Lyt til prædikenen 

Luk. 24,46-53; Sl. 113; Apg. 1,1-11

Salmer: 261; 251;224-254; 257; 222

Lad os bede

Kære Hellige ånd, vi beder dig, at du i dag vil lade os se hvem Kristus er, hvad han har gjort færdigt og nu rummer for os, så vi må fyldes af glæde over ham, tilbede og lovprise ham og bære beskeden om ham med os ud til alle slags mennesker, båret af det sind og den kraft, du rummer. For Jesu Kristi skyld. Amen

Jesus er ikke taget fra os, men vi er ophøjet med ham

Vi befinder os på den tid på året, hvor de kirkelige højtider står i kø. Vi har for nylig fejret påsken, og nærmer os snart pinsen. Disse to højtider viser tilsammen den afgørende betydning som Jesus har for os mennesker. Påsken handler om, at han udførte den opgave som faderen havde givet ham, hvor han gennem sin død og opstandelse fjerner den synd og skyld som adskiller os fra Gud, så at vi derigennem kan høre Gud til og blive hans børn. Og pinsen handler om, Helligåndens komme, der var afgørende for at budskabet om det som Jesus gjorde i påsken, skulle blive bredt ud til alle mennesker, så vi alle hver især kan få gavn af det.

Mellem disse to højtider finder vi Kristi himmelfartsdag, som vi fejrer i dag. Den handler om at Jesus bliver båret op til sin fader i himlen. Men Kristi himmelfarts dag ligger ikke bare kronologisk mellem påsken og pinsen, den binder også de to begivenheder sammen. På den ene side kan den ses som fuldbyrdelsen af opstandelsen, hvor Jesus vender tilbage til den plads som han havde før alle tider. Og på den anden side er Jesu himmelfart nødvendig, for at det kan blive Pinse. Jesus siger selv til sine disciple i Johannesevangeliet, at det er bedst for dem, at han går bort, fordi talsmanden ellers ikke ville komme til dem. Derfor er der i begge beskrivelser som vi har foran os af Kristi himmelfart, både fokus på påskens begivenheder som afgørende for Jesu betydning for os, og på Helligåndens komme, når evangeliet om Jesus skal spredes. Den Jesus som vi kan møde gennem evangelierne, som vi kan tro på og bede til, er den Jesus som sidder ved faderens højre hånd og går i forbøn for os.

Disciplene har indtil nu fulgt Jesus gennem alt i tykt og tyndt, og nu bliver de så vidner til, at han virkelig er den som han sagde han var, ved at han indtager sin plads ved faderens højre side. Han er nået til vejs ende. Det er gået som Gud havde planlagt det. Derfor kan de glæde sig med Jesus over at han er steget op til sin fader, og de kan forberede sig på den opgave der ligger foran dem, med at forkynde evangeliet om Jesus til alle folkeslag. Alt er godt.

Alligevel er det ikke så svært at forestille sig, hvis disciplene alligevel kan opleve denne dag som lidt af et antiklimaks. De har været sammen med Jesus i et godt stykke tid, og har altid kunne spørge ham til råds, men nu er der indtrådt en stor forandring fordi de ikke længere skal gå med ham, på samme måde som de gjorde før. Det er stort og glædeligt, at Jesus er hos faderen, men samtidig er det også en stor omvæltning for disciplene. Det er lidt som hvis man forestiller sig, at man har en nær ven fra sin barndom som man er fulgtes med hele vejen op gennem sin opvækst. En dag stiller denne ven op til præsidentvalget, og man støtter ham gennem hele kampagnen, gennem sejre og nederlag. Til sidst står man så ved valgets afgørelse, hvor det står klart at missionen er lykkes, han er gået hele vejen og har vundet valget og er blevet præsident. Man er selvsagt fyldt med glæde på sin vens vegne. Det største man kan forestille sig, men som man ikke turde drømme om, er sket. Men midt i sejrsfesten føler man også en smule vemod, fordi man ved at alt fra nu af er totalt forandret. Vennen er nu præsidenten og får fra nu af travlt med at gøre præsidentting, og han må optræde med stor forsigtighed i forhold til hvad han siger og gør og beskæftiger sig med fremover. Dermed må man på en eller anden måde sige farvel til det forhold der har været, og forberede sig på et nyt. Det er som om man nu tilhører to forskellige verdner.

Man kan ikke fortænke disciplene, hvis de står med den samme fornemmelse da de når de tager afsked med Jesus. At de på den ene side glæder sig, fordi Jesus som de har en fælles historie med, står midt i hans store triumf, men at de samtidig fyldes med vemod, fordi de nu står ved det punkt hvor intet bliver som før, fordi de fra nu af tilhører to forskellige verdner.

Men når vi ser nærmere på prædiketeksten, ser vi at disciplene ikke viser fortvivlelse over at skulle adskilles fra Jesus, tværtimod. Vi får at vide at de tilbeder Jesus, og at de fyldt af glæde vender tilbage til Jerusalem og tilbeder Gud i templet. Hvorfor denne uforbeholdne glæde? En del af det skyldes sikkert glæden over at Jesus er vendt tilbage til sin plads hos faderen, men det skyldes i lige så høj grad at Jesu himmelfart ikke betyder at han er kommet på afstand af os, men derimod at vi er ophøjet med ham. Hvor vennen der bliver præsident kun kan overkomme så meget som et menneske nu engang kan overkomme, og oven i købet må følge de regler der gælder for en præsident, er sagen en anden når det handler om Jesus. Det er den fordi det her er Gud der handler. Derfor får disciplene og vi også del i hans himmelfart og hans position hos faderen.

Det ser vi bl.a. andet i selve beskrivelsen af himmelfarten, hvor Jesus velsigner sine disciple, og idet han skilles han fra dem. Velsignelsen stopper ikke når Jesus bliver båret op til himmelen, men den fortsætter. Jesus velsigner stadig os fra himlen. Og Paulus taler i Romerbrevet kapitel 8, om hvordan Jesus fra sin plads ved Guds højre hånd går i forbøn for os. Og i Efeserbrevet taler han om at Gud oprejste os med Kristus og satte os med ham i himmelen. Vi er gennem Jesus løftet op i himmelen, og bliver repræsenteret der af ham i de indre samtaler i treenigheden. Derfor bliver Jesus ikke taget fra os på Kristi himmelfartsdag, men vi bliver ophøjet til højeste sted sammen med ham. Vi er med hele vejen. Og derfor er Jesus hos os og tager del i vores liv, fra sin plads hos faderen. Vi er ikke overladt til os selv efter Kristi himmelfart med en god historie om Jesus og vejledninger fra ham, for så selv at skulle forsøge at leve vores liv og de udfordringer vi møder efter bedste evne. Nej, vi har en ven på højeste sted, som følger os  med omsorg og deltagelse. I teksten fra salmernes bog, læste vi: ”Hvem er som Herren, vor Gud, i himmel og på jord, så højt som han troner, så dybt ned som han ser?” Det er netop det der er kernen i budskabet på Kristi himmelfarts dag, Gud troner i himlen og ser helt ned og ind til os. Den Jesus der var villig til at gå i døden for os, er den samme Jesus som har magten i himmelen og på jorden. Det er vores virkelighed efter Kristi himmelfart.

Jeg hørte for nylig et eksempel på hvad dette budskab kan gøre ved os. En familie var flyttet til et nyt område i København. Deres dreng på 8 år skulle derfor starte i en ny skole, og han var forståelig nok noget beklemt ved de nye omgivelser. Men skolen lå i gården ved siden af den som familien selv boede i. Derfor aftalte de at moren, når det ringede til frikvarter ville gå hen i vinduet og se ned i skolegården. Selvom drengen ikke selv kunne se moren, vidste han at han var set af hende. Denne bevidsthed om at han var i sin moders tanker gav ham mod til at gå ud i skolegården og blande sig med de andre, selvom han følte sig mutters alene. Vi kan gå vores hverdag i møde med den samme frimodighed som drengen her, fordi Jesus også følger med i vores liv, fra sin ophøjede plads hos faderen. Vi er i hans tanker og vi er i hans forbøn, og han retter sine velsignende hænder mod os. Og han kan fra sin plads se os alle sammen, samtidig. Efter sin himmelfart, er Jesus ikke længere bundet af rum og tid. Han er allestedsnærværende og kan derfor være tilstede alle steder hvor vi hver især befinder os, på en gang. Han kan han være med hver enkelt af os, når vi tager den udfordring op som det er at være menneske og leve vores liv. Han glæder sig med os, i de glæder og opmuntringer som vi møder. Og han er hos os, når vi lider og møder modgang. Hele vejen er han med.

Og når vi tager den opgave på os, som han også har givet os, at vi skal være hans vidner og gå ud med evangeliet om ham, så endnu flere mennesker får del i budskabet om hvem han er, går vi på hans bud, og han går med os. Til sidst hører vi at disciplene  som alle andre Jøder gik i templet for at prise og tilbede Gud. Men det var ikke det sted hvor de søgte Guds endelige tilstedeværelse her på jorden. Derimod var det en slags ventesal, hvor de ventede på at Gud skulle udruste dem. For os skal kirken heller ikke være det sted vi ender sammen med Gud og finder hans endelige placering her på jorden, men der hvor vi søger hen for at finde opmuntring og styrke, inden vi igen går ud på vores opgave i verden sammen med ham. Det kan vi gøre med hans løfter om, at vi finder ham lige dér midt i hverdagen hos os.

Amen