Lyt til prædikenen

Lad os alle bede:

Kære Gud, tak fordi vi i dåben er blevet dine børn. Hjælp os til at huske på, at du altid er der for os, og hjælp os til at søge dig og forvente alt godt fra dig.

Gud tager sig af sine børn

Hvad skal der til for at man kan blive konfirmeret, eller hvad hører sig til ved en konfirmation? Det kan der gives forskellige svar på, alt efter hvem man spørger. I de her konfliktdage har der været fokus på behovet for en præst, organist, kordegn og kirketjener. En kirke, kunne også være et bud. Og så skal der også nogle konfirmander der gerne vil konfirmeres, til. Og der skal forberedelse til, så man ved hvad man går ind til.

Det er det der foregår her i kirken, dertil kommer alt det andet som kan høre denne dag til, som tøj, fest, mad, sange, taler, transport osv. Alt sammen noget der er med til at gøre denne dag helt særlig. Der kommer hele tiden flere ting til, som man kan vælge til sin konfirmation, som nogle vil mene hører sig til, mens andre mener at de ikke er nødvendige.

Det ligger i vores tid, at man ikke længere bare følger traditionen, men også forsøger at udtrykke sit personlige valg. Jeg læste for nyligt om en pige der havde fået sin første idé til sin konfirmation da hun var 10 år gammel, og derefter noterede hun så idéerne ned, efterhånden om de opstod. Hvis det er det der er sammenligningsgrundlaget, går jeg ud fra at nogle af jer af kommet lidt sent i gang med forberedelsen til i dag. Hendes udgangspunkt var at det var hende der skulle bestemme, og derfor var det også hende der skulle bestemme hvor meget tid hun ville bruge på det. Og hun ville bruge meget tid på forberedelsen, fordi hun ønskede at dagen skulle blive ligeså perfekt som hun havde forstillet sig.

Konfirmationen er en stor dag, hvor dåben og vores forhold til Gud bliver sat i centrum, og hvor I sammen med jeres kære får en anledning til at mindes årene der er gået forud for denne dag, og måske også se frem mod den fremtid som I går i møde. Konfirmationen er en anledning til at sige det til hinanden, som man måske ikke får sagt til hverdag. Derfor er det på sin vis også positivt at man sætter alle sejl ind på at gøre denne dag til en stor dag, fordi det samtidig viser at dagen er vigtig, sammen med den man fejrer i dag.

Det der til gengæld kan være problemet, er at tanken om at ville opnå det perfekte, kan bevirke at presset for at præstere bliver for stort. Hvis man har alle muligheder, har man en stor frihed, fordi man har mulighed for at gøre lige hvad man vil. Men samtidig kan man også blive ramt af angsten for at vælge det forkerte, netop fordi der er så mange muligheder. Det samme kan gøre sig gældende, når man får mulighed for at sætte sit helt eget præg på en begivenhed. Så kan man møde et stort pres for at skulle præstere. Det er dette pres som vi kan møde igen og igen gennem hele livet i vores tid, og det kan slide hårdt på os.

Derfor er det positive budskab til os i dag, at der ved konfirmationen også bliver fortalt en anden fortælling. En fortælling der ikke handler om hvad I og vi skal præstere, men derimod om hvad Gud har gjort for os. Den handler om at Gud i første omgang kommer til os. Han elsker os, og ønsker at vi skal være nær ved ham. Derfor sendte han sin søn, Jesus her til jorden. Han gik i døden for os og opstod igen, fordi at vi derigennem møder Guds kærlighed, omsorg og nærvær. I beretningerne om Jesus, skinner det klart igennem, at han kom til os, fordi han vil os noget. Han ser ikke på om folk er gode og fine nok til at være sammen med ham. Derimod bruger han tid på dem som gerne vil være sammen med ham. I Lukasevangeliet kan vi læse at toldere og syndere holdt sig tæt på Jesus for at høre ham. Det var netop ikke mennesker der blev set op til fordi de havde præsteret godt. Tværtimod havde de handlet på en måde der gjorde at andre foragtede dem. Derfor blev Jesus kritiseret for at være sammen med dem. Men hans argument for alligevel at være sammen med dem, er at de har brug for ham. Dette illustrerer tydeligt at bevægelsen i vores Gudsforhold går fra ham til os. Det er i første omgang ham der rækker ud efter os. Denne bevægelse ligger også bag temaet i dag, på store bededag. Både i salmen som vi læste først, hvor salmisten proklamerer, at der er troskab og udfrielse at finde hos Gud, og i prædiketeksten, hvor Jesus opfordrer os til at bede, fordi der så skal gives os, og søge fordi vi så skal finde og banke på, fordi der så skal lukkes op for os. Det skal vi gøre fordi vi ikke går forgæves hos Gud. Han vil have med os at gøre, derfor ønsker han at give os det som vi har brug for. Derfor kan vi frimodigt vende os mod ham.

Hvorfor Gud vil møde vor bøn, svare os når vi banker på, og lade os finde når vi søger, giver Jesus os her et billede på, med sit eksempel på forældre og deres børn. Giver forældre børn gode gaver, fordi de er gode? Nej, ikke nødvendigvis. Forældre er mennesker på godt og ondt. De kommer i alle slags og kan være meget forskellige. Og hvis vi ser på os selv, vil vi se at der kan være stor forskel på hvordan vi handler. Nogle gange handler vi godt og hensigtsmæssigt, andre gange kikser det for os, enten fordi vi ikke vil, eller fordi vi ikke magter at gøre det gode. Her adskiller forældre sig ikke fra andre mennesker. Men når vi så alligevel giver vores børn gode gaver, er det fordi de er vores børn. Familien er dem man har tættest på sig, derfor vil man passe godt på dem. Når man har fået børn er de ens ansvar og man gør hvad man kan for at hjælpe dem godt på vej, også selvom de fra deres side ikke altid kan se det. Familierelationen er her afgørende. Man giver dem gode gaver, fordi de ens børn.

Vi er Guds familie. I dåben, blev vi døbt til at være hans børn, og fik derigennem del i den omsorg og kærlighed som han møder sine børn med. Som alle andre forældre ønsker han at tage sig af sin familie. Han ønsker at give sine børn det som de har brug for. Og oven i købet er han Gud og han er god. Derfor magter han også at tage sig af os og fuldføre det som han har sat sig for. Hvor vi mennesker indimellem må erkende at vi ikke slår til, slår han til hele vejen igennem. Derfor skal vi have frimodighed til at følge Jesu opfordring til at søge ham.

Budskabet om Guds omsorg for os, skal være med til at give os tryghed og fred. Vi skal vide at vi hos ham møder én der elsker os som vi er. Hvis vi er stresset og fortvivlet over gerne at ville præstere, kan vi overfor ham slappe af og være den vi nu engang er. Her finder vi et modsvar til kravet om at skulle præstere. Det er denne viden der skal give os et solidt fundament til at møde verden med. Og så viser Jesus os også her hvordan vores tilgang til hinanden skal være. Alt hvad I vil at mennesker skal gøre mod jer, skal i også gøre mod dem. Herigennem får vi mulighed for at give hinanden plads til at være dem vi nu engang er. Vi holder igen med kravene til hinanden og prøver at give til hinanden i stedet for at forvente af hinanden. Hvis vi selv har brug for anerkendelse, forsøger vi at give de andre anerkendelse, hvis vi har brug for opmuntring, forsøger vi at opmuntre de andre.

Så her til sidst. Vi må gerne være ambitiøse og forsøge at gøre noget godt for hinanden, som bliver husket. Men vi skal også give hinanden plads til at være dem vi er, så vi ikke kommer til at drukne hinanden og os selv i krav og forventninger til hvordan vi gerne vil have at tingene skal være. Og først og fremmest skal dagen i dag minde os om, at vi tilhører en Gud som elsker os og vil os det bedste, og der for er kommet til os. Hos ham kan vi modtage, i stede for at skulle give. Det skal være grundlaget for vores tryghed og frimodighed her i livet.

Amen