Lyt til prædikenen

Hold fast i forventningerne

Da jeg var barn, kunne man den 24. december, på den kanal der fandtes dengang, se en tv-udsendelse der hed ”Mens vi venter”. Det var en ret lang udsendelse, der strakte sig fra morgenen og helt frem til spisetid, hvor juleaften skulle fejres. Den var en hjælp til børn og deres forældre, fordi den kunne beskæftige børnene, så hele familien kom så gnidningsfrit som muligt frem til juleaften på en dag hvor det er virkeligt svært at få tiden til at gå for børnene. Udfordringen med forventningerne juleaften, er at der er så mange af dem, og at de er så store. Derfor bliver de nemt altoverskyggende, så børnene igen og igen må spørge deres forældre: ”Hvornår sker det? Hvornår er det Juleaften?” Og dermed kommer de til at forstyrre deres forældre, der har travlt med de sidste forberedelser. Et oplagt resultat af mødet med juleforventningerne er derfor at både børnene og forældrene er fuldstændigt udkørt inden de når frem til juleaften. Derfor er en hjælp til at håndtere forventningerne en god idé på denne forventningernes dag.

Vi er i dag så tæt på den 24. december som vi kan komme. Det er 4. søndag i advent, og i aften er det lillejuleaften. Vi kan formentlig også mærke hvordan juleforventningerne og tankerne om de sidste forberedelser begynder at fylde os. Derfor er det meget passende at evangelieteksten som vi lige har hørt, også handler om forventninger. Men der er en forskel på de forventninger som Johannes døberen bliver mødt med, og de forventninger som vi har her op til juleaften. Forskellen er, at vi ved hvad vi kan forvente af juleaften, hvorimod dem der her er sendt ud til Johannes ikke ved hvad de skal forvente. Vi har fejret jul mange gange og samtidig skal der meget til, at få os til at ændre vores juletraditioner. Derfor ved vi med stor sandsynlighed hvad der kommer til at ske i morgen, og derfor ved vi hvad vi glæder os til. Men dem der her står over for Johannes ved ikke hvad de skal forvente. De har forventninger til at Gud vil sende sin Messias, men de ved ikke om Johannes er denne Messias? De har hørt om ham, og måske også hørt ham tale, og ved derfor at der er noget særligt ved ham. Men spørgsmålet er om han er mere end en stor og bemærkelsesværdig person, eller om han den som Gud har lovet at sende? Den som hele Israels håb, knytter sig til? Det er det afgørende spørgsmål, derfor møder de Johannes med det meget enkle spørgsmål: hvem er du?

Men Johannes afviser at han er Kristus. Og dermed skuffer han i første omgang deres forventninger til ham, men så alligevel ikke. For han siger ikke til dem at deres forventninger er forgæves, og at de kan glemme alt om Kristus. Derimod viser han dem hvor de kan gå hen med alle deres forventninger, nemlig til Jesus. Johannes fortæller dem, at der allerede er en blandt dem, som de ikke kender, det er ham som kommer efter Johannes. Og ved at sige at han ikke er værdig til at løse hans skorem, viser han dem hvor stor Jesus er.

Og netop ved at henvise til Jesus og give dem forventninger til ham, understreger Johannes samtidig det som han siger om sig selv. At han er den der råber i ørkenen ”ban Herrens vej”. Johannes er den der forbereder vejen for Jesus ved at kalde til omvendelse og ved at pege hen på ham. Det er det som vi her får et eksempel på.

Netop dette med at møde én der kan rette vores forventninger det rigtige sted hen, har vi også brug for her i juletiden. For vi har rigtig mange forskellige juletraditioner, der kæmper om vores opmærksomhed i denne tid. Vi har Julefrokost, julehygge, juleafslutning, julekalender, gaver, mad, kager osv. Men midt i alle disse ting der både kan berige og besætte vores jul, har vi brug for at rette vores opmærksomhed og forventning mod barnet i krybben, som julenat blev født ind i vores verden. For hans fødsel betyder at Gud er kommet til os og er midt iblandt os. Derfor kan vi møde ham, og leve sammen med ham. Jesu fødsel er afgørende i forhold til vores relation til Gud. Derfor har vi også brug for én som Johannes, der retter vores opmærksomhed mod Jesus. Og Julen er jo netop en fantastisk anledning for os, til at vi igen og igen at minde hinanden om hvilken betydning underet julenat har for os. Derfor synger vi vores julesalmer og fejrer gudstjenester her i julen, hvor vi kan samles omkring det glædelige budskab, at Gud er kommet til os.

Vi skal, ikke bare her til jul, men hele året, hjælpe hinanden til at se på Jesus, og få øjnene op for den betydning som han har for os. Derved kan vi have vores forventninger til ham, og altid søge hen til ham. Men lige så enkel som denne opgave kan forekomme, lige så svær kan den være at udføre for os, når det kommer til stykket. Det kan skyldes flere ting.  Måske har nogen fortalt os, at tro er en privatsag, så den ikke er noget som vi skal dele med hinanden. Eller måske er vi fordi vi er Danskere så blufærdige i forhold til at tale om vores tro, at vi har meget svært ved at dele vores troserfaringer med hinanden. Vi kan føle at vi bliver for sårbare, fordi vi deler noget meget personligt, eller vi kan være bange for at blive til grin, fordi vi kommer til at fremstå som naive. Og endelig vælger vi måske at holde igen med vores forventninger til Gud, for at give Ham en udvej, fordi vi er bange for at stille ham i en situation, hvor han ikke kan leve op til vores forventninger. Disse forskellige grunde kan være anledning til, at vi holder os et skridt fra hinanden, når det handler om at dele vores tro med hinanden.

Men det er ikke den model som Johannes døberen lærer os – tværtimod. Han siger ikke: om lidt kommer Jesus, og så må i danne jeres eget indtryk af ham. Nej, han taler ham op, selvom Jesus måske netop er den person som vi ikke kan tale op, fordi vi ikke har ord der er større end ham. Men Johannes forsøger i hvert fald at beskrive hvor stor og vigtig Jesus er.  Han siger til dem: Bare vent og se, der er virkelig noget at se frem til når ham der kommer efter mig, kommer. Og det var netop det som de mennesker der opsøgte Johannes, havde brug for at høre. De havde brug for at høre, at den største, Kristus som de søgte, var på trapperne, så de var klar til at møde ham.

Vi skal følge Johannes eksempel og pege hen på Jesus for hinanden. Vi skal dele med hinanden hvad Gud har gjort i vores liv, så vi derigennem er med til at give hinanden forventninger til ham. For vi har også brug for mennesker der viser os, hvad Gud vil gøre for os. Vi har brug for Paulus der siger:

Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.

Derfor må vi lægge vores egen religiøse blufærdighed til side, for at hjælpe hinanden med at få opbygget vores forventninger til Gud.

Derfor handler det i dag 4. søndag i advent, ikke om at vi skal lære at håndtere vores forventninger, så vi kommer så helskindet gennem julen så muligt, uden at komme til at slide hinanden op. Nej, derimod handler det først og fremmest om at vi skal være med til at give hinanden endnu flere forventninger til Gud, så han bliver den som vi forventer alt godt fra. Det er denne indstilling som vi skal gå julen i møde med, så vi i fællesskab kan se frem til at fejre, at Gud er trådt ind i vores verden.  Amen