Lyt til prædikenen

Du skal jo have noget at spise.

Hvis man forsøger at overtale én til at komme med hjem og spise til middag, kan formuleringen ”Du skal jo have noget at spise”, være et nærliggende og oplagt argument. Ved at påpege, at vi alle sammen har et grundlæggende behov for at få mad, og derfor spiser adskillige gange dagligt, lægger man op til at slå to fluer med et smæk hvor man klarer er basalt behov sammen med at man kommer på besøg. Og samtidig afdramatiserer man også middagens betydning ved at gøre den til en almindelig dagligdags begivenhed, som det ikke er nogen stor beslutning der kræver megen overtalelse, at sige ja til. Derfor er det egentlig en god strategi at nøde den anden på denne måde.  For det er jo rigtigt nok, at det med at spise er en dagligdagsbegivenhed som vi gentager i hvert fald tre gange hver dag, og som vi derfor med fordel kan slå sammen med et andet formål. 

Men spørgsmålet er, når det kommer til stykket, om ikke det med at tage med hjem til middag derimod er en forholdsvis stor ting? For selvom man har ekstra mad derhjemme, så der derfor ikke er meget ekstra arbejde i at lave mad til én ekstra, ja, så har selve den handling at invitere en gæst til middag, en betydning der langt overgår det arbejde der er i at udføre den. For ved at åbne sit hjem, viser man tillid og åbenhed over for den anden. Man lukker den anden ind i ens personlige sfære, det som er ens eget private. Dermed gør man sig selv sårbar og åben for kritik, fordi man lader den anden se de valg man har truffet, men ved at lukke sit hjem op viser man samtidig en vilje til at lade den anden komme tæt på. Dette aspekt bliver forstærket yderligere ved at man har måltidsfællesskab sammen. Når man serverer mad, viser man at man ønsker at tage sig godt af sin gæst. Og ved at spise sammen er man fælles om at indtage den mad som man har brug for, for at overleve. Man får noget til fælles. Og mens man spiser sidder man over for hinanden får man samtidig en god anledning til at tale sammen. Man har tid til at tale sammen, og er fri for mange af de ting der kan tage vores opmærksomhed. Derfor er måltidet en god anledning til at åbne sig for hinanden. Af samme grund ser vi derfor også ofte at man i en familie bruger måltiderne til det sted hvor man forsøger at holde sammen på familien. Ved at have faste spisetider og sørge for at alle holder bordskik, skaber man en daglig anledning, hvor familien kan mødes og opdateres på hvordan det får de enkelte medlemmer af familien. Måltidet kan altså være en stor ting i forhold til at oprette nye relationer, og bevare de eksisterende. 

For Jesus er måltidet også en stor ting, det ser vi adskillige eksempler på gennem det Nye testamente. Det er herigennem at han viser mennesker sin anerkendelse og giver dem et nyt håb. Det faktisk præcist det, som han også får stor kritik for, af farisæerne. Måltidsfællesskabet er helligt for dem. Derfor må det efter deres opfattelse ikke besudles ved deltagelse af toldere og syndere. Jesu praksis kommer dermed til at fremstå som et tegn på og et signal om Guds rige som et rige, der vil inkludere selv de i menneskers øjne mest mislykkede og foragtede eksistenser, hvilket for dem er en devaluering af Guds rige. Men det er netop dette der er Jesu pointe, at Guds rige er for dem som andre forkaster, når hans svar til dem er: Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere. Guds rige er ikke kun for dem som i forvejen er retfærdige, for så ville der ikke være nogen i det. Jesus kommer netop for at give dem der er udenfor fællesskabet, fællesskab med Gud. Derfor spiser han sammen med toldere og syndere. Og dermed bliver måltidet med Jesus en usandsynlig stor ting for dem. 

Selve påskemåltidet hvor Israelitternes udfrielse fra slaveriet i Ægypten fejres, som Jesus her fejrer sammen med sine disciple, var også en stor ting, også for Jesus. Vi ser her hvordan disciplene ikke spørger Jesus om, han skal fejre påskemåltidet, men hvor han skal fejre det henne. De er Jøder og Påskemåltidet er en uadskillelig del af deres tradition, som de skal fejre. Og gennem dette måltid ser vi hvad det er som Jesus er en del af. Han er sendt af den Gud som vil os, og handler med sit folk. Gud som befriede sit folk ud af slaveriet i Ægypten, befrier nu gennem Jesus os ud af det slaveri som vi er under, nemlig syndens slaveri. Gud har været med sit folk hele vejen. Der går en rød tråd gennem bibelen, helt frem til påsken her. 

Lige præcis dette påskemåltid skærtorsdag er en endnu større ting med en endnu større betydning.  For det er Jesu afskedsmåltid, som han vil holde det sammen med sine disciple. De mennesker som han har haft tæt på sig, har han også tæt på sig her til sidst. Når man står i afgørende situationer i sit liv, vil man gerne være sammen med sine kære. Så kan man sige de sidste vigtige ting der skal siges, og man kan være der for hinanden midt i krisen. Ved at samle disciplene om sig her skærtorsdag, gør han måltidet til et fællesskabsmåltid. Dem der har været med ham på vandringen, er hos ham. Alligevel kan man indvende at det er så som så med fællesskabet. Når det senere spidser til er de væk, og han må klare sig selv. Og Peter som mente, at han ville være den sidste til at svigte Jesus fornægter ham tre gange. Og Jesus afslører selv her, at Judas kort efter vil forråde ham. Det er formentlig ikke sådan en forsamling som man drømmer om at have omkring sig, når man kommer ud i en krise, når man står i den mest afgørende situation i sit liv. 

Men alligevel er det blandt dem der her er samlet, at Jesus her vælger så at sige at give den en tand ekstra ved at indstifte det vigtigste måltid vi har, nemlig nadvermåltidet. Han kunne have ventet til et andet tidspunkt hvor krisen var mindre, eller han kunne have sendt de værste af dem ud af døren ved at sige nu skal vi til noget vigtigt, hvor det er afgørende, at det kun er de mest hengivne der er til stede. Det ville passe godt med den måde vi normalt tænker på, og er i tråd med Peter, hvis alle de andre svigter dig, vil jeg aldrig svigte dig. Men det er ikke i tråd med Jesus. Lige midt i sammenbruddet og ufuldkommenheden, vælger han at indstifte nadveren. Hvorfor det? Jo, fordi disciplenes styrke ikke er det afgørende i nadveren. Det er derimod Jesus, det er her at han giver sig selv for os. 

Nadveren er ikke et måltid for de stærke og de rene, men for at de u-fuldkomne og dem der svigter kan få syndernes forladelse. Gennem sit liv spiste Jesus med toldere og syndere for at kalde syndere i Guds rige. Her til sidst spiser han med dem der svigter ham. Det er dem og os med vores svigt og ufuldkommenhed som Jesu indstifter nadveren for. Den er for os med alt hvad vi indeholder af både godt og skidt. Det er det gør nadveren for et så forløsende måltid for os, der både kan trøste os og styrke os. 

Jesus bliver her selv maden, fordi hans ofrer sig for os. Gennem nadveren får vi del i det som han har gjort for os. Derfor bliver vores fællesskab med ham tættere, end noget andet måltidsfælleskab. Han bliver en del af os, og vi af ham. Og gennem ham bliver vores fællesskab, et fællesskab med Gud. Og vi får fællesskab med hinanden, fordi vi er fælles om at være dem som Jesus gik i døden for. 

Så, hvis vi i forbindelse med nadveren siger: Du skal jo have noget og spise, er det ikke fordi det er en lille ting. Tværtimod, det er den største som vi kan forestille os. Jesus åbner Guds rige for os og giver os fællesskab med ham. Derimod er det for at understrege for os, at vi har brug for ham. Ligesom mad er et grundlæggende behov som vi har for at leve, har vi et grundlæggende behov for Jesus, for at leve livet sammen med Gud. Lad os derfor igen og igen møde ham i det måltid som han indstiftede skærtorsdag. Amen.