Lyt til prædikenen

Joh.10,22-30
Sl.23
Ap.G.2,36-41 [Hebr.13,20-21]
2.s.e.påske, den 15.4.18
Herlev
743 51 675 662 236 Stor er din trofasthed

Tiden fra påske til pinse er glædens tid. Den store påskeglæde - glæden over Jesu Kristi opstandelse fra de døde præger os og de tekster, vi møder i gudstjenesten.
I dag hører vi om, at den opstandne Jesus har omsorg for os her i verden. Han vil gå med os og ingen kan rive os ud af hans hånd.
Sidste søndag hørte vi om, hvordan Jesus mød­te Simon Peter og de andre dis­cip­le ved Ge­nesaret Sø efter opstandelsen. Jesus spurgte tre gange Peter: Elsker du mig? Tre svarede Peter ja og tre gange fik han til opgave at være hyrde for Jesu får - den kristne kirke.
I dag er det ikke et spørgsmål om Peters og discip­le­nes rolle. Vi går et skridt tilbage. Det handler om den eller de to hyrder, som vil være vores hyrde og som er forbilleder for Peter.
Vi har lyttet til to af de kapitler i Bi­be­len, som mange hol­der meget af: Sl 23 i Det gam­le Tes­ta­men­te og Joh 10. Det er to kapitler, der bruger billedet af hyrden - det ene sted er det Gud og det andet sted er det Jesus, der er hyrden.
Der er en stor trøst i Salme 23 og derfor bruges den meget ofte ved be­gra­vel­ser. Herren er min hyrde, mig skal intet fattes, som der stod i den gamle over­sæt­tel­se. Vi møder hyrden, som tager sig af fårene. Gud er Davids trofaste og omsorgsfulde hyrde.
Vi kan se hyrden for os med hyrdestaven og stokken, som kan bruges til at forsvare dyrene med. Hyrdestaven kan også bruges, hvis der er et af fårene, der falder i en klipperevne og som skal trækkes op igen.
Hyrden leder og fører flokken og står inde for dem over for ejeren. Hvis der er et dyr, der bliver revet itu af et rovdyr, skal hyrden komme med resterne for at bevise, at det virkelige var et rovdyr, der havde taget det. Der var nøje regler om, hvordan man skulle tackle sådan en situation i moseloven.
Hyrden går foran fårene og viser dem vej igennem øde områder, så de kan finde vej til de steder, hvor der er græs og vand. Han taler til dem og de kender ham på stemmen.
Jesus vil være vores hyrde og han taler om, at hans får kender ham på stem­men. Det er af stor betydning for os, at vi lytter til ham, så vi kan genkende ham på stemmen.
Det fortælles, at der engang var tre hyrder, der mødtes ved en kilde i Mel­lem­øst­en med deres fåreflokke. Deres får drak vandet, blandede sig med hverandre, gik og græssede på skråningerne ned til kilden.
En rejsende, som så det, undrede sig og spurg­te en af hyrderne: Hvordan kan I adskille flokkene igen, når I skal videre, så I får hver jeres egne dyr med?
Det er let nok, svarede hyrden. Hvert får kender sin hyrde. Så løftede han sin stok og kaldte på sine får. Alle fårene løftede hovederne, men kun en tredjedel fulgte ham.
Den fremmede fik lyst til at prøve. Han efterlignede den andens stemme og råbte. Alle få­re­ne løftede deres hoveder, men der var ikke et ene­ste, der bevægede sig. Det er, fordi de ikke ken­der dig, sagde en af hyrderne.
Men sker det aldrig, at et får tager fejl og følger en fremmed? spurgte den fremmede.
Nej, kun hvis et får er sygt, kan det ske, at det følger hvem som helst, lød svaret.
Det må give os noget at tænke over. Der er så mange, der hæver røsten. Der er både ma­te­ri­a­lisme, vantro, bibelkritik, folkereligiøsitet, kir­kelige ledere, der mere følger folkets mening end bibelens ord.
Der er mange, der er blevet splittede og åndeligt syge eller svage, så de følger de fremmede i stedet for at følge ham, som sagde: Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får og mine får kender mig.
Det gælder for os alle om, at vi sætter alt ind på at holde os til den gode hyrde.
Hyrden har fra gammel tid været billedet på en god leder. Der er mange ek­semp­ler på konger, der kaldte sig selv for hyrder.
Vi kender det ikke kun fra Is­ra­el, men fx og­så fra en af de gamle ba­by­lo­niske konger, som hed Hammurabi. Han var kon­ge længe før David.
I slutningen af Hammurabis lov, skriver han om sig selv:
De store guder kaldte mig, så jeg blev den hyrde, der kommer med fred; hvis scepter er retfærdigt. Min velgørende skygge breder sig over min by.
Hyrden står normalt for det gode, det positive og det omsorgsfulde.
Profeterne i Det gam­le Tes­ta­men­te taler ikke kun om gode hyrder. De taler også om dårlige hyrder eller om dårlige kon­g­er og le­dere.
Det er­­­ de ledere, der ik­ke har taget sig af de sva­­ge i folket. De har ik­ke fundet dem, der hav­­de forvildet sig bort og de har ikke for­sva­ret deres folk. De har ikke gjort det, som gode hyrder ville gøre for deres får.
I den første del af Joh 10 taler Jesus om sig selv som den gode hyrde. To gange bruger han ordet om sig selv: Jeg er den gode hyrde. Det står i kontrast til de hyrder, der leder folket vild. Det gør Jesus ikke. Han er den gode hyrde. Han går så vidt i sit arbejde med at passe fårene, at han sætter sit liv til for fårene.
Jesus sammenligner sig med Gud, som David havde kaldt: min hyrde. Han siger direkte til jøderne: Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage.
Det var ord, som først virkelig fik mening, når man som vi kan se tilbage på påsken med korsfæstelsen, døden og opstandelsen.
Jøderne havde meget forskellige meninger om Jesus. Jøder har altid holdt af at diskutere. Det siges, at hvis der er 3 jøder sammen, så er der 4 meninger.
Det kender vi også til. Der er mange forskellige meninger om mange ting. Når der forhandles overenskomst eller føres propaganda på højt plan mellem lederne af store lande, så er der altid forskellige meninger. Det gælder om at få så mange som muligt til at tro på det, man siger. Det skal lyde, som om man selv har ret og at det er modparten, som rammer helt ved siden af.
Vi hører, at der er fest i Je­ru­sa­lem - tem­pel­indvielsesfesten - og her møder jø­der­ne igen Jesus. Det er vinter og koldt, så derfor mødes de inde på tem­pel­om­råd­et, i Salomos Søjlegang.
Nu vil jøderne have Jesus til at tale rent ud. Er du Kristus eller ej? Jesus gjorde nogle ting, som andre ikke kunne gøre. Det var ikke så længe siden, han havde åbnet øjnene på en blind, der havde været blind lige fra fødslen af. Der var noget særligt over ham.
Men han passede ikke helt ind i deres billede af den frelserkonge, som de ventede.
Jesus svarer ikke ved at sige: Ja, jeg er Kristus, men han peger på det, som de har set med deres egne øjne. De har jo set mange af de gerninger, han har gjort.
Det er ikke noget, han har gjort af sig selv, men de er gjort i hans fars navn. Det er de gerninger: helbredelserne, brødunderne, naturunderne og døde­op­væk­kelserne - som vidner om, at Jesus er noget særligt - at han er Kristus, den levende Guds Søn.
Grunden til, at jøderne ikke ser det og tror det, er, at de ikke hører til hans får. Den gode hyrde har nogle får og det gælder om, at vi hører til hans får. Vi må lytte til Jesus og følge ham.
Der var en, der skrev en prædiken med titlen: Får får alt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den samtale, som vi nok har hørt: Far, får får får? Får får ikke får? Får får lam!
Får får lam. Det er jo rigtigt, men det er også rigtigt, at: får får alt. Den, der vil høre til Jesu fåreflok og følge ham, får alt. Vi har fået livet som en gave.
Vi får føde og klæder, dagligt brød som en gave. Nogle får mere end andre og kan derfor være med til at hjælpe dem, der har det svært. Vi får muligheder og evner som en gave fra livets Gud - muligheder og evner som kan bruges til gavn for andre.
Vi må have lov til at leve et liv i tillid til, at Gud vil væres vores hyrde, og at Jesus er den gode hyrde, som gav sit liv for os.
Når det går op for os, så må vi glæde os igen og igen. Vi får del i påskeglæden.
Vi må hver dag komme til ham for at modtage hans gode gaver. Vi må også være med til at give dem videre til dem, som trænger til vores hjælp. Og så må vi hver søndag komme til ham og modtage hans legeme og blod, som er næring til det liv, som vi har fået i dåben og som døden ikke har nogen magt over.
Der er ingen, der skal rive os ud hans hånd. Det giver en tryghed at vide, at vi hører til i den gode hyrdes hjord, at vi kan være i Guds hænder. Når vi er dér, kan ingen rive os ud.
Før prædikenen sang vi med Grundtvig:
Gud, vi er i dine hænder,
dine hænder, gode Gud!
som alt ondt med visdom vender,
så det godt må falde ud,
trods al synd og død og pine,
godt for dig og godt for dine.
Det er denne tryghed, der kan bære os i hver­dagen og i vort liv her i denne verden. Må denne tillid og tryghed følge os alle vore da­ge, så vores liv bliver et liv med påskens glæ­de som fortegn.
Amen