Lyt til prædikenen

I samme båd

Vi fejrer i dag Herlev kirkes menighedsplejes 25-års jubilæum. Det kan vi kan vi gøre, fordi der for 25 år siden, var en gruppe mennesker omkring kirken, der besluttede sig for, at vi også her ved Herlev kirke skulle have en menighedspleje, en forening der kunne hjælpe de af sognets beboere, der af forskellige årsager havde brug for en håndsrækning.  Da jeg ikke selv var tilstede ved oprettelsen af menighedsplejen, ved jeg naturligt nok ikke hvilke overvejelser der lå bag dette initiativ, men et oplagt bud er, at man havde en grundlæggende bevidsthed om, at man som kirke er forbundet med de mennesker man er iblandt, og at man derfor også her i Herlev, har et ansvar for de mennesker der bor i sognet. Et sådant syn på kirkens forhold til verden omkring den, bevirker at man ser sig selv i samme situation, som den disciplene befinder sig i, i dagens prædiketekst, nemlig den at man er i samme båd.

Når disciplene her i beretningen befinder sig i den samme båd, skyldes det Jesus. Alle sammen har de på et tidspunkt mødt ham, og taget imod hans kald til at følge ham. De er hver især kommet til den overbevisning, at der er noget særligt ved Jesus, og ønsker derfor at følge ham på tætteste hold, for at lære ham bedre at kende, og blive fortrolig med hans budskab. Og derved er de så blevet tæt forbundet med hinanden. Deres tilknytning skyldes ikke først og fremmest, at de har den samme slags temperamenter, eller de samme holdninger, men derimod, at de har en fælles tiltro til Jesus.  Denne fælles tro gør, at de bruger det meste af deres tid sammen, og at de er fælles om at opleve alt det som Jesus siger og gør. Dermed bliver Jesus den der forbinder dem og giver dem den samme retning i livet.

Vi er i dag også forbundet med hinanden gennem Gud og hans søn Jesus, som disciplene var det. Det er vi fordi vi alle sammen tilhører den verden som Gud har skabt, og som han elskede så højt, at han sendte sin søn til den. For det første lærer bibelen os, at Gud vil os. Han har skabt os, og Han så at det var godt. Og så da relationen mellem os og Ham var gået i stykker, sendte Han Jesus til os, for at genoprette den. Derfor har alt hvad vi læser om Jesus I bibelen sit udspring i Guds kærlighed til os. Det, at Jesus overhovedet blev født, selve hans liv hvor han gjorde undere og mødte mennesker for at fortælle dem om Guds rige, og påskens begivenheder med hans død og opstandelse, skete alt sammen fordi Gud elsker os, og ønsker at føre os til sig. Derfor er vi fælles om udfordringen ved at være menneske og skulle håndtere livet med alt hvad det indebærer af valg, beslutninger, glæder og sorger, men vi har samtidig også det til fælles, at Gud elsker os og vil os.  

Derfor må mødet med Guds kærlighed også påvirke vores syn på hinanden. Forståelsen af, at vi er forbundet gennem Ham, betyder, at vi ikke skal opfatte hinanden som øer der er fuldstændigt afskåret fra hinanden, men som individer der er bundet sammen af et fælles ophav, med den samme kærlighed rettet mod os. Derfor bør vi ikke lade de andre sejle i deres egen sø, men tage ansvar for verden omkring os. Vi skal være opmærksomme på hvordan de mennesker som vi møder på vores vej har det og være klar til at træde til med en hjælpende hånd, når der er brug for det. En sådan omsorg for hinanden vil ofte føre til, at vi får en større forståelse for hinanden. Det er for det meste sådan, at et større kendskab også fører til en større forståelse. Hvis vi kun oplever de andre på afstand, kan vi let få et forenklet billede af dem, uden de facetter og den historie som ethvert menneske indeholder. Derfor kan de forekomme fremmede og anderledes, og vi kan være tilbøjelig til at ryste på hovedet af de valg som de træffer. Men når vi lader vores næste komme tæt på os, vil vi få et større indblik i hans eller hendes situation, hvilket ofte vil føre til, at vi får et bedre og noget mere nuanceret indtryk af vedkommende.

Det, at Gud rækker ud mod den verden som vi er en del af, får ikke kun betydning for den måde som vi ser på hinanden på, men også for hvordan vi opfatter os som kirke, i forhold til verden omkring os. Derfor møder vi også op gennem kirkehistorien adskillige eksempler på at kirken har taget et diakonalt ansvar, et socialt ansvar.

Et eksempel på dette har vi fra oldkirken, hvor det siges om Laurentius, der levede fra 225-258, at han, da han af Kejseren blev bedt om at udlevere kirkens skatte, påbød sig tre dage til at samle skattene og forberede overdragelsen. Men i stedet for at give kirkens rigdomme til kejseren, delte han dem ud til de fattige. Og derpå samlede han nogle af de fattige foran Kejseren og sagde: Dette er kirkens rigdom, de evige skatte, som aldrig mindskes, men forøges hver dag"

Vi har også eksempler her fra Danmark, hvor der i forbindelse med byernes vækst som følge af industrialiseringen, blev oprettet adskillige kirkelige organisationer, der skulle være med til at bekæmpe den nød der opstod i forbindelse med, at mange mennesker pludselig befandt sig på samme sted, i storbyen. Eksempler på sådanne organisationer er ”Blå kors” der hjælper mennesker der er berørt af problemer med alkohol, enten fordi de selv drikker eller fordi nogen i familien gør det, det er ”kirkens korshær” der hjælper socialt udsatte og ”Folkekirkens nødhjælp”, der retter blikket mod nøden uden for landets grænser. Og her hos os lokalt i Herlev, har vi altså nu gennem 25 år haft vores lokale menighedspleje.

Når vi træder sammen og løfter i flok, bliver vi stærkere, og vi kan yde en større og mere koncentreret indsats mod nøden. Derfor kan vi faktisk opleve, at vi virkelig kan gøre en forskel, og være med til at gøre mange ting bedre for mange mennesker. Men ofte vil vi også nå til det punkt, hvor vores fælles kræfter ikke slår til. Vi oplever af og til, at vi står over for et problem der er så stort, at vi ikke rigtigt kan stille noget op, og hvor den hjælp som vi kan bidrage med, i bedste fald forekommer som en dråbe i havet, eller et lille plaster på et meget stort sår, i stedet for at være løsningen på det grundlæggende problem. Det er det som disciplene oplever på tætteste hold her i beretningen om stormen på søen. Hverken det faktum, at de er garvede sømænd eller det, at de er sammen og derfor kan hjælpe og støtte hinanden, hjælper dem ud af den akutte krise. I stedet sker der det, at de gør hinanden endnu mere bange, så deres panik bare vokser, så de bliver handlingslammede.

Til gengæld kommer deres redning fra en anden kant, nemlig Jesus. Da de får vækket ham, får de godt nok en bebrejdelse med på vejen, men derefter griber han ind og får stormen til at stilne af. Det der redder disciplene her, er hverken deres tro eller deres sammenhold, men derimod det at Jesus befinder sig i båden sammen med dem. Han kan gribe ind og hjælpe dem ud af deres fortvivlelse, fordi han er Guds søn og derfor har en magt der er større end alt andet. Derfor er spørgsmålet om hvem han er og forholdet til ham, så afgørende.

Og det er det egentlig også i en menighedspleje, fordi Gud så at sige her også er med i båden. På den ene side skal vi forsøge at rykke sammen og tage os af hinanden, men samtidig skal vi også se os selv i lyset af Guds magt, kærlighed og omsorg for os. Vi skal holde fast i, at vi kan vende os mod Gud, der hvor vi ikke slår til. Dér har vi Guds løfter til os om, at der er én med i båden som er større end os, én som kan hjælpe os midt i vores egen afmagt.

Det samme perspektiv skal vi have med ind over, når vi ser på vores eget liv. Gud er kommet til os gennem sin søn, Jesus, og ønsker at være os nær og være en del af vores liv. Vi er ikke overladt til os selv, fordi han vil være i samme båd som os. Og ved at lade ham være i vores liv, er der én hos os, der er større end os selv. Én der kan gribe ind når det stormer omkring os og det hele ramler. Må Gud give os tillid til hans magt, og omsorg for os, så vi ligesom disciplene søger ham, når vi er magtesløse.

Amen