Lyt til prædikenen

Den dybere mening
Pastor Schwarts, er både positiv, engageret og imødekommende, hvilket jo er nogle af de kvaliteter man gerne vil have hos en præst. Men samtidig fremstår han også som det han er, nemlig en karikatur af en præst, som man i bund og grund ikke ønsker at ligne. Det skyldes ganske enkelt det, at han taler sort. Det han siger giver absolut ingen mening. Og selvom alt det andet er fint, skulle der jo også gerne være en mening med de ord han siger. Når man som præst skal forberede sin prædiken, kan man gøre sig mange overvejelser om hvordan man får budskabet bedst muligt igennem. Man må forsøge at bruge et sprog der er klart og forståeligt. Man kan bruge et billede, som er nemt at huske, og som kan illustrere ens pointe. Samtidig må man forsøge at tage højde for tilhørernes baggrundsviden og fortrolighed med de bibelske beretninger, og bruge et sprog der er forståeligt for dem der er tilstede i kirken. Men alle de forskellige ting som man kan tage højde for, betyder samtidig også, at der er mange steder hvor det kan gå galt, så forståelsen forsvinder. Det kan også tænkes, at tilhørerne i bund og grund ikke er positivt stemt for det budskab som præsten forsøger at videregive. Måske handler det for meget om synd, smerte og lidelse? Måske for meget om Jesus? Eller for lidt? Der er virkelig mange parametre der i spil, når en prædiken skal modtages og forstås. 

Vi er jo mennesker, og når man har med mennesker at gøre er vilkårene, at der både opstår fejl og misforståelser. Derfor er der vel egentlig ikke noget at sige til at forbindelsen mellem præsten og menigheden, indimellem kan svigte, så budskabet ikke når igennem. Men når den manglende forståelse opstår mellem Jesus og disciplene, som det er tilfældet her i prædiketeksten, er det straks noget mere overraskende. For Jesus er jo Guds søn. Derfor ved han alt hvad der foregår både hos faderen, i verden og inde i hver enkelt af disciplene. Og den anden part, nemlig disciplene, har nu gennem et godt stykke tid været helt tæt på Jesus og kender ham derfor godt. Derfor er alle muligheder tilstede for en god forståelse mellem dem. Det burde derfor ikke være nogen sag for Jesus, at sige noget som de forstår og bliver inspireret og opbygget af. Alligevel forvirrer han dem med sit ”Så er jeg her” så er jeg her ikke og ”Så er jeg her igen”. Derfor ender det med at disciplene må sige: Hvad er meningen med det han siger? Vi forstår ikke hvad han snakker om.  Ups!

Men når det handler om Jesus, drejer det sig ikke om dårlig kommunikation, tværtimod. Det handler om, at han har en viden der er større end vores, og at han ønsker at give denne viden videre til os. Derfor er der en dybere mening med det som Jesus her forklarer sine disciple. Og derfor gentager han det flere gange, og benytter lejligheden til at uddybe hvad det er han mener. Han forbereder sine disciple på påskens kommende begivenheder. Han forbereder dem på langfredag, hvor de skal være fyldt af sorg, og på påskemorgen, hvor deres sorg skal blive afløst af glæde. Jesus beskriver det som en fødsel, hvor smerten er stor og altoverskyggende mens fødslen står på, men hvor glæden over det nye menneske der er kommet til verden, fortrænger den trængsel der gik forud. På samme måde fortrænger påskemorgen den fortvivlelse og trængsel, som disciplene oplevede langfredag. Og også her er der opstået et nyt liv. Det evige liv sammen med Gud, det liv som Jesu sejr over døden giver os. Det liv som allerede er begyndt, og som vi kan fortsætte sammen med ham. Derfor måtte påskens begivenheder finde sted, sådan som Jesus her delagtiggør disciplene i. 

Påskens budskab er et budskab der både indeholder smerte og glæde. Men det ender med glæden, fordi den til sidst ved Jesu opstandelse afløser sorgen. Derfor er det i bund og grund et glædeligt budskab, der handler om at livet sammen med Jesus kan fortsætte. Men samtidigt er det også et budskab der er rigtigt svært for os at forstå, fordi det strider mod vores logik, at Jesus kan opstå fra de døde. Derfor må vi modtage det i tro, i tillid til at Jesus er den som bibelen siger at han er.

Vi har nu fejret påske, hvor sorgen blev afløst af glæde da disciplene mødte Jesus igen. Derfor er vi midt i sejrstiden og jubeltiden, hvor vi glæder os over at glæden har afløst sorgen. Vi er helt på toppen, hvor opstandelsesbudskabet er fuldt udbredt. Men her kan vi alligevel indimellem tænke: kan påskebudskabet holde til livet? Påskens budskab kan virke som sort snak for os, når vi oplever perioder i vores liv, hvor påskeglæden er væk. Hvor det er som om, at Jesus er død og væk fra os. Når vi oplever dette kan sejrsbudskabet være svært at få til at stemme overens med virkeligheden. Under Irakkrigen havde Saddam Hussein en propagandaminister der blev kaldt komiske Ali. Det var hans job at fortælle hvor godt krigen gik for Irak. Problemet var bare, at det egentlig ikke gik særlig godt. Derfor måtte han stå frem på live tv og sige, at der ikke var Amerikanske tropper i Bagdad, mens man nærmest kunne se kampvognene bag ham. Han blev komisk fordi hans job betød, at han åbenlyst måtte tale mod virkeligheden. På samme måde kan påskens budskab til tider også virke i strid med den virkelighed som vi oplever. En virkelighed hvor verden griner og trækker på skuldrene af os, og hvor vi kan have svært ved at finde et modsvar som i øjeblikket kan overbevise os selv. Fortvivlelse og modgang hører med til livet, og det hører med til livet som kristen. Og når vi møder den, kan den fylde alt for os. Derfor var disciplenes sorg langfredag også total, på samme måde som vi kan opleve den selvom Jesus her forbereder dem på at det kun er midlertidigt. 

Men Jesus er ikke som komiske Ali, der bevidst taler mod virkeligheden, for at skabe en god omtale. Nej, han viser os hvordan det virkelig står til.  Han viser os her at sorgen også kommer til os når vi hører ham til, og selvom det er svært for dem at forstå på budskabet på nuværende tidspunkt. Men han fortæller dem samtidig, at de gennem sorgen kommer frem til forløsningen, hvor glæden skal fylde dem. Da disciplene oplevede deres mørke og fortvivlelse, hvor verden glædede sig, var kampen ved at blive udkæmpet. Jesus var på vej til sin opstandelse, så selvom alt var mørke for dem, var lyset nær ved at blive tændt. Det er dette budskab der også når frem til os i dag. At selvom mørket til tider kan fylde alt for os, ja så varer det ikke ved, glæden og forløsningen venter på den anden side af trængslen, og Jesus møder os igen, selvom vi nu føler at han er blevet helt væk for os. Det skal være vores trøst når vi fortvivles og anfægtes. Solen er ikke holdt op med at skinne fordi vi befinder os i mørket. 

Når Jesus taler, fortæller han altså hele fortællingen, ikke kun brudstykker og de gode dele, men det hele helt til ende. Derfor skal vi holde os til ham. For han kan være med os hele vejen, både gennem sorgen og til glæden. Derfor skal vi lade ham fortælle sit budskab til os igen og igen, også der hvor vores mørke gør det svært for os at tro på det. Da vi for nylig havde besøg af vores biskop til en kirkeaften her i Herlev, talte hun bl.a. om, at vi har brug for et ord der holder for os hele vejen igennem, et ord som vi kan leve på, og et ord som vi kan dø på. Jesus taler det ord til os. Derfor skal vi lytte til ham.

Men hvad med os, hvordan skal vi så tale? Jo, vi må gerne øve os i at være engageret og positive og bruge eksempler, og siger noget der giver mening for folk og ikke lyder som sort snak. Men alt sammen skal det føre til, at vi peger hen på Jesus og hjælper hinanden til at have tillid til at han er den der taler det ord til os, som vi har brug for at høre., så vi lytter til ham og fordyber os i ham, for der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.
Ja, Jesus Kristus er det Ord,
der skaber liv af døde
Amen