Vores liv i Guds perspektiv.

Matt 25,1-13

Kender I den følelse af utryghed som man kan mærke, når man befinder sig et sted hvor der er bælgravende mørkt? Denne utryghed kommer af, at man ikke kan se det som man står overfor, og derfor er det i realiteten ukendt for en. For selvom det sted man befinder sig på, er et sted som man er vant til at være og som man derfor kender godt, bevirker mørket at man ikke kan være helt sikker på, at der ikke for nyligt er dukket én op, som står og iagttager en fra mørket. Også selvom det er meget usandsynligt. Mørket med den medfølgende usikkerhed giver ens fantasi frit spil. Og derfor, synes man, at man aner konturerne af en der står i mørket. Og når man først har fået denne tanke, kan man ikke få den ud af hovedet igen.

Men hvad skal der så til, for at fjerne denne utryghed? Jo, der skal lys til, så enkelt er det. Når man får kastet lys over land, enten ved at der bliver tændt en lampe, eller ved at solen står op næste dag, er der ikke rigtigt mere at snakke om. For så kan man tydeligt se det som man før havde svært ved at ane i mørket, og det bliver åbenlyst, at det som min fantasi havde overbevist mig om, var en person, når det kom til stykket bare var tørrestativet der stod og blafrede. Lyset ændrer vores perspektiv og gør at det ukendte bliver kendt. Det er ikke virkeligheden der ændrer sig. Det som man så på før er det samme, som det man ser på nu, men lyset skaber klarhed, der betyder at man opfatter det på en helt anden måde.

Her i vores prædiketekst til 2. Søndag i advent, er det Jesus der kaster lys over fremtiden for disciplene og os. Og derved, giver han os et helt nyt perspektiv som vi kan se verden i. Han tager sit udgangspunkt i tegn der viser sig i sol måne og stjerner, og som gør mennesker angste og rådvilde, fordi de er tegn på at jorden er uden for kontrol og går sin undergang i møde. Angst og rådvildhed er en naturlig reaktion på sådanne tegn, fordi vi selv befinder os på jorden, så det derfor også er vores egen eksistens og fremtid der er i fare. Og oplevelsen af at noget er ude af vores hænder, giver os følelsen af sårbarhed.

Tegn der skaber bekymring for vores jords og vores egen fremtid, er ikke noget nyt fænomen. Gennem tiderne har der været mange eksempler på begivenheder der var så skrækindjagende, at de spredte angst og frygt over alt. Gennem forskning og udvikling har vi kæmpet mod de farer der truer os mennesker. Nogle af dem er vi kommet til livs, mens andre stadig er her. Desuden er der kommet nye tegn til, der kan skabe frygt for vores jords fremtid. Derfor kender vi også i dag i vores tid kun alt for godt til tegn der giver os bekymring og angst. Det kan være jordskælv, tsunami, hungersnød eller krig. Eller det kan være forurening der ødelægger naturen, eller tegn på at vi er ved at have opbrugt jordens resurser. Aktuelt kan vi følge en debat om at vi spiser alt for meget kød, og at det udgør en stor trussel mod vores klima. Dette er bare endnu en anledning til at frygte for vores fælles fremtid. Derfor passer Jesu ord også godt til os i dag, hvor vi kan finde mange grunde til at blive bekymrede og angste.

Men så er det at Jesus overrasker sine disciple ved at sige til dem: når I ser alt dette, skal I rette jer op og løfte hovedet. Hvorfor dog det kunne man fristes til at sige. Skal vi glæde os over at det hele falder fra hinanden? Nej, vi skal løfte hovedet fordi forløsningen nærmer sig. Der er noget godt på vej til os. Jesus viser os gennem lignelsen om figentræet der springer ud, at disse tegn er forårstegn, tegn på at Jesus kommer igen. Jesus giver os et nyt perspektiv at se fremtiden i. Det handler om at han er en del af vores fremtid, og at vi skal møde ham på den anden side. Vores fremtid er ikke bundet til denne jord, så vi kan se frem til at gå ned med den, men den er derimod gennem vores dåb knyttet til Jesus, så vi kan se frem til at skulle være hos ham. Det betyder ikke, at vi ikke ser tegn jordens og vores egen endelighed, for de vil stadig komme. Men det betyder at Guds løfter og omsorg for os, er en del af vores virkelighed, fordi vi er i hans hånd.

Det er Jesus selv der giver os dette nye perspektiv på vores liv. Ikke fordi han her siger nogle velvalgte ord, der fylder os med en optimisme der gør at vi kan håndtere vores liv på den bedste måde, men fordi han selv har ført Guds frelse og nærvær ind i vores verden, så det kan blive vores virkelighed. Julenat da Jesus blev født, trådte Gud ind i vores verden og blev en del af den. Da det blev påske gik han i døden for os, så vi derigennem kan få fællesskab med Gud og del i alt det som han vil give os. Derfor kan Gud både være en del af vores liv nu og her og i den fremtid der ligger foran os. Det er dette lys, som Jesus lærer os, at se os selv i. Det betyder at Jesus ikke bare kom til os én gang for 2000 år siden og gav os et minde som vi tager frem og mindes hver jul. Nej, det at Gud er trådt ind i vores verden, betyder at han kan være en aktiv del af vores liv og vores hverdag. Når vi sætter vores lid til Gud, er han både en del af vores nutid og vores fremtid. Alle steder vi går hen, og i alt det som vi møder i vores liv, kan vi have ham med, og vi kan have tillid til at han vil føre os igennem og give os det der er bedst for os. Derfor skal vores forventninger her i adventstiden ikke kun handle om at Jesus blev født den nat i stalden i Betlehem, men også om det som han vil give os i den fremtid som vi går i møde.

Jesus lærer os her i slutningen af teksten, at vi altid skal se det hele billedet, og altid have det for øje. Nemlig, at Gud er større end alt det der kan skræmme os og tage modet fra os. Derfor kan vi med frimodighed søge hen til ham og finde tryghed dér. Vi skal holde fast ved denne bevidsthed om at Gud og Guds nåde er større end alt andet der kan true os. Derfor skal være på vagt over for alt det der kan tage plads i vores liv, så det ikke kommer til at fylde det helt ud, så det dermed fjerner vores fokus fra ham.

Og så er vi ved perspektivet igen. For det er sådan, at det som er lige foran en, nemt kommer til at virke meget større, end det som er længere væk, på samme måde som man på et billede kan komme til at fremstå større end et bjerg eller en stor bygning, hvis man er i forgrunden, og det er i baggrunden. Vores dagligdagsbekymringer, kan meget let komme til at virke store og uoverskuelige for os, fordi de er lige foran os. Men vi har brug for at holde fast i det rette perspektiv, ved igen og igen at minde os selv om Guds betydning for os. Det gør vi ved at holde os nær ham, ved at våge og bede. Så vi ikke bare lader os rive med, men hele tiden være opmærksom  om hvad der sker omkring os, og holde fast i Guds løfter til os. Og vi skal igen søge hen til ham i bøn, i tillid til at vi der får hvad vi har brug for. Derigennem kan han hjælpe os.

Amen