rask. Men mærkeligt nok kommer det ord ikke fra Jesus. Derimod får de et andet myndigt ord at høre: 'Søn ' dine synder forlades dig.

Det var altså en anden bøn som råbte stærkere til Jesus. Det var den syges bøn om syndernes forladelse. Og dog havde manden endnu ikke sagt et ord. Han lå ganske stille i sin seng. Jeg har let ved at tænke mig, at han lå og så på Jesus, blot så på Jesus.

Men Jesus hørte den bøn, som uden et eneste ord råbte fra denne syge mands hjerte om syndsforladelse. Og Jesus bønhørte først denne bøn. Derefter bønhørte han også den anden bøn og gjorde ham legemlig rask.

Dette hjælper til at se lidt længere ind i bønnens hemmelighed.

Bøn er noget, som går dybere end alle ord. Den findes i sjælen før vi får formet den i ord. Og den ligger tilbage i sjælen når sidste ord er gået over vore læber.

Bøn er en beskaffenhed ved vort hjerte, en sindstilstand. Bøn er en bestemt hjerteindstilling til Gud, den, han i sin Himmel straks fornemmer som bøn, der råber til hans hjerte.

Vi har altså her mødt bønnen som det sted hvor vi finder hvile og genopladning. Og som det sted hvor vi finder tryghed. Og endelig som det sted hvor Gud skaber forandring og gør nyt i vores liv, også selvom vi ikke selv kan formulere vores bøn i ord. Derfor skal vi have mod og frimodighed til at overgive os til bønnens gave. Også selvom vi mangler både energi og ord til at formulere bønnen.

Amen