Lyt til prædikenen

Joh 17, 20-26; Joel 3,1-5; Rom. 8, 31b-39

Salmer: 750; 261; 291-334; 49, 289 (alterg.); 13

Lad os bede!

Kære Herre, tak fordi Kristus, Din Søn, har skabt en åbning for os ind til Dig, og at Du, faderen, sønnen og Helligånden, i Dit indre samliv taler om vort vel. Lad din ånd i dag føre os ind mod dig, så vi må erfare, at vi lever i dig og Du lever i os, ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen

Den store samhørighed

Det er i dag en stor dag, fordi vi har to børn der skal døbes her ved gudstjenesten. Her bliver de båret frem på Guds løfter til hans velsignelse. Og samtidig er dåben også en markering af, at et nyt menneske er kommet til verden. Derfor er familie og venner er inviteret til fest for at dele i forældres glæde over jeres barn, og for at byde ham velkommen til verden. Hvis man skal finde et ord, der kan sammenfatte mange af de ting der er på spil her i dag, vil et godt bud være ordet samhørighed. Vi får i dåben en samhørighed med Gud, fordi vi kommer frem til dåben på Jesu befaling, og fordi vi har fået Guds løfter om at han vil modtage os der. Og i dåbsgæster er i dag inviteret til dåb, fordi forældrene har en samhørighed med jer. De ønsker at dele deres glæde over deres søn med jer. Når man oplever en glædelig begivenhed i sit liv, har man brug for at dele glæden med sine kære, dem som man hører sammen med, og som man ved vil glæde sig på ens vegne. Og endelig har man som forældre en samhørighed med sit barn. Når man ser på det må man sige. Det her barn er en del af mig. En forældres blik på sit barn, er netop dette en forældres blik. Det er påvirket af samhørigheden. Og så er det at familien på henholdsvis fars og mors side går i gang med at analysere barnets træk og se hvem det ligner mest. Og med tiden genkender man nogle af sine egne karaktertræk i sit barn, til enten glæde eller ærgrelse. Men netop fordi han, er vores søn, er han også vores ansvar, og vi gør alt hvad vi kan for at ham det, det som det har brug for. Sådan er det.

Jesus taler i den bøn, som er vores prædiketekst i dag ved Gudstjenesten også om samhørighed i flere forskellige relationer. Han bruger bare et lidt stærkere ord end jeg turde bruge om familien. Han taler om at være ét, at være en enhed. Det som jeg tænker der skal til, hvis man skal fungere som en enhed, er ikke at man skal være ens, men derimod at hver enkelt har sin plads af helheden. Når hver enkelt udfylder sin plads, udgør man til sammen enheden. Man supplerer hinanden så man til sammen bliver stærkere end det som hver enkelt byder ind med. Og man mærker det hvis en af de andre kommer i problemer, og glæder sig når det går godt for en af de andre. Det er denne tætte form for samhørighed som Jesus taler om her.

Jesus taler om at han og Faderen er ét. Faderen har elsket ham fra før verden blev grundlagt. Jesu samhørighed med Gud, er så at sige selve kernen i kristendommen. Det hedder netop Kristendom, fordi det handler om Kristus, om Jesus. Det, at vi møder Gud gennem Jesus, er grundlaget i Kristendommen, derfor er samhørigheden mellem Faderen og Sønnen, afgørende. Jesus er sendt af faderen her til jorden, for gennem sin død og opstandelse at føre os til Gud. Og han udførte den opgave som han var sendt med. Derfor kan vi gennem ham møde Guds kærlighed og omsorg. Det er det som evangeliet handler om. Derfor kan Jesus også sige om sig selv, at han er vejen sandheden og livet, og at ingen kommer til faderen uden ved ham, altså at vi kun møder Gud gennem ham. Det er så tæt samhørigheden er, den ene repræsenterer den anden. Jesus gør og siger det der er faderens vilje.

Det, at Jesus er sendt til os, for at føre os tæt på Gud, fører også en anden samhørighed med sig, nemlig den mellem os og ham. I den del af Jesu bøn, der var prædiketekst til sidste søndag, kunne vi høre om Jesu forhold til disciplene. Godt nok irettesætter han dem indimellem når der er noget de misforstår, som vi ved dåben får et tydeligt eksempel på, i beretningen om børnene der bliver båret til ham, men han gør det, fordi han ønsker at vise dem hvordan vores forhold til Gud skal være. Han ønsker at vejlede dem, fordi han vil dem det godt. I første del af bønnen taler han om at disciplene var blevet betroet ham af faderen, og han derfor har passet på dem og bevaret dem. Deraf kommer naturligt nok samhørigheden mellem Jesus og disciplene, men i denne del af bønnen bliver gruppen af disciple så udbredt til at blive noget større, når han siger ikke alene for dem beder jeg, men også for dem der ved deres ord tror på mig. Her er det at vi kommer ind i billedet. Dem som Jesus har samhørighed  med, er ikke bare dem der tilfældigvis var i nærheden, da han gik omkring her på jorden. Derimod får alle dem der søger ham og tror på ham, lov til at høre Jesus til og bliver omsluttet af hans omsorg. Dem som hører ham til er blevet betroet ham, derfor ønsker han at passe på hver enkelt af os. Ligesom forældre har et ansvar og omsorg for at tage sig af sine børn, har Jesus ansvar og omsorg over for dem der tror på ham. Det ser vi tydeligt i hans bøn her, og i teksten fra Romerbrevet, hvor vi så vi hvordan Jesus Går i forbøn for os. Han ser på os med en faders blik.

Denne samhørighed med Jesus betyder også at vi gennem dåben bliver Guds børn, og få del i den omsorg og kærlighed, som han møder os med. Samhørigheden med Jesus, betyder en samhørighed med Gud, fordi de også hører sammen. Det er en del af den kædebevægelse som vi så på tegningen før. Det er derfor vi samles her i kirken, det er derfor vi holder dåb.

Endelig møder vi i dag også den tredje form for samhørighed, en samhørighed imellem mennesker. Den skyldes at vi bliver forbundet med hinanden i Jesus. Vi har Guds kærlighed og omsorg til fælles. Denne enhed, er ikke en enhed, hvor alle ligner hinanden og mener det samme, men enhed, hvor man står under den samme omsorg og forbøn fra Gud. Derfor kan vi se på hinanden, ikke som fremmede, men som mennesker der er forbundet med hinanden.

Det gælder om at holde tungen lige i munden, med al den snak om forbundenhed. Faderen og sønnen, sønnen og dem der er betroet ham, som derigennem også forbundet med faderen, osv. Men den er vigtig, fordi den viser os vores forhold til Gud, og hvad vi kan forvente af ham, nemlig faderlig omsorg og kærlighed. Denne erkendelse skal give os frimodighed til at leve vores liv i tillid til Guds løfter til os. I tillid til at han følger os og tager sig af os, og den skal give os frimodighed til igen og igen at søge ham, som altid vil os det godt. Og endelig skal den også påvirke vores syn på hinanden, så vi ikke bare ser mennesker der er fremmede for os, men mennesker der er mødt med den samme kærlighed fra gud, som vi selv er mødt med. Mennesker som Jesus er gået i døden og opstået igen for, ligesom for os. Dette skal give os frimodighed til at møde hinanden med kærlighed og omsorg.

Amen