Lyt til prædikenen

Glædens Herre

Da jeg var barn, var jeg til en konfirmationsfest, som blev genstand for en del snak, efterfølgende. Det blev den, fordi man løb tør for sodavand, og sodavandene blev afløst af kander med vand der blev sat ind på bordene. Jeg tænker at vand siden den gang er kommet i noget højere kurs, i hvert fald som et supplement, men dengang syntes vi i hvert fald, at det var rigtigt pinligt at gå ned på sodavand. Det kunne selvfølgelig også skyldes, at vi børn kunne bruge festerne til at slå vores rekorder i at drikke flest sodavand på en gang. Der skete så også det at en lille dreng blandt gæsterne, i sin leg gik op på en stol og rørte rundt i en af kanderne med et papirflag, hvilket vi synes gjorde situationen endnu mere pinlig, fordi der dermed kom endnu mere fokus på kanderne med vand.

Når man holder fest, ønsker man at dele sin glæde sammen med sine gæster. Derfor gør man hvad man kan, for at det kan blive en god fest, hvor gæsterne føler sig godt tilpas. Man sørger for at der er hvad der skal være, i form af mad, vin osv., så der ikke mangler noget. Af samme grund kan der meget nemt opstå forventninger til, hvad der hører sig til, til en god fest. Så hvis der sker det at festen af en eller anden grund ikke lever op til disse forventninger, kan der let opstå en pinlig situation, ligesom jeg husker det, til den pågældende konfirmationsfest.

Og det er netop det der er tilfældet ved det bryllup som Jesus og hans disciple er med til, hvor vinen er sluppet op. Jesu mor Maria er opmærksom på problemet, og går til Jesus med det. Selvom han i første omgang er afvisende, ender han med at redde situationen ved at gøre vand til vin, og derved udføre det der er hans første under. Han gør det modsatte af drengen ved den fest jeg var med til, fordi han ikke sætter fokus på problemet, men løser det. Man kunne indvende at Jesu første under burde være mere ambitiøst i forhold til dets betydning for menneskeheden, ligesom når en skønhedsdronning ønsker sig fred på jord og vil arbejde for at redde verden. Han kunne have helbredt én, hvilket ville få en enorm betydning for vedkommende, og de mennesker, der var vidner til underet. I stedet er resultatet af Jesu første under umiddelbart, at en fest undgår at blive pinlig, samtidig med at ham der skal smage på vinen opdager slet ikke hvad der er sket. Men netop det faktum, at Jesus ved sin indgriben sørger for at festen kan fortsætte, så brudeparret og gæsterne fortsat kan glæde sig med hinanden lader den Russiske forfatter Fjodor Dostovjevski, få stor betydning for sin karakter Alijosja i bogen ”brødrene Karamazov”. Alijosia hører denne beretning ved sin lærermesters dødsleje, hvorpå han siger: Det var ikke menneskets sorg, det var dets glæde, Kristus besøgte, da han første gang gjorde et under, han hjalp menneskene til glæde.  Og alojosja husker samtidig at en af læremesterens hovedtanker var, at ”Den som elsker menneskerne, elsker også deres glæde”.

Og netop dette er egentlig i god tråd med bibelen budskab om vores forhold til Gud. Det handler netop om at Gud elsker os, og derfor rækker ud mod os. Han vil os noget. I Johs. 3,16 kan vil læse at Gud elskede verden så meget at han gav sin søn, for at enhver som tro på ham, ikke skal fortabes men have evigt liv. Guds kærlighed til os viser sig altså ved at han sender Jesus til os. Derfor  udtrykker hele Jesu liv og gerning Guds kærlighed til os. Og ved Jesu fødsel som vi lige har fejret, fik hyrderne på marken af englen af vide hvad Jesus fører med sig, nemlig glæde. Se jeg forkynder jer en stor glæde som skal være for hele folket. Dette er hovedtrækkene i evangeliets budskab: At Gud elsker os, og derfor sendte sin søn til os, og at han, Jesus derfor fører glæde med sig.

Men disse store hovedtræk må komme til udtryk gennem konkrete handlinger i konkrete situationer.  Hvis vi siger at vi elsker hinanden, men at det ikke kommer til udtryk i den måde vi er over for hinanden, giver ordet ikke rigtigt mening. Hvis vi siger at vi er miljøbevidste, men at det ikke kan  ses i de valg som vi træffer i hverdagen, giver udtagelsen ikke rigtigt mening. På samme måde må budskabet om at vi møder Guds kærlighed gennem Jesus, også have et konkret udtryk i mødet med mennesker.  Det er disse møder som denne beretning er begyndelsen på. Derfor får vi til sidst i beretningen at vide at Jesus gjorde dette som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed og at disciplene troede ham. Beretninger om de møder som Jesus havde med mennesker her på jorden, viser os hvad det vil, sige at han er Guds søn, de viser os Guds kærlighed til os.

Og det som vi bl.a. ser gennem dem, er at Jesus tager til fest, og redder festen fra at blive pinlig. Han helbreder dem der er syge og befinder sig i en situation som de ikke kan kom ud af. Han møder dem som ingen andre vil have noget at gøre med, og giver dem en chance til. Han tager til middag og besøger folk. Han møder mennesker der hvor de er, og tager del i det som beskæftiger med, og derpå viser han dem det som han ønsker at vise. Derfor opstår der netop meget glæde omkring ham.

Og netop denne deltagelse skal give os frimodighed til også at søge ham, lige meget hvilken situation som vi befinder os i. Måske kan vi tænke, at vi skal have nogle store problemer, hvis vi skal søge Gud. Eller at vi skal have nogle store og dybsindige overvejelser, hvis vi skal kunne kommunikere med ham, for så at sige nå hans niveau. Men disse beretninger om Jesus skal minde os om, at Gud selv blev menneske, og at han dér mødte os mennesker midt i vores hverdag, og tog del i de bekymringer og udfordringer som vi står midt i. Og at han delte deres glæder og sorger med dem. På samme måde vil han også møde os lige der hvor vi står i vores liv, og han vil dele vores glæder og udfordringer med os. Derfor kan vi frimodigt komme til ham med alt hvad vi har.

Vi skal holde fast ved de to sider af Jesu tjeneste, som evangelierne viser os. Både det at Gud gennem Jesus både skaber hovedlinjerne i forhold til ham, og det at han samtidig møder os i det konkrete.

Her i beretningen sørger han for at den fuldkomne fest bliver fuldkommen. Han gør det sådan at vinen ikke slipper op, så festen kan fortsætte. Det samme gør han så at sige i vores forhold til Gud. Han er kilden der ikke løber tør, og derfor kan vi fortsætte vores liv sammen med Gud. Festen fortsætter, det er det som Jesus kan give os, og det skal vi holde fast i.  

Men samtidig søger han også deres glæde nu og her og bliver en del af de konkrete udfordringer som de står i her. Derfor kan vi også trygt lade Gud blive en del af vores hverdagsudfordringer.

Men ud over, at vi lader den måde som Jesus handler på, få betydning for vores forhold til Gud, skal vi også lade ham blive vores forbillede i vores forhold til hinanden, så vi også tager del i hinandens glæder og udfordringer. For Alijosia i ”brødrene Karamazov”, bliver denne beretning anledning til at han forlader klosteret, for at tage del i den verden, som Jesus tog del i. For Paulus i Romer brevet som vi læste fra før, bliver Jesu forbillede en opfordring, til at vi netop bliver en del af hinandens glæder og sorger og være hinanden hengivne. Må vi også tage den opfordring op.

Amen.