Lyt til prædikenen

Plads til Gud, plads til os og vor næste

Vi har ved denne gudstjeneste både konfirmandvelkomst og barnedåb. Og det der er fælles for begge begivenheder, er at de på hver deres måde begge markerer en begyndelse. I konfirmander skal i gang med den forberedelse der skal føre frem til jeres konfirmation, og Lucas der skal døbes bliver her ved begyndelsen af hans liv, båret frem til dåben på Guds løfter. Begge begivenheder er vigtige begivenheder der meget naturligt fører mange tanker og overvejelser med sig. I konfirmander kan f.eks. gøre jer tanker om hvordan konfirmandforløbet vil blive, og I kan gøre jer tanker om livet, om Gud og om konfirmationen. Men derimod i forbindelse med dåben, er det nok nærmere jer forældre der kan gøre jer jeres tanker. I kan have forventninger og bekymringer på jeres søns vegne, i forhold til det liv der ligger foran ham. Og måske også ambitioner på hans vegne, fordi I ønsker at det skal gå ham godt. Alle sådanne overvejelser er naturlige i forbindelse med at man står overfor en begyndelse.

Det, at stå ved begyndelsen af et forløb, er en oplagt anledning til at gøre sig tanker om hvordan det går, og hvordan man ønsker at det skal gå. Men alligevel tænker jeg, at vi ikke bare kan begrænse det at gøre sig overvejelser om livet, til noget der har med konfirmander og dåbsforældre at gøre. For sagen er at vi alle sammen er midt i et forløb, vi er midt i livet. Og vi er blevet kastet ind i det. Vi er blevet født til livet, og derefter er det vores opgave at leve det, efter bedste evne. Derfor må vi hen af vejen finde ud af hvordan det hele hænger sammen, og finde ud af hvordan vi skal håndtere det. Hvordan skal vi være over de andre i klassen og på arbejdet? Hvordan er vi sammen og hvordan kommunikerer vi med hinanden? Hvordan kommer vi frem i livet? Og hvad er vores mål for vores liv? Hvad er det vi vil opnå?

I den tid som vi nu befinder os i, hvor de sociale medier har gjort deres indtog, har alle mennesker fået mulighed for at fortælle deres egen historie og potentielt nå langt ud med den. Derfor har vi mange anledninger til at stifte bekendtskab med hvordan vi hver især håndterer vores liv. Hvis vi lavet noget spændende? Eller hvis vi er stolte af vores børn osv.? Så kan vi delagtiggøre hinanden i det. Og det kan ofte være både opmuntrende og opløftende, at se det som andre deler med os, men det kan også være skræmmende hvis de andre klarer det hele rigtigt godt, og samtidig udviser et enormt overskud, som vi ikke lige genkender fra vores eget liv. Så kan det føles som at gnide salt i såret, hvis andre viser os, at nu har jeg gjort det og det og det. Og det er bare blevet så flot og godt osv.

I denne historie som Jesus her fortæller, får vi også anledning, at se to menneskers syn på deres eget liv. To meget forskellige syn. Den ene synes det går rigtig fint, og takker Gud for at han er så god, at han kan leve så fint et liv. Og han takker samtidig også Gud for, at han ikke er ligesom alle de andre, der ikke kan håndtere livet lige så godt som ham. Den anden derimod er sig pineligt bevidst om, at han ikke har levet det perfekte liv, og kan derfor ikke gøre andet end at gå blankt til erkendelse og slå sig for brystet og sige: Gud vær mig synder nådig. Og Jesus afslutter så fortællingen med at fortælle at det var tolderen, den mest mislykkede af de to, der gik retfærdig hjem fra templet. Men hvorfor det? Den anden synes jo lige at det gik så godt? Jo, sagen er at når det handler om retfærdighed, så har vi brug for Guds hjælp. Gud er retfærdig, det er vi mennesker ikke.

Denne beretning, og ikke mindst Jesu konklusion i den, indeholder både en dårlig og en god nyhed for os. Den dårlige nyhed er at vi ikke er perfekte og uden fejl. Så hvis det fremgår af vores facebookside eller instagramkonto, at det lige præcis er det vi er, ja så er det løgn, eller i hvert fald ikke hele sandheden. Vi kan forsøge at håndtere vores liv så godt som muligt, og vi kan måske føle at vi klarer det bedre end mange af de andre, og vi kan forsøge at få det til at fremstå så godt som muligt, men der vil alligevel være noget der ikke er som det skal være, hvor vi må indse at vi har vores fejl og begrænsninger. Og ved at understrege dette kan Jesus på den ene side være med til at tage modet fra os, i forhold hvordan vi skal håndtere vores liv.

Men på den anden side er der også den gode nyhed, der kan give os modet tilbage. Og den går ud på at Gud er trådt ind i vores verden, fordi han ønsker at være sammen med os. Derfor kan vi over for ham, når det ikke går som det skal, sige: Gud vær mig nådig, og han vil være det. Den amerikanske forfatter Philip Yancey beskriver i sin bog om nåden, den på følgende måde:

Nåden betyder

- At der ikke er noget jeg kan gøre for at Gud elsker mig mere.

- og at der ikke er noget jeg kan gøre for at Gud elsker mig mindre.

Her er det Gud der handler. Det er ham der giver os det som vi har brug for. Det er derfor, vi skal rette vores opmærksomhed mod ham og tage imod det som han vil give os. Der er i denne sammenhæng intet som vi selv kan spæde til med. Men det betyder samtidig også, at vi altid har en som vi kan søge hen til, og som vil tage imod os. Også når vi ikke er perfekte og det hele er kørt af sporet for os. Vi får lov og plads til at fejle. Vi behøver ikke være perfekte.

Jesus åbner med denne lignelse verden op for os. Han lærer os at det hele ikke bare handler om hvad jeg kan udrette og præstere. Han fortæller sin lignelse til nogle der stolede på at de selv var retfærdige. Ordet retfærdig lyder lidt i retning af at være ret færdig, og det er vel netop det man er, hvis man anser sig selv for at være retfærdig. Så kan man selv gøre det færdigt. Og hvis man kan det har man ikke brug for Gud, ligesom manden i lignelsen der kun havde derfor kun brug for at takke Gud for hvor god han var til at klare det hele selv. Og samtidig får vi at vide om dem der stolede på at de selv var retfærdige, at de foragtede alle andre. Det samme gør sig gældende for farisæeren i lignelsen. Hans tilfredshed med sig selv, får ham til at foragte tolderen fordi han har klaret sig dårligt. Hvor svært kan det være? Selv tilfredsheden for ham til at vende sig ind mod sig selv, og bort fra både Gud og hans medmennesker. Men ved at vise os at vi ikke kan klare os selv, men har brug for assistance udefra, vender Jesus os om. Med erkendelsen af at vi ikke kan klare os selv, men har brug for hjælp udefra, kan vi vende os mod dem der kan hjælp os. Dermed kan Gud blive en del af vores virkelighed. Vi kan bede ham om at han vil vise sin nåde mod os, og være en del af vores liv, som han så gerne vil. Og vi kan samtidig møde vores medmennesker med den barmhjertighed og tilgivelse som vi selv har brug for, og dermed knytte dem tættere på os, i stedet for at holde dem på afstand. Så når vi står overfor at skulle håndtere livets udfordringer, bliver vi her inviteret til at gøre det i et fællesskab. Et fællesskab med Gud og de mennesker som vi er her sammen med. 

Amen