Lyt til prædikenen

Når der bliver sået tvivl om det som vi tror vi har styr på

De skriftkloge og farisæerne, som Jesus her nævner for sine disciple, er eksempler på mennesker der har fået brikkerne til at falde på plads i deres liv. De har gennem deres forfædre fået skrifterne og loven fra Moses og profeterne, og dem holder sig til. De bruger deres tid på at granske og tolke dem, og gør derpå hvad de kan, for at følge deres mindste bogstav. De har derigennem fået en vejledning til hvordan de skal leve deres liv, og hvordan de skal møde deres medmennesker. Og derfor sætter de alt ind på at følge denne vejledning. Den giver dem både overblik og forståelse i forhold til hvordan de skal takle tilværelsen. De har fundet den røde tråd.

Denne trang til at få brikkerne til at falde på plads, kan vi dårligt bebrejde dem, fordi vi genkender den fra os selv. Følelsen af at det hele falder på plads, er en både dejlig og opløftende oplevelse, som vi kan opleve i forskellige sammenhænge.

Når brikkerne falder på plads i forbindelse med et puslespil, føler man en impulsiv glæde ved at, alle de forskellige brikker endelig falder i hak og danner et samlet billede, og man glædes sig over at det som man har givet sig i kast med, lykkes. 

Den samme følelse kan man opleve, hvis man er ved at lære noget nyt. Efter, gennem et stykke tid, at have kæmpet med at forstå og tilegne sig den nye svære viden, kan man pludselig opleve, at det bagvedliggende system pludselig åbner sig for én, så brikkerne med ét falder på plads. Pludselig giver det hele ny mening, og man forstår det som man før havde så svært ved at forstå.

Og endelig kan vi som de skriftkloge og farisæerne, opleve at brikkerne falder på plads for os i forhold til selve livet og tilværelsen. Det, at komme frem til en bagvedliggende forståelse, af tilværelsen, giver os tryghed, fordi vi får en forståelse af det som vi møder, og ved hvordan vi skal håndtere det. Er det ikke også denne samme trang til at nå frem til forståelse, der får disciplene til at forlade alt for at følge Jesus? Og er det ikke den samme trang der får os til at gå i kirke for at høre bibelens budskab til os? Og bibelens budskab til os, er jo netop at vi skal søge Jesus, fordi vi gennem ham kan finde Gud og meningen med tilværelsen. Derfor er disciplene gået det rigtige sted hen.

Og netop derfor er det blot endnu mere overraskende at Jesus her i bjergprædikenen så at sige roder brikkerne rundt på ny, i stedet for at hjælpe disciplene med at få dem til at falde på plads. Han tager her fat i spørgsmålet om retfærdighed, i forhold til vores relation til hinanden. Og sagen er at netop spørgsmålet om hvordan vi er over for hinanden og hvordan vi lever vores liv, får betydning, når vi beskæftiger os med Gud. Så vil vi ofte forsøge at stramme op og leve et godt liv, hvor vi behandler hinanden ordenligt. Derfor har dette spørgsmål formentlig også fyldt meget for Jesu disciple. Og når de så sig om i samfundet dengang, var farisæerne og de skriftkloge dem der skilte sig ud netop på dette område. De gjorde en stor og synlig indsats for at overholde Guds bud. Men netop ved at sige til disciplene, at deres retfærdighed langt skulle overgår farisæernes og de skriftkloges for at komme ind i himmeriget, fjerner Jesus alle forhåbninger om at kunne leve et hæderligt liv, der er godt nok. Hvor vi er retfærdige. En ting er at lade være med at slå en anden ihjel, det lykkes for de fleste af os, men at undgå at blive vred og komme i konflikt med sin bror, det er umuligt. Så med Jesu ord her fra bjergprædikenen, er ingen af os længere på sikker grund. Det er umiddelbart tarveligt gjort af ham.

Men hvorfor gør han det. Hvad er det her som Jesus her opnår, ved at pille brikkerne fra hinanden, ud over givetvis at tage modet fra os?

Jo, han forhindrer os i at holde fast i en forkert forståelse af tingenes tilstand. For sagen er at brikkerne kan falde forkert på plads for os. Derfor kan vi være overbeviste om at vi ved hvordan det hele hænger sammen, selvom vi ikke har fået fat i sagens rette sammenhæng. Og derfor har vi brug for at blive udfordret i forhold til vores overbevisninger. Derfor ser vi i evangelierne mange eksempler på at Jesus udfordrer de folk som han møder, for at de ikke skal blive fastholdt i deres misforståelse.

For nogle år siden florerede der en video på nettet, fra en sangkonkurrence ligesom x-factor, bare fra et andet land. Her var der en deltager der ville synge en sang der hed ”Ken Lee”. Dommerne spurgte om det ikke var ”Without you” med Mariah Carey, som hun ville synge, men hun holdt fast i at det var ”Ken Lee”, og derefter sang hun bl.a: Ken Lee, to di-bu-dido-dou-to. Det gav absolut ingen mening. Det hun skulle have sunget var: I can't live, If living is without you. Fra kærlighedssangen ”without you”, som handler om at man ikke kan leve uden sin elskede. Det der formentlig var sket, var at hun ikke kunne engelsk, men at hun havde set videoen med Mariah Carey en hel masse gange, og at havde øvet sig på teksten som hun hørte den. Derfor troede hun at hun sang det samme som Maria Carrey oprindeligt gør i ”Without you”, men i virkeligheden sang hun volapyk, og endte derfor med at blive til grin over hele verden. Brikkerne var faldet forkert på plads for hende, og hun havde derfor fået et forkert billede af virkeligheden. Det samme får vi, hvis vi tror at vi er retfærdige nok til at komme i himlen, hvis bare det lykkes os, at holde os fra de store, voldsomme og synlige synder. Også de mindre synlige ting som vi til dagligt kæmper med igen og igen, betyder noget, selvom vi måske har bildt os selv noget andet ind. Jesus fjerner derfor her den falske tryghed fra os. Og det har vi brug for at han gør, også selvom det indimellem kan være hårdt og smertefuldt for os. Vi bliver nødt til at kende den situation som vi befinder os i, for at vi kan handle ud fra den.

Men ved at tage det falske selvbillede fra os, sker der samtidig det, at Jesus bringer os tættere på hinanden. For hvis vi føler brikkerne er faldet på plads for os, betyder det ofte at vi ser verden i et fastlåst system, hvor vi deler hinanden i grupper.  Det er de skriftkloge og farisæerne et godt eksempel på.  De havde et tydeligt system. Der var der dem som dem selv, der overholdt buddene, og de andre udenfor, der ikke gjorde det. Dem udenfor skulle de ikke beskæftige sig med, fordi de var syndige og urene. Sådanne opdelinger kan vi nemt lave. Det kan f.eks. være de tolerante over for de intolerante, klimatosserne over for dem der ikke vil passe på vores klima, eller de kristne over for de ikke kristne, dem der har taget imod det liv, som Kristus vil give os, over for dem der ikke har. Det gør livet enkelt og overskueligt, men måske også lidt for enkelt. Hvis man tilhører den rigtige gruppe, er det som om man har fået et stempel der betyder at man er god nok. Så skal der meget til før man ryger udenfor, og omvendt skal der meget til at blive accepteret, hvis man er uden for det gode selskab. Men det er denne tankegang som Jesus her piller ved. Det er ikke sådan, at vi bare er flyttet over i gruppen af de gode, hvor efter vi ikke kommer til at have noget med de andre at gøre. Nej, tværtimod betyder det noget hvordan du handler over for dem som du møder, her og nu. Hvis du kommer i en konflikt med dine medmennesker, skal du gøre alt hvad du kan for at blive forsonet med dem. Få gjort op med hinanden inden i fortsætter vandringen. Vores forhold til Gud, gør ikke de andre ligegyldige, tværtimod. Vores forhold til Gud, skal føre til at vi møder hinanden ansigt til ansigt, og tager ansvar for os selv og hinanden. Vores forhold til Gud fører os ikke længere væk fra hinanden, men derimod tættere på hinanden.

Endelig giver erkendelsen af vores egen manglende retfærdighed, og vores egen ufuldkommenhed, os også anledning til at se væk fra os selv. Når vi ikke selv kan sikre os vores tryghed og fremtid, må vi finde den et andet sted. Og når vi hæver blikket fra os selv, kan vi få øje på den retfærdighed som Gud giver os gennem Jesus. Gennem sin død og opstandelse, tager Jesus vores synd og skyld på sig, og fjerner den fra os, og dermed får vi del i den fuldkomne retfærdighed som han kan give os. Det er den der fører os til Himmeriget, til livet sammen med Gud.  Derfor skal vi søge ham, holde os til ham, og tage imod det som han kan og vil give os.

Så til sidst: ønsker Jesus ikke at brikkerne falder på plads for os? Jo, det er lige præcis det han ønsker. Og netop derfor bliver han nød til at udfordre os indimellem, så de ikke falder forkert på plads for os.

Amen