lyt til prædikenen

En grænseløs omsorg

Det har for nyligt været skolestart igen, hvor børnene er vendt tilbage til skolen og undervisningen. Dermed bliver forældrenes opmærksomhed efter en lang sommerferie igen rettet mod alt det der foregår her. Og det med god grund, fordi det der sker i skolen er vigtigt. Her bliver man udrustet til at kunne klare sig godt i fremtiden ved at lære færdigheder som læsning, skrivning og regning, og få en masse viden om hvordan verden hænger sammen. Og fordi man er I en klasse med alle sine klassekammerater, lærer man også hvornår man skal tale, hvornår man skal tie og hvordan man omgås hinanden. Nærmest alt hvad der foregår i skolen udruster børnene til at begå sig fremover i livet, og fordi ens børns ve og vel ligger deres forældre meget på sinde, er det naturligt nok at skolen får forældrenes fulde opmærksomhed.

Derfor er det også et højaktuelt tema om en mors omsorg for sine børn, som vi møder i dagens prædiketekst, i skikkelse af zebedæussønnerne, Jakob og Johannes og deres mor.  Godt nok er børnene her er blevet voksne, og er kommet godt på vej ved at være Jesu disciple, men alligevel kan de bruge deres moders omsorg. De har mødt Jesus og er kommet til tro på at han er den som Gud gennem sine profeter har lovet at sende til os. Derfor er det at være tæt på ham og være hans disciple det bedste de kan forestille sig, fordi de her kan opleve ham og lære af ham på tætteste hold. Men netop fordi Jesus åbner den verden der har med Gud at gøre for os, opstår der en mulighed for at Jakob og Johannes mor kan få endnu større ambitioner for sine sønner end dem vi normalt kan drømme om. Normalt kan vi drømme om at vores børn får et godt job, anerkendelse og måske en vigtig plads i samfundet, men her handler det om de største pladser i evigheden hos Gud. Det er så at sige den øverste hylde de her sigter efter. Det er en mulighed som de ikke kan lade passere, og dermed kommer moren til at fremstå som en ekstrem udgave af det vi i dag kalder en curlingmor, én der fjerner alle udfordringer og forhindringer for deres børn. Men samtidig viser hun os også hvor stor en mors kærlighed og omsorg for sine børn, kan være. Også selvom børnene ikke er børn mere. Denne moderlige omsorg kan være så stor, at Gud selv bruger den som eksempel i Esajas bog, når han skal overbevise sit folk om at han ikke har glemt det, og derfor siger: ”Glemmer en kvinde sit diende barn”? Nej, vel? Hvordan skal en kvinde kunne glemme sit barn? Hun vil huske det og tage sig af det. Børn er forældrenes ansvar, derfor er deres omsorg for dem naturlig og stor. Og derfor er det egentlig også naturligt og beundringsværdigt at Jakob og Johannes mor er villig til at gå i forbøn for dem hos Jesus.

Men selvom hendes handling både kan være forstålig og prisværdig, kommer den til at bringe sindene i kog hos disciplene, fordi den ikke kun får betydning for hendes sønner, men også for deres forhold til Gud og til de andre disciple.

For det første bliver forholdet til de andre disciple anstrengt, fordi de bliver vrede over at de to brødre med deres mors hjælp forsøger at sikre sig pladserne tættest på Jesus, på deres bekostning. Det siger sig selv, at når man forsøger at give sine kære gode forhold ved at komme forrest i køen, ja så må der jo nødvendigvis være nogen der dermed kommer længere tilbage i køen. Nemlig dem som man ikke har denne nære relation til og ikke kan tage ansvar for. Det er vel det man kalder nepotisme? Og dermed er man med til at skabe en afstand mellem dem der er indenfor og dem der er udenfor.

Det er åbenlyst at moderens bøn til Jesus er ødelæggende og skaber splid mellem disciplene, og det er derfor også nærliggende for os at blive forarget på hende, fordi hun er med til at skade fællesskabet i discipelflokken. Men når det kommer til stykket er det måske alligevel ikke så svært for os at genkende hendes handlemåde fra os selv, fordi det er naturligt for os, at holde sammen med dem som vi har tæt på os, mens det kan være noget sværere for os, at forholde os til dem der er længere væk. Vi kommer meget nemt til at anskue verden i kategorier som os og dem, hvor ”os” er dem som vi kender og er trygge ved som vi deler holdninger med, mens ”dem” er de andre som vi ikke har de samme følelser for og måske ikke er så trygge ved. Vi ved hvor rart det er, at have nogen som vi kan dele vore problemer med, og som vi kan forvente, er på vores side over for dem der har såret os. Det er på sin vis menneskeligt nok, men det kan let medvirke til at vi skaber afstand til hinanden. Derfor udfordrer Jesus os også her ved at lære os at Gud har vist os en anden tilgang til hinanden, end den der umiddelbart er naturlig for os.

Det sker som svar på sønnernes og moderens anmodning, fordi de selv her kommer ind på det der er Guds område, ved at bede om de øverste pladser i hans rige. De prøver at lave en aftale med Jesus om forholdene i Guds rige, men sagen er at vi over for Gud, ikke kan lave en noget-for-noget handel, hvor vi giver ham noget, hvorpå han så må give os noget den modsatte vej. Her kan vi ikke sikre vores kære, som vi ellers kan forsøge at gøre og måske lykkes et stykke hen ad vejen med, inden for livets andre områder. For når vi står over for Gud, har vi ikke noget, som han har brug for, og som vi derfor kan handle med. Vores vilkår er her at vi ikke kan kræve eller forlange noget af Ham. Derfor kan Jesus heller ikke love Jakob og Johannes pladsen på sin højre og venstre side.

Men selvom vi ikke har noget at handle med over for Gud, ja, så ønsker han alligevel at have med os at gøre. Det er det glædelige ved evangeliets budskab. Her bliver vores forhold til Gud netop ikke beskrevet som et noget-for-noget-forhold, hvor Gud giver os det som vi har fortjent og handlet os til. Derimod møder vi Guds nåde, hvor han modtager os så vi kan være sammen med ham, selvom vi ikke har fortjent det. Derfor sendte han sin søn til os, som ikke kom for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv som løsesum for mange. Det er den totale omvæltning i forhold til den måde som vi normalt tænker på, hvor enhver må tage sig af sine egne. Her er der overskud, her bliver der åbnet op for dem som ellers ikke har nogen til at tage sig af sig. Derfor kan Paulus også i brevet til Timotius som vi hørte før, lovprise den nåde som Gud har mødt ham med, gennem Kristus. Paulus forfulgte de kristne, men fik alligevel lov til at tilhøre Jesus og tjene ham. Vi har brug for denne samme nåde som Paulus havde, derfor er det så fantastisk, at Gud ønsker at give os den.

Det at Gud møder os med nåde og tilgivelse og tager imod os med alt hvad vi er på godt og ondt, er afgørende for os.  Det er vores håb og vores chance for at komme ud af den fortvivle og magtesløshed, som vi befinder os i, hvis vi er overladt til os selv. Og samtidig lærer Jesus os her, at vi skal tage det eksempel som Gud viser os, med ind i relationen til hinanden. Han ønsker at vi skal sænke paraderne over for hinanden og møde hinanden med en tjenende omsorg, så vi ikke skaber en større afstand imellem os, men derimod gør den mindre. Og vi har brug for at høre dette budskab igen og igen, fordi det er så nemt for os at opleve livet som en os-og-dem-relation, hvor vi kan være bange for at lade de andre komme for tæt på, fordi vi så bliver for sårbare. Må Guds nåde give os mod til også at møde hinanden med forsoning og tjenersind, så vi ikke lukker af, men i stedet åbner op for hinanden.

Guds rige er ikke et rige der holder alle andre på afstand, for at beskytte sine egne, men et rige hvor Gud ofrer sin søn for at vi også kan være med. Må vi ved Guds nåde blive en del af den omvendte verden i hans rige.

Amen