Lyt til prædikenen

Hos Gud handler det ikke om det vi vinder, men om det vi får givet.

Hjemme hos os, har vi i en række fredage, set et program der hedder ”live”. Det gik ud på, at nogle bands og solister spillede live for publikum og tv-seerne, mens disse skulle give dem point for deres optræden. I afslutningen af hvert program var der til sidst 2 af de optrædende der kom i farezonen, hvor en mentor skulle vælge hvem der skulle fortsætte, og hvem der skulle ud. Forrige fredag blev det hele så afsluttet og en vinder stod tilbage med et legat på 250000 kr. til hendes videre sangkarriere. Børnene var meget optaget af programmet, og så troligt hver eneste afsnit, eller genudsendelsen dagen efter.

Jeg tror, at det der gør dette program spændende, er at man møder deltagerne på tætteste hold i jagten på deres drøm. Man kan identificere sig med de enkelte deltagere og får derigennem sin favorit, som man håber på kan nå hele vejen. Derfor føler man sig inddraget i deres skæbne. Af samme grund er ”live” ikke det eneste underholdningsprogram med almindelige mennesker som dig og mig, der skal igennem en ugentlig udskilning for at nå frem til den endelige drøm. Også x-factor og den store bagedyst, er eksempler på forgængere der er bygget op om den samme model. Når dette koncept bliver brugt så hyppigt er det fordi det er godt fjernsyn. For der er for de fleste af os noget virkeligt dragende i historien en ganske almindelig mand eller kvinde, som viser et stort talent og derfor lykkes med at gå hele vejen og vinde i sidste ende.

Derfor ser vi også her i dagens prædiketekst, at det optager Jesu disciple, at finde ud af hvem der er den største, hvem der kan gå hele vejen. For dem handler det bare ikke om at synge eller bage, men om det som de selv beskæftiger sig med, nemlig at være Jesu efterfølgere, Jesu disciple. Som hans disciple møder vi Guds rige gennem ham. Derfor handler disciplenes spørgsmål om hvem der er den største i himmeriget også her om hvem der lærer hurtigst og bedst? Hvem forstår det som Jesus siger bedst og formår samtidig at føre det ud i livet? Disciplenes spørgsmål til Jesus viser at de går op i at gøre det godt og være den bedste, men det viser også at de tager det at være hans disciple meget seriøst, og ønsker at gøre det godt.

Derfor venter de formentligt spændt på hvem Jesus vil vælge i sit svar på deres spørgsmål. Er det dem selv der har gjort det bedst og vil blive fremhævet, eller er det en anden der skal være deres forbillede i deres liv som Jesu discipel? Men så er det at Jesus overrasker dem ved at stille et barn foran dem og sige til dem, at den der bliver som dette barn, skal være den største i himmeriget. Måske overvejer disciplene om Jesus gør grin med dem, for dette barn er jo så at sige slet ikke med i konkurrencen. Det har ikke været en del af feltet der kandiderede til at skulle kåres til den største i himmeriget. Det har formentlig været ved at lege, uden at være bevidst om hvad der foregik mellem Jesus og disciplene, og vidste sikkert ikke engang hvem Jesus var. Det svarer jo nærmest til, at man i finalen i X-faktor vælger en fra publikum som vinder. Én der ikke har vist noget, én der ikke er en del af konkurrencen. Så der er egentlig ikke noget at sige til det, hvis disciplene bliver overrasket over Jesu svar.

Men ved at vende det hele på hovedet i forhold til den måde som vi normalt anskuer verden på, viser Jesus os endnu engang at Gud rige er anderledes end det som vi ellers kender. Det er derfor at Jesus kommer med noget helt nyt, når han bringer Guds rige til os. Han viser her sine disciple og os at himmeriget ikke bliver vundet af den der er den mest talentfulde, men at det derimod bliver givet til den der vil modtage det. Det tilhører ikke den der har udviklet sig mest over 10 fredage og til sidst derfor står alene tilbage som vinderen. Nej, derimod bliver givet til den sårbare og skrøbelige. Det der kendetegner et barn, er ikke at det er den stærkeste eller den der har samlet sig mest visdom. Derimod er det, at det er afhængigt af de voksnes hjælp. Barnet har brug for at dets forældre tager sig af det. Derfor vil det også søge hen til sine forældre eller en anden voksen, når det møder problemer. Når det handler om Gud og Guds rige, er vi stillet på samme måde. Vi er afhængige af Guds hjælp og indgriben. Derfor har vi brug for at søge hen til ham. Det er den sandhed som vi har brug for at indse. Derfor se vi flere gange hvordan Jesus gør børnene til vores forbilleder.

Det er svært virkelig at erkende sin egen hjælpeløshed og sin afhængighed af en anden, men den gode nyhed til os i denne situation, er at Gud kan og vil hjælpe os, og at han derfor rækker ud mod os, fordi han ønsker at være en del af vores liv. Jesus har ofret sig, og er gået i døden og opstået igen, for at give os del i Guds himmerige. Han har gjort det der skal til, det som ingen anden kan, derfor er hjælpen at finde for os, og derfor handler det for os om at modtage. Det viser Jesus os med billedet af en mand der har mistet et får, og som derfor tager ud for at lede efter det og glæder sig over at finde det. Dette budskab er både dejligt og befriende, fordi det betyder at vi ikke skal præstere, ikke gøre sig fortjent til himlen, men kan tage imod den, fordi Gud ønsker at give den til os. Derfor er der også en vej frem for os, når vi oplever at vi ikke slår til og at det hele kører skævt for os. Det er virkelig i sandhed befriende.

Men alligevel oplever vi gang på gang hvordan vi kan have svært ved at forlige os med dette budskab, når det kommer til stykket og virkelig tage det ind, fordi vi alle andre steder er vant til at lægge mærke til hvem der leverer og hvem der ikke gør det. Og fordi det formentlig også ligger dybt i os selv, at vi gerne selv vil slå til og gøre det godt, så vi ikke står tilbage over for dem som vi er sammen med. For sandheden er at det er ydmygende, at være afhængige af andre og at det gør os sårbare. Derfor taler Jesus også om at den største i himmeriget er den der ydmyger sig og bliver som dette barn. Det er en ydmygelse og derfor er det han her taler om svært for os.

Derfor er vi også sådan indrettet, at vi kan komme til at gøre selve ydmygheden til en kvalitet som vi måler hinanden på, i et ønske om at være en god og ydmyg kristen. Så kan vi tale om hvem der er mest ydmyg og så er vi i det som man kan kalde åndeligt hovmod, hvilket er noget der let kan ramme os.  Et muligt eksempel er hos Hernhutterne hvor man havde valgt en overældste, men da denne efter nogle år trak sig, lod man hans plads for bordenden være tom, fordi den skulle tilhøre Jesus. Det er en fin tanke, fordi den fører fokus hen på Jesus, som ham vi skal følge, men det er også en farlig tanke, fordi den kan føre til hovmodet og man kan sige: ja Jesus er jo vores leder, hvem er det egentlig I har som leder? Det er meget svært for os, ikke at komme til at måle og sammenligne hinanden.

Jeg tænker også at det er derfor at Jesus hurtigt skifter fokus fra den der skal være den største, til dem der er skrøbelige og sårbare, dem der skal passes på og omsluttes med omsorg. Så slipper vi får at sammenligne og se hvem der har de kvaliteter der skal til. I stedet viser han os at vi hører sammen og er på samme hold. Han viser os at vi har ansvar over for hinanden og skal passe på hinanden. Ve det menneske der bliver årsag til fald. Det absolut vigtigste for os, er at modtage det som Gud vil give os, og at være hos ham. Derfor skal vi hjælpe hinanden til at være lige netop der.

Det er som sagt den omvendte verden i forhold til den måde som vi normalt tænker på, men det er den virkelighed som Gud har bragt ind i vores verden. Derfor skal vi leve i den og øve os på den igen og igen, så vi får øje for hinanden og omsorg for hinanden, også selvom det bliver en lang og svær læreproces for os. Må vores hyrde være os nær og lede os.

Amen