Lyt til prædikenen

En del af noget større

I søndags handlede det her i kirken om Jesu forhold til de mennesker som han mødte, da han gik rundt hernede på jorden. Vi hørte, at han var sammen med de mennesker som der blev set skævt til.  Dem der havde trådt ved siden og var kommet på kant med de andre, ville Jesus gerne være sammen med, fordi han vidste at de havde brug for ham. Og netop fordi de oplevede en anerkendelse og modtagelse hos Jesus som de ikke mødte andre steder, ville de også gerne være sammen med ham. Derfor kunne vi høre at Jesus til under del forargelse spiste sammen med toldere og syndere, men derfor også bragte noget helt nyt ind i det daværende samfund.

I dag handler det så om Jesu forhold til os mennesker, når han ikke går omkring her på jorden og spiser middag med dem som han møder på sin vej. Den tekst som vi i dag har foran os, er en del af den afskedstale som Jesus holder for sine disciple, og derfor handler den om hvordan Jesu disciples forhold til ham skal være, når han ikke længere går rundt sammen med dem. Jesu disciple var netop nogle af de mennesker der havde indset at de havde brug for Jesus. De havde derfor valgt at følge ham for at kunne bruge al deres tid på ham til at opleve ham og lære af på tætteste hold. Men nu står de foran en stor forandring fordi Jesus skal forlade dem. Det er det som Jesus berører i denne tale, som dette stykke er en del af.

Hvad siger man så i en afskedstale? Jo, ofte vil man takke for alt det som man har oplevet sammen indtil nu, og ønske held og lykke på den videre færd, fordi den relation som man har stået i indtil nu, bliver afbrudt. Man kunne sige: husk nu alt det som vi har oplevet sammen, og tag det med jer på jeres vandring ind i fremtiden. Det ville umiddelbart være en ganske fin afskedstale. Men Jesus overrasker igen, for han taler ikke om at deres indbyrdes relation skal afbrydes – tværtimod. Han siger ”bliv i mig, så bliver jeg i jer”. Og ”Skilt fra mig kan I slet intet gøre”. Jesus taler om et fortsat tæt forhold til sine disciple. Måske endda et endnu tættere forhold en det der har været nu. Dermed understreger han at han er noget ud over det sædvanlige. Når disciplenes forhold til Jesus kan fortsætte selvom han ikke længere går blandt dem, er det fordi han ikke bare er et menneske der er underlagt naturens lov, men fordi han er Guds søn og dermed bringer Guds virkelighed til os. Det viser Jesus os her ved at bruge et billede af et vintræ, hvor han er vintræet og vi er grenene. Dette billede er ikke taget fuldstændigt ud af det blå, for i det gamle testamente bliver Guds pagtsfolk Israel beskrevet som en vingård, men den giver ikke frugt, selvom vingårdsmanden, Gud forventer det. Det går ikke som det skal, derfor er der i det gamle testamente også profetier om, at det belastede forhold mellem Gud og sit folk, skal genoprettes. Så når Jesus taler om sig selv som det sande vintræ, viser han at han selv er genoprettelsen af dette forhold, og at træet derfor nu bærer frugt. Den relation som var blevet brudt, og ikke virkede som den skulle, er nu blevet oprettet  gennem Jesus. Dermed får Jesus sat sig på den centrale plads som han ikke har lagt skjul på at han hører hjemme på. Derfor er vores relation til ham, præcis lige så vigtig som han beskriver den her.

I dåben bliver vi podet ind på Kristus. Vi kommer ind i et fællesskab med ham. Vi bliver grene på vintræet. Dermed får vi del i noget, vi ikke selv er og ikke har. Jesu død og opstandelse, har fjernet det der skilte os fra Gud og givet os tilgivelsen og derigennem muligheden for at leve vores liv med ham, på hans løfter og under hans kærlighed og omsorg. Vi bliver en del af noget større, for at låne et slogan fra en lidt anden sammenhæng. Derfor kan Jesus også her sige til sine disciple. ”I er allerede rene på grund, af det ord som jeg har talt til jer. ” Det forløsende ord om Guds tilgivelse på grund af det som Jesus har gjort, kan vi også få lov til at høre gang på gang.

Grenens funktion, er at den er på træet. Derigennem bliver den stærk. Den får næring og kraft fra træet og bærer derigennem blade og frugt. Den er afhængig af træet for at leve op til sin funktion. Det samme er vi, vi har brug for den livgivende relation til Gud, som vi får gennem Jesus. Derfor siger Jesus også mange gange her ”bliv i mig”. Det vil sige hold jer til mig, lad være med at afbryde relationen mellem os. Han forklarer yderligere på to måder hvordan denne relation bliver bibeholdt. Den ene er ”ved at mine ord bliver i jer”  Vi skal igen og igen høre de ord som Jesus har talt, så vi kender dem, og så de bliver I os. Derved lærer vi om Guds tanker om os, hvad vi betyder for ham, og hvad han ønsker vi skal gøre. Og vi ved hvad vi betyder for ham. Det giver dette ekstra perspektiv over vores liv. Den anden måde hvorigennem relationen til Jesus bliver bibeholdt er ved at ”blive hans kærlighed” Jesus elsker os med den kærlighed som faderen elsker os med. Han elsker os så meget at han var villig til at gå i døden for os. Vi har brug for hans selvopofrende kærlighed, fordi den fører os til Gud. Og vi ved derigennem, at vi altid er elsket, så der altid er en som vi kan komme til. Denne bevidsthed skal være med til at holde os fast ved ham.

Hvad sker der så når vi bevarer denne tætte relation til Jesus? Jo, grenen på træet bærer frugt, og det samme sker her, derfor siger Jesus: ”den der bliver i mig, bærer meget frugt” og samtidig viser han os også her hvad nogle af de frugter går ud på:

”Vi bliver hans disciple”, dem der følger i hans spor og følger den vej som han har udstukket. Han kommer derigennem til at lære os om os selv, om Gud og om livet. Og når relationen til ham fortsætter, betyder det at vi kan blive ved med at lære af ham.

Dernæst følger ”bønhørelse.” Vi står i en relation til Gud, en relation der går begge veje. Vi kan opsøge ham ved at høre og læse de bibelske beretninger, og derigennem forsøge at blive klogere på ham, men vi kan også få lov til at bede til ham, og derigennem delagtiggøre ham i alt det som der ligger os på sinde og som vi går og kæmper med, og han vil høre os. Bønnen bliver en samtale med Gud hvor vi lader ham komme tæt på os, ved at dele vores tanker med ham, og hvor vi samtidig kommer tættere på ham, gennem vores tillid til at han tager sig af os. Så bønnen kan være med til at ændre vores forhold til Gud.

Dernæst bliver Gud herliggjort. Når vores relation til Gud, skaber en forandring i os, peger det hen på Gud, som står bag. I denne tid bliver der afholdt høstfester i kirkerne, for at takke Gud for høsten. Man takker ikke hver gren for æblerne og hver aks for kornet, men glæder sig over det som naturen frembringer og takker Gud fordi han står bag. På samme måde peger det som Gud gør gennem os, hen på ham.  Derved bliver han herliggjort gennem os.

Kærligheden er også en af frugterne af vores relation til Jesus. For vi den kærlighed vi møder gennem ham, skal vi tage med videre i relationen til hinanden. Bevidstheden om at være grene på det samme træ, skal give os kærlighed til hinanden. Vi bliver forbundet gennem Guds kærlighed til os.

Og endelig siger han at: glæden skal være fuldkommen. Vi skal glæde os. Bevidstheden om at vi ikke er overladt til os selv, og derfor skal forsøge at klare os gennem livet på bedst mulig måde, men kan leve vores liv sammen med Gud under hans kærlighed og omsorg, med alle de frugter som det fører med sig, skal fylde os med glæde. Fordi vi virkelig her er en del af noget større.

Amen