Hør prædikenen

Gud inviterer

I dag handler det om at ville spille med eller ikke spille med, i vores forhold til Gud. Det viser Jesus os fra begyndelsen med eksemplet med børnene på torvet, der ikke deltager uanset om der bliver spillet op til dans eller sorg. Når der spilles fløjte danser de ikke, og når der blev sunget klagesange, sørger de ikke. Lige meget hvad de andre kommer op med, responderer de ikke på opfordringen. Det er sådan Jesus beskriver den generation som han mødte da han gik her på jorden. Først kom Johannes døberen, der blev kaldt besat, fordi han hverken spiste eller drak, og derpå kom Jesus som blev kaldt en fråser og en dranker, fordi han både spiste og drak og var ven med toldere og syndere. Begge tilgange blev mødt med afvisning.

Men hvad vil det egentlig sige at spille med? Jo, der ligger det i det at man finder sammen i at gøre noget fælles. Det er det der er på spil, enten nærmer man hinanden og finder sammen, eller også bliver man endnu mere fremmedgjorte end man var i forvejen. Det er det mønster jeg ser derhjemme hvis et af børnene har en legeaftale. Hvis de finder sammen i leg kan eftermiddag nærmest gå af sig selv , hvis man er heldig og man ser ikke mere til dem, før aftalen er slut. Men hvis den ene afviser alle de legeforslag som den anden kommer op med, ved man at det her bliver en lang eftermiddag. Så står man med to parter der kommer længere og længere væk fra hinanden fordi de ikke finder noget at være fælles om.  Det er der er på spil er altså fællesskab eller adskillelse.

Gud inviterer os til at spille med, det er bibelens budskab til os. Han har sendt sine profeter og Johannes døberen til os, for at de kunne videregive hans budskab til os, så vi lærte hans vilje og tanker at kende. Og han har sendt sin søn til os, for at han kunne lære os om Gud og Guds rige, og endelig for at han med sin død og opstandelse, kan føre os til ham. Alt det har Gud ladet ske, fordi han elsker os, og vil have med os at gøre. Han ved at vi har brug for ham, og derfor ønsker han over alt at vi skal møde ham. Derfor nærmer han os og spiller op til os.

Muligheden for at blive afvist gør den  der kommer med legeforslagene og spiller op til den anden, sårbar. Ligesom hvis man f.eks. giver en anden et high five, og hilsenen besvares, er det åbenlyst at her er to der forstår hinanden og har noget sammen, men hvis den ikke besvares, og ens hånd flagrer i luften er det tydeligt og pinligt at man er blevet afvist, og man kan forsøge at skjule det pinlige ved at man er blevet afvist. Men når han alligevel er villig til at påtage sig denne sårbarhed, er det fordi den giver ham mulighed for at gøre noget sammen med den anden, og dermed skabe en fælles samhørighed. Man har noget til fælles, hvilket er en stor gevinst. Hvis man spiller sammen, kan man glæde sig over musikken og hvis man synger klagesange, har man en at dele sorgen med. Udsigten til gevinsten gør at man er villig til at risikere afvisningen. Det samme er Gud over for os. Han vil have at vi skal spille med. Han har gjort sig selv sårbar, fordi vi kan afvise ham, men han har gjort det fordi det er det der skal til for at vi kan være hos ham. Derfor fortsætter Jesus også med at fortælle sit budskab, på trods af afvisningen af både Johannes døberen og ham selv.

Man kan så overveje om budskabet ikke mister sin betydning, når der både kommer en hård asket som Johannes med et hårdt og stålfast budskab om omvendelse, og så Jesus der på den anden side ønsker at være sammen med de mennesker der har truffet det forkerte valg. Skal man danse eller klage? Men nej Jesus og Johannes døberens budskaber ophæver ikke hinanden. Derimod supplerer de hinanden hvilket understreger at det er lige her Gud griber ind i vores verden og gennemfører sin plan, hvilket Jesus viser gennem sine veråb, hvor han taler om hvor stort det er, det som denne generation oplever. Johannes budskab er, at Guds rige er kommet til os, og at der er brug for at vi omvender os og tager imod det. Og Jesus viser os at det ikke er for sent, at han vil tage imod dem som alle andre har afskrevet.

Det er altså de vilkår der var på Jesu tid, men hvad så med de vilkår, som vi lever under i dag? De vilkår som vi møder i dag er når det kommer til stykket, så meget anderledes end dem som Jesus her beskriver. Vi står med et budskab, som er over 2000 år gammelt, og skal prøve at gøre det interessant for moderne menneske. Derfor er der gjort mange forskellige forsøg på at fremstille evangeliet på nye måder af mere eller mindre fantasifuld karakter. Men på trods af alle anstrengelserne, er vi i risikoen for alligevel at blive afvist, enten fordi budskabet når det kommer til stykket, er for gammeldags, eller fordi man kun stoler på det som man kan se måle og veje, eller fordi man vælger at tro på noget andet. Eller måske bliver budskabet afvist med begrundelsen om at der skal være plads til at folk kan tro på hvad de vil, men at man ikke ønsker bibelens budskab skal stå over andet. Hvis ikke de andre vil spille med, har det ingen betydning hvilke anstrengelser man end gør sig.

Og denne manglende lyst til at spille med, kan være med til at sætte tvivlen i gang hos os selv. For kan det virkelig betale sig, at holde fast i dette gamle budskab som andre mennesker ikke forstår? Man kan føle at man kommer til at stå noget alene. Men vi skal holde fast og ikke standse med at beskæftige os med Guds budskab til os. Vi skal blive ved med at lytte til ham, fordi vi har brug for ham. Vi har brug for ham i vores liv og vi har brug for tilgivelsen og livet under Guds omsorg. Det som han kan give os er så stort at vi ikke har råd til at afvise ham, ved ikke at spille med. Jesus, understreger denne alvor gennem sine veråb.

Det glædelige budskab til os i dag, er at Gud stadigvæk spiller op til os, for at vi skal gå ind i fællesskabet med ham. Han er ikke et fornærmet barn der siger, hvis du ikke gider lege med mig, så gider jeg heller ikke lege med dig. Nej han bliver ved og ved, fordi han ved at vi har brug for ham. Gud undlod ikke at lade Jesus træde frem fordi Johannes døberen mødte modstand. Og Jesus trak sig ikke tilbage fordi der var mennesker der ikke tog imod hans budskab. Nej, han blev ved med at gå rundt og fortælle mennesker om Guds kærlighed og det som han har gjort for os. Og han gik hele vejen til Jerusalem til sin død og opstandelse, fordi det er det som vi har brug for. Derfor spiller han også op til os i dag.

Og vi skal tage imod hans invitation og gå ind i fællesskabet med ham, for der at opleve alt det som han kan give os. Når børn finder hinanden i leg kan de godt være lidt tøvende over for hinanden i begyndelsen. Men efterhånden som legen udfolder sig kan de blive helt opslugt af den. Det er som om de træder ind i en verden der bliver der bliver større og større når man er trådt ind. Den bliver ved med at udvikle sig, og de bliver ved med at opleve nye facetter af den som de bare må udforske. Når vi går ind til fællesskabet og samspillet med Gud, skal vi gå ind med den samme forventning. Forventning om at vi nu træder ind i hans verden. En verden der udvikler sig, så vi kommer til at opleve flere og flere facetter af hvem han er og hvor stor hans kærlighed til os af. Og så vi igen og igen oplever nye ting sammen med ham. Må Gud give os frimodighed og tillid til ham, til at spille med og besvare hans opfordring til os .

Amen