Lyt til prædikenen

Livet i Guds nærvær

Mange store kærlighedsdramaer handler om at de elskende af forskellige grunde, er blevet adskilt fra hinanden. Derfor længes de efter at kunne være sammen. Adskillelsen gør længslen stærk, og den elskende ønsker kun at se sin elskede igen, høre hendes stemme og mærke hendes nærvær. Derfor går dramaet ud på at forhindringerne skal fjernes, så de elskende kan være sammen som de bør.

Bibelen lærer os, at Gud også elsker os og ønsker at være sammen med os, og derfor søger vores fællesskab. Som den elskende der længes efter den elskede. Derfor rækker han ud mod os og kommer os i møde og inviterer os til at komme til ham. Det ser vi gang på gang eksempler på gennem bibelens beretninger. Der hvor alt ser ud til at være slut for Abraham, lover Gud ham, at han skal være stamfar til et stort folk, og han opretter en pagt som forbinder ham selv med Abrahams folk. Og videre gennem det gamle testamente kan vi se hvordan han står i en vedvarende relation med sit folk også når de er ulydige, og når de går gennem trængsler, og han giver dem løfter om at være dem nær og løfter for fremtiden.

Der er to ting der bliver understreget igen og igen i beskrivelsen af relation mellem Gud og hans folk. Det er den tætte personlige relation der er mellem dem, og det er det at Gud har planer for sit folk

Ved oprettelsen af pagten med Abraham siger Herren: Jeg er herren, som førte dig ud fra ur i kaldæa for at give dig dette land i eje. Og ved tornebusken er beskeden til Moses: »Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. Og Gud indleder de ti bud ved at sige: »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Gud kommer ikke bare på banen ud af det blå som en fremmed mægtig autoritet, der fortæller os hvor skabet skal stå, hvordan vi skal leve vores liv, så vi ikke kan gøre andet end at rette ind. Nej, igen og igen understreges det, at den Gud der igen og igen tager kontakt til sit folk, er den Gud som de kender, som de står i en relation til, og som har handlet og hjulpet dem.

Og Gud vil sit folk noget. Der er en grund til at han kontakter det. Han har planer for vores fremtid. Han lover Abraham at han bliver stamfar til et folk så mange som stjernerne, og han taler til Moses fra den brændende busk fordi han vil befri sit folk fra slaveriet i Ægypten. Og i Jeremias bog kapitel 24, lover han at hans forhold til sit folk i fremtiden skal blive endnu tættere, hvor der står: Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. For at vi skal få dette helt tætte indre forhold til Gud, sendte han sin søn til os. Det personlige og tætte forhold som var mellem Gud og hans folk skal blive endnu tættere gennem Jesus. Gud bliver menneske og går blandt os og Guds tilnærmelse til os bliver dermed total. Han lever et menneskeliv, med alt hvad der hører til det, for at bringe sit rige til os.

Og gennem evangeliernes beretninger om Jesus, kan vi se at han tager del i livet hos de mennesker som han møder. Han går omkring og taler og møder mennesker. Han er til bryllup, han er middagsgæst i folks hjem. Han taler med kvinden ved brønden, og taler direkte ind i hendes livssituation. Han tager imod børnene, han helbreder de syge, han diskuterer med farisæerne og de skriftkloge. Han bekymrer sig om de mennesker som han møder, fordi han ønsker at bringe noget nyt ind i deres liv, nemlig troen på ham og derigennem livet sammen med Gud. Det er dette personlige element der er så opløftende ved evangeliet. Det er ikke kun mennesket som Gruppe, at Gud bekymrer sig om. Det handler ikke om en stor anonymiseret gruppe, men derimod den enkelte, der bliver mødt med Guds deltagelse og omsorg, på lige præcis det sted hvor han eller hun befinder sig i sit liv. Derfor er evangeliernes beretninger så opløftende at læse. Og derfor skal vi høre dem igen og igen, for at lære Guds tanker om os, at kende.

Noget der er lige så opløftende er at Guds interesse og tilstedeværelse i menneskers liv, ikke kun er bundet til en guldalder, en tid hvor alt var godt, men at det også er virkeligheden for os i dag. Det er det løfte som Jesus giver sine disciple til sidst, og som vi møder gennem tekstlæsningerne her i slutningen af kirkeåret. I missionsbefalingen, hvor Jesus sender sine disciple ud med befalingen om at gøre alle folkeslagene til hans disciple, er det med løftet om at han vil være med dem indtil verdens ende. Udbredelsen af Kristi kirke her på jorden, er ikke et beskæftigelsesprojekt for disciplene, når Jesus ikke er blandt dem mere. Nej, det handler om at vi kan leve vores liv i troen på Jesus, derfor er han med hele vejen. Derfor bruger Jesus også billedet med vintræet, for at beskrive den tætte relation og afhængighed der er mellem os og ham. Vi kan også være grene på dette træ, og leve vores liv i tæt relation til ham, hvor han giver os det som vi har brug for, og får indflydelse på vores liv. Derfor kan vi også have Jesus med på hvert skridt vi tager gennem vores liv. Både i medgang og modgang kan vi dele vores liv med ham, vi kan dele vore bekymringer, vore glæder og vi kan søge trøst og hjælp hos ham, når vi overmandes.

Derfor er en lovsangs og forbønsgudstjeneste som den vi har i aften også rigtig god idé. For her får vi en anledning til at stoppe op i en måske meget travl hverdag. Her kan vi give os tid til at se på hvad Gud har gjort for os, og hvad han gør i vores liv. Vi kan takke ham og prise ham for alt hvad han har gjort for os. Vi kan bruge lovsangene til at føre os ind i takken til ham. Og vi kan bruge gudstjenesten til at se på vores liv som det er lige nu. Er der medgang eller modgang, glæder eller kampe der skal kæmpes. Og så kan vi få lov til at lægge det hele hen til Gud i bøn, i forvisning om at han hører os, fordi han elsker os og vil os, og derfor tager sig af os. Lad os bruge denne anledning til at leve vores liv det nærvær som Gud ønsker at have med os.

Amen.