Lyt til prædikenen

En sandhed som du kan fortælle dit liv ud fra.

Forfatteren Ernest Hemingway reflekterer i sin bog ”Ingen ende på Paris”, over den store udfordring som det er for en forfatter, at det kan være svært med at komme i gang med at skrive. Men han har en metode som kan hjælpe ham i gang. Den beskriver han således: Det eneste du skal gøre, er at skrive en sand sætning, og så kan du komme videre derfra. Det var nemt, for der var altid én sand sætning, som man kendte, eller som man havde hørt nogen sige. Hvis jeg begyndte at skrive indviklet, eller som én der vil vise eller præsentere et eller andet, opdagede jeg at jeg kunne skære alt pynt væk og smide det ud og begynde med den første sande og enkle ytring, jeg havde skrevet. Hemingways udgangspunkt er altså her, at der er en kerne som alt det andet er bygget op om. En kerne der er det grundlæggende og som bærer resten. Når han finder frem til denne kerne, kan han bygge sin historie op om den. Johannesevangeliet kapitel 3. vers 16, som vi lige har læst, kan blive en sådan kerne for os. En sand sætning som vi kan bygge på og fortælle vores historie ud fra. Og det er ikke bare en hvilken som helst historie vi kan fortælle ud fra johs. 3.16, men selve vores livs fortælling. Vi kan anskue verden og os selv ud fra denne sætning og vi kan bygge vores liv på den.

Men hvad indeholder denne sande sætning så? Hvad er det der er så stærkt, at vi kan bygge vores liv på det. Jo, det er først og fremmest det, at Gud elsker os og vil os. Det, at det netop er den almægtige Gud der elsker os, har en helt afgørende betydning for os. For når vi har med Gud at gøre, står vi over for én der virkelig magter at elske os og modtage os alle, uden svigt og begrænsninger. Når det drejer sig om os mennesker, bliver vores kærlighed ofte udfordret og sat under pres, fordi vi er skrøbelige og ikke altid står distancen og kommer til at svigte. Men med Gud er sagen en anden. Gud er ikke begrænset, som vi kan være det i vores relationer. Han står distancen.

Vi har lige været gennem en valgkamp, i forbindelse med det nyligt overståede valg. I den dukkede det samme spørgsmål op igen og igen, i forbindelse med de mange forskellige temaer der var på dagsordenen, nemlig spørgsmålet om vi har nok? Har vi nok resurser til at tage os af børnene, nok til at tage os af de syge og de ældre? Har vi penge nok til at folk kan stoppe med at arbejde, mens de stadig er i stand til at nyde deres alderdom? Har vi nok til at kunne tage imod de fremmede der gerne vil komme til vores land? Alle sådanne spørgsmål har stor en betydning for os. For virkeligheden er jo ofte, at der ikke er nok til det hele. Hvis man har brugt pengene på det ene, kan de ikke bruges på det andet. Og hvis man bliver flere der skal dele, må konsekvensen nødvendigvis blive, at der bliver mindre til hver enkelt. Derfor hører der ofte både bekymringer og mistro med til en valgkamp, fordi man bliver bange for om enderne når sammen, og om løfterne holder.

Men med Guds kærlighed forholder det sig helt anderledes. For hans kærlighed er stor nok til at rumme alle. Derfor siger Jesus også her at Gud elskede verden, ikke en del af verden, ikke kun jøderne, men hele verden, ligesom det er enhver som tror på sønnen der ikke skal gå fortabt, men have evigt liv. Her er der ingen klausuler og begrænsninger. Når Gud inviterer til fest, er han som kongen i lignelsen, der sender sine tjenere ud på gader og stræder for at kalde til fest, for alle der vil tage imod invitationen. Alle er inviteret. Det må Peter også konstatere pinsedag, da hedningerne også fik Helligåndens gave og priste Gud.

Men det gode er til gengæld så det, at der ikke bliver taget noget fra Peter og os andre, ved at flere mennesker møder Guds kærlighed. Det er ikke sådan, at vi alle sammen må afgive lidt af den kærlighed som Gud elsker os med, hver gang en ny bliver kristen, for at der skal være nok til alle. Nej, Guds kærlighed ej grænse ved. Den kan rumme os fuldstændigt med alt hvad vi indeholder og hele tiden i alt hvad vi kommer til at gå igennem. Og den rummer os alle sammen. Fordi han rummer os og vil os.

Men er der slet ikke en regning der skal betales? Jo, der er. For Guds kærlighed til os, viser sig gennem handling og offer. Jesus, Guds søn betaler prisen for vores vej ud af den fortabelse som vi er i uden Gud, og for vejen til livet sammen med ham. Prisen på vores liv med Gud er påsken. Dér blev vejen ind til det allerhelligste, vores vej til Gud åbnet. Og dér blev regningen også betalt. Og netop fordi regningen er betalt, behøver vi ikke at være bange for at de andre kommer til at tage noget fra os, når de møder Guds kærlighed. Der er plads til os alle. Det er den virkelighed der er hos Gud. Og det skal vi glæde os over og takke ham for.

Men mon ikke de fleste af os har brug for at blive mindet om dette igen og igen, når det kommer til stykket. For netop fordi vi lever i en verden, hvor det at andre får noget, ofte kan betyde at der bliver taget noget fra os, er vi ofte på vagt og mistroiske eller jaloux på de andre. Det gør at vi kan have svært ved at forstå den kærlighed som vi møder hos Gud. Men vi skal forsøge at lægge mistroiskhed og vagtsomhed fra os, når vi har med Gud at gøre, i tillid til hans løfter til os. Og ved at gøre dette, lever vi i Hans virkelighed. Og dermed er vi også i tråd med det som Jesus efterfølgende siger her i vores prædiketekst. For her fremgår det tydeligt at Gud allerede har handlet. Vi skal ikke bide tænderne sammen og klare os igennem, på løftet om at Gud vil handle engang ud i fremtiden. For Gud har handlet. Gud har sendt sin søn for at frelse verden. Lyset er kommet til verden. Og det har konsekvenser lige nu i vores liv. Vi skal komme til lyset nu, vi skal ikke vente.

Nogle gange kan man møde indvendingen, at man ikke har tid til det med Gud, og at Han må vente til der bliver tid. Men tanken om, at det spændende og vigtige skal i hus først, stemmer ikke over ens med det som Jesus her viser os. Han viser os, at hans tilstedeværelse i vores verden, har betydning for vores liv lige nu, fordi vi kan leve vores liv i lyset. Derfor skal det ikke udsættes.

Jeg har for nyligt læst en roman, der handlede om en mand der hed Stoner. Han var vokset op som enebarn i en fattig landbrugsfamillie. Forældrene sendte ham på universitet, for at han kunne lære noget om jordbrug. Men i stedet fik han smag for litteratur, og han bliver lektor i litteratur på universitetet. Han bliver gift og får et barn. Men det er på flere måder, en lidt sørgelig historie, fordi hans liv kommer til at fremstå uforløst. I universitetsmiljøet bliver han forbigået på grund nogle personlige uoverensstemmelser, så hans karriere ikke udvikler sig. I ægteskabet ender han i en slags ordløs krig med sin kone, hvor de igen og igen modarbejder hinanden, og hvor han ender med at blive sat uden for indflydelse. Og hans datter som han har et nært forhold til som lille, får han med tid større og større afstand til. I slutningen af bogen får han kræft og ligger på sit dødsleje, hvor der indtræffer noget der minder om en forsoning. Der hører vi følgende: Der var kommet en ny stilfærdighed mellem dem. Der var en ro der lignede begyndelsen på kærlighed; og næsten uden at tænke over det, forstod Stoner, hvorfor den var opstået. De havde tilgivet dem selv for at have gjort hinanden fortræd, fordybet i et blik på hvad deres liv sammen kunne havde været. Nu så han på hende næsten uden fortrydelse; i den sene eftermiddags bløde lys virkede hendes ansigt yngre og uden rynker. Hvis jeg havde været stærkere, tænkte han; hvis jeg havde vidst mere; hvis jeg kunne have forstået. Og endelig tænkte han nådesløst: Hvis jeg havde elsket hende mere. For Stoner her, er det på ingen må en gevinst at forsoningen med hans kone først indtræffer til allersidst. Det betyder ikke, at han nåede alt det han skulle i livet inden, tværtimod. Det betyder at de ikke rigtigt har levet det liv som de havde sammen. Det er uforløst. På samme måde er det i vores forhold til Gud. Hvis vi først kommer til ham, til sidst, betyder det ikke at vi giver os selv mulighed for at opleve så meget som muligt i livet, inden da, men derimod at vi ikke lever det liv som Jesus giver os, livet i lyset.

Gud elsker os med en kærlighed der kan rumme os alle hele tiden og hele vejen.

Det kan den på grund af Jesus.

Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Det er den sande sætning som vi kan fortælle vores liv ud fra. Og det er det som vi skal gøre med det samme.

Amen